Anmeldelse: Mere film med utrolig meget film på

Quentin Tarantino refererer dygtigt, men sterilt til filmhistorien i 'The Hateful Eight'

Idéen er sgu meget god. Den er måske ikke genial, men den er spændende. Eller i hvert fald interessant.

Hele USA klemt sammen i samme mikrokosmos, og endda i den mest amerikanske af alle filmgenrer, den go’e gamle western.

Vi har fem hvide mænd: en dusørjæger, en gammel sydstatsgeneral, en sherif, en galgemand og en forfatter. Og vi har en mexicaner, en afro-amerikaner og en kvinde. Der mangler – sjovt nok – bare en indianer for at fuldende billedet af de amerikanske mennesketyper.

Hvad kan Quentin Tarantino, en af USA’s mest berømte filmmagere i de her år, manden bag klassikere som ’Håndlangerne’ og ’Pulp Fiction’, få ud af det?

Ja, hvad er det egentlig, Tarantino får ud af at presse USA ned i ét rum?

Rolig nu

Men rolig nu. Hvem siger at Tarantino skal få noget klogt ud af noget?

Det har aldrig været Quentin Tarantinos tanke at servere begavede pointer om sin samtid. Han laver film, film med film på, film for filmfans, film inspireret af andre film til inspiration for kommende film. Quentin Tarantino er ikke interesseret i virkeligheden.

Tarantinos film er en lille verden, hvor man nyder dygtige skuespillere, der serverer velskrevet dialog mens de referencer til andre film – først og fremmest de film, Tarantino så fra morgen til aften til fire-forestillinger og da han arbejdede i en videobutik i Los Angeles i 1980’erne.

Uomtvisteligt dygtig

Men Tarantino er uomtvisteligt dygtig til at flytte rundt på elementerne fra de film, han elsker så højt. Han er enestående ferm til at sætte en scene så man aldrig glemmer den igen.

Få andre kan få to mennesker til at danse med hinanden som Uma Thurman og John Travolta og gøre deres dans ikonisk som i ’Pulp Fiction’.

Og han er suveræn til at hive det bedste ud af sine skuespillere. Har Christoph Waltz’ karriere måske ikke været ét langt forsøg på at overgå sin rolle som naziobersten Hans Landa i Tarantinos ’Inglourious Basterds’?

Og han er formidabel til at skabe karakterer. Det kan ingen være i tvivl om efter at have set scenen, hvor Travolta og Samuel L. Jackson taler om burgere i ’Pulp Fiction’.

Det kan kun foregå på film

De evner er intakte i ’The Hateful Eight’, Tarantinos nye, anden leg med western-genrens klassiske elementer.

Lige fra det øjeblik en diligence bliver stoppet i sneen i Wyoming, og en sort fyr sidder på tre lig midt på vejen og insisterer på at komme med ombord, er Tarantinos univers vakt til live i fuldt flor.

Få andre instruktører bruger så meget energi på at gøre en filmscene rigtig, enestående, endda uforglemmelig, eller perfekt. Det er så velorkestreret, at det kun kan foregå på film, aldrig i virkeligheden.

Er det ikke OK? Joda, men det skaber også en distance. Det bliver ren film. Film-film. Det klinger kunstfærdigt.

Tarantino er uden tvivl oprigtigt interesseret i at tale både kvindernes og mexicanernes og de sortes sag, men som sædvanlig er det svært at se andet end leg og stiløvelser og form hos Tarantino.

Det gør ikke så meget når de inspirerede idéer kommer væltende som de gjorde i Tarantinos debutfilm, ’Håndlangerne’ og i opfølgeren ’Pulp Fiction’ eller i begyndelsen af ’Inglourious Basterds’ og ’Django Unchained’.

Det gør de bare ikke i den selvovervurderende lange ’The Hateful Eight’.

Indbydende og lovende

Overturen, hvor dusørjægerne ’Hangman’ Ruth og Major Marquis Warren triller af sted i diligence med fangen Daisy Domergue ombord, er lige præcis så indbydende og lovende, som man kan forvente af Tarantino.

Men så snart selskabet ankommer til Minnies Manufakturhandel for at få mad og husly for stormen, bliver ’The Hateful Eight’ et vagt genopkog på den gamle historie om de ti små cyklister. Uanset at USA er klemt sammen i ét rum, er der ikke rigtig noget på spil, ikke andet end filmleg.

Det gør ikke rigtig ondt. Det er ikke rigtig spændende. Det er ikke tre timer værd.

Det ville sgu ikke gøre noget, hvis Quentin Tarantino rent faktisk forsøgte at sige noget klogt. Men det er – som altid hos Tarantino – utrolig dygtigt sat i scene.

'The Hateful Eight' er i biografen fra den 7. januar

Tarantino er enestående ferm til at sætte en scene så man aldrig glemmer den igen, mener DR's filmanmelder.Skal du ind og se kultinstruktørens nye film 'The Hateful Eight'?

Opslået af DR Nyheder på 7. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve