ANMELDELSE Jo, der er i den grad liv på Mars

Science fiction-thrilleren ’Life’ fungerer godt i 10 til 15 minutter.

'Life' sætter gang i tankerne hos filmanmelder Per Juul Carlsen. Desværre kun i omkring 10 minutter.

På et tidspunkt - cirka to-tredjedele inde i ’Life’ - blev jeg grebet af en frygtelig og ubehageligt klar følelse.

- Det er jo rigtigt, sagde jeg til mig selv.

- Vi mennesker tør jo ikke møde noget, der er anderledes end os selv. Vi er fyldt med skepsis, med forbehold, med angst. Det er en del af vores overlevelsesinstinkt. Det er nødvendigt for os. Det er naturligt.

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på programmet 'Filmland'.

Det er en forfærdelig tanke, men den rumsterede i mig i 10 minutters tid i science fiction-actionbaskeren ’Life’.

Og den sidder stadig i baghovedet og gnaver i enhver form for diskussion om fremmede blandt os – og den diskussion er der som bekendt rigtig meget af lige i øjeblikket: ’Vi uddør, hvis ikke vi møder fremmede med frygt og skepsis.’ Den omvendte udgave af den tanke er, at vi langsomt udrydder os selv indefra, i stedet for at lade andre udrydde os. Begge dele kan udledes af ’Life’.

15 minutters kvalitet

Hov, kan ’Life’ virkelig sætte gang i så store tanker?

Ja. Er det ikke bare en hyggefiser af en actiondrøner, der bare vil underholde med en gang overlevelseskamp i Rummet?

Jo, det er det. Og folkene bag filmen har formentlig ikke spekuleret i, at publikum skulle svime hen i store tanker om menneskets eksistens. Men det er netop kvaliteten ved ’Life’ i de 10-15 minutter, hvor den fungerer bedst.

Eller godt: Da forskeren Hugh går i gang med at undersøge den lille mikroform for liv, som han og resten af besætning har hentet i en jordprøve fra Mars og nu skal til at udforske i et internationalt rumlaboratorium lige udenfor Jordens atmosfære.

Fra nuttet til livsæder

Til at begynde med er marsboeren en nuttet lille kæletingest, der vokser og tager nye former. Men da den pludselig falder hen i dvale, bliver Hugh utålmodig. Han giver den et let elektrisk stød. Og så træder tingesten, der nærmest ligner en gennemsigtig legetøjspropel, i karakter.

'Life'

Instruktion: Daniel Espinosa

Medvirkende: Rebecca Ferguson, Jake Gyllenhaal,

Premiere: 23. marts

Den går til angreb. Uanset dens klejne størrelse, klemmer den Hughs hånd og trækker livet ud af den. Og inden længe har den suget livet ud af en af de andre astronauter, spillet af Ryan Reynolds, så det er ikke et større tab for menneskeheden.

I de minutter er ’Life’ en virkelig dynamisk fortælling med skarpe pointer. For det er jo vi mennesker, i vores nysgerrighed, der har virket som aggressoren ved at give den lille hyggelige tingest et stød. Hvornår er man nysgerrig og ikke aggressiv? Hvornår er man udforskende, ikke invaderende? Hvornår er man skeptisk, ikke fremmedhadende?

Skuespiller bliver brugt til... Ingenting

Alle de gode og besværlige spørgsmål bliver vakt til live i ’Life’. Indtil manuskriptforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick, der skrev den virkeligt overraskende anti-superheltefilm ’Deadpool’, vælger at afliver dem igen, fordi det nu engang er sjovere at se et fremmed monster myrde den ene astronaut efter den anden. Og inden længe er enhver småfilosofisk tanke ædt op sammen med logikken og personportrætterne.

En forrygende skuespiller som Jake Gyllenhall bliver brugt til absolut ingenting. Og svenske Rebecca Ferguson, der med sit vidunderligt alvorlige ansigt ligner en ung Ingrid Bergman, får aldrig lov at træde i karakter som filmens mest spændende figur, kaptajnen.

De seks astronauter skifter hele tiden karakter for øjnene af os. Det ene øjeblik er de begavede og vidende. Det næste smider de alt på gulvet i et pludseligt udbrud af angst.

En overfortalt slutning

Det hele hænger mindre og mindre sammen mens ’Life’ selv træder i karakter som en sjasket sammenskrivning af rumfilmene ’Alien’ og ’Gravity’ – uden at besidde bare en flig af den konsekvens og interesse for detaljerne, de film havde. Og det hele munder ud i en slutning, der er så overfortalt, at den ikke er spor overraskende, uanset at det er det, den svenske instruktør Daniel Espinosa gerne vil have den til at være.

Men på et tidspunkt, i 10-15 minutter, rammer ’Life’ en virkelig væsentlig – og frygtelig – tanke.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve