ANMELDELSE Kanonslag mellem ballerne - men på en begavet måde

Sacha Baron Cohen leverer politiske ukorrektheder og bevidste fladpandetheder i 'Grimsby'.

Se nu bare den måde, Sacha Baron Cohen beskriver den britiske arbejderklasse.

De får børn i læssevis, og de giver dem navne som Gangnam Style, WikiLeaks og Tsunami. Børnene er småfede, hvis ikke decideret fede, og de lever af elendig junkfood, mens de voksne med deres urene hud og skæve tænder drikker store fadøl og lever og ånder for at hente penge fra den kommunale kasse og se fodbold.

Når den smældfede kone kommer hjem i sin stramme trøje, der afslører hver en delle, og sin tætsiddende nederdel af sort læder, smider hun ungerne ud for at have hørmende sex, uden at ænse at der står en fremmed mand i hjørnet af dagligstuen.

Emmer af udkantsengland

Udfra enhver politisk korrekt betragtning sparker Sacha Baron Cohen nedefter, ned mod den britiske arbejderklasse og den nordengelske havneby, Grimsby, der emmer af udkantsengland og afstand til det pæne borgerskab i London og sydengland.

Grim betyder barsk, med en undertone af primitiv, på engelsk. Og med komedien ’Grimsby’ gør Cohen som han gjorde med film som ’Borat’, ’Brüno’ og ’Diktatoren’ – kaster publikum ind i et miljø, der i forvejen virker udsat og nemt at gøre nar ad.

Kanonslag mellem ballerne

Men det er snarere den politiske korrekthed Cohen udstiller, og ikke de arbejdsløse, overvægtige fodboldfans i Grimsby, de uvidende bondeknolde i Kasakhstan i ’Borat’ eller de homoseksuelle modetosser med løse håndled i ’Brüno’.

Ved første øjekast er Cohen en klar eksponent for lavkomik, platte underlivsjokes og grovkornet stil.

Bag den fladpandede facade gemmer imidlertid en sofistikeret leg med publikums fordomme om fx bondeknolde i Kasakhstan eller bumser i Nordengland. ’Borat’ virkede så provokerende fordi den udstillede vesterlændinges fordomme om uciviliserede tidligere sovjetrepublikker.

Og i ’Grimsby’ finder udleveringen af arbejdernordengland hurtigt en balance med tilsvarende solidaritet.

De overvægtige junkfood-tosser i Grimsby har overskud, de holder af hinanden, støtter hinanden og vores hovedperson, Nobby Butcher, spillet af Cohen naturligvis, holder af både sin horisontalt udfordrede kone, af sine børn og af vennerne på pubben, hvor Nobby underholder ved at danse med kanonslag mellem ballerne.

de kolde overklasseskiderikker i London

Nobby er endda så fuld af kærlighed at han længes efter at gense sin bror, Sebastian, som forsvandt 28 år tidligere. Sebastian er siden blevet en superagent, der rejser verden rundt à la James Bond og dræber skurke på samlebånd. Det er de kolde overklasseskiderikker i London, der har gjort Sebastian til en dræbermaskine, hvilket filmens instruktør Louis Leterrier understreger i nogle vildt akrobatiske actionsekvenser.

De to brødre skal naturligvis genforenes i ’Grimsby’, og aldeles uatletiske Nobby, med sine skæve bakkenbarter og sin lighed med Liam Gallagher fra popgruppen Oasis, skal selvfølgelig kastes ud i brormands agentarbejde.

Og Sebastian, spillet med stenansigt af Mark Strong, skal genfinde sit kærlige jeg. Det medfører en lang række grovkornede scener, hvoraf nogle falder til jorden, og andre er absurd langt ude, som da Nobby og Sebastian dratter i en flod i Sebastians agentbil og Nobby lige skal se et straffespark i en fodboldkamp på sin mobil inden han hopper ud af den druknende bil.

Politisk aldeles ukorrekthed

Og så er der de scener, der er så langt ude i deres grovkornede, politisk aldeles ukorrekthed, som kun Sacha Baron Cohen kan kringle komik, som scenen hvor den lille invalide palæstinensiske dreng, der er blevet et symbol på kampen for verdensfred, bliver skudt ved et uheld – og dertil en scene, der er filmens store klimaks og som er så ekstremt langt ude, at det vil være synd at afsløre det mindste.

’Grimsby’ er langtfra så gennemført grov og anstødelig og pinagtigt grænseoverskridende en film som ’Borat’, og af den store provokatør, Cohen KAN være, er han helt klart faldet af på den.

Men med Grimsby understreger han, at han er i en særlig klasse når det handler om at være grov og plat på begavet vis.

'Grimsby' er i biograferne fra den 10. marts

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve