ANMELDELSE: Ny film viser hvordan det føles at have tabt sit anker

Filmatiseringen af Colm Toibins 'Brooklyn' er en lærebog i begavet historiefortælling.

Saoirse Ronan as "Eilis" in BROOKLYN. Photo by Kerry Brown. © 2015 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved (Foto: Kerry Brown)

Der er mange grunde til at se film.

Langt de fleste af dem er gode, og dem der er dårlige, er faktisk helt okay.

Mange ser film for at forsvinde langt væk i en fantasiverden, langt væk fra arbejde, sure ægtefæller eller irriterende forældre. Andre ser film for at stresse af. Nogen for at opleve noget, at rejse ud i verden uden at flytte sig.

Enkelte vil måske det hele på én gang.

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

En ny opfattelse af begrebet hjemløshed

Og for dem, der vil ud at rejse med film, bliver filmoplevelsen engang imellem, faktisk ganske tit, til en fornemmelse af at have ramt en særlig følelse helt præcist.

Den her anmelder fik en anden grundlæggende fornemmelse af kærlighed mellem forældre og børn ovenpå rumfilmen ’Interstellar’.

Actionfilmen ’Everest’ gav mig et nyt indre billede på menneskets lillebitte lidenhed her på jord.

Og migrant-dramaet ’Brooklyn’ har for altid givet mig en ny opfattelse af begrebet hjemløshed og fornemmelsen af at høre til et sted.

Forlader lillebyen i Irland

Det er ikke nødvendigvis filmens hovedperson, irske Eilis, der videregiver den følelse stærkest.

Hun forlader lillebyen i Irland og rejser til New York i 1950’erne for at få et job og en uddannelse, mens storesøster tager sig af barndomshjem og gamle mor derhjemme.

Sprællevende Brooklyn i New York er et helvede for Eilis og hjemveen flyder ud gennem lærred og skærm fra skuespilleren Saoirse Ronans kønne, vemodige ansigt.

Der er intet i vejen med Eilis og slet ikke med 21-årige Saoirse Ronan, der leverer en af tidens mest bemærkelsesværdige præstationer som Eilis.

At skeje ind i stedet for ud

Hun spiller så stille og økonomisk, at man tydeligt fornemmer en forandring i hendes sind bare hun kigger op og smiler stille. Og da hun konverserer med en ondsindet sladdertaske hjemme i Irland, springer hendes uhæmmede vrede direkte ud til os, selvom hun bare kigger op i loftet, skruer en decibel op for lydstyrken og siger ’nu kan jeg huske hvorfor jeg fik lyst til at forlade Irland’.

Forhåbentlig kan Ronans indsats i ’Brooklyn’ minde den her verdens Eddie Redmayne’r og Daniel Day-Lewis’er om at skuespil ikke er noget med at klæde sig ekstremt på og skrue op for manerne. Det er snarere det modsatte, at skeje ind i stedet for ud.

Den undervurderede smerte, hjemve

Ronans ansigt understreger hvor fælt et bæst den undervurderede smerte, hjemve, kan være. Det er først da Eilis møder den flinke italienske storcharmør og vvs’er Tony, at lyset igen strømmer ud fra hendes øjne.

Men fornemmelsen af hjemløshed bliver endnu stærkere i en scene, hvor Eilis hjælper til hos en middag for ældre irske mænd i New York. Ind vælter en uendelig hob af slidte, trætte mænd, der for længst er blevet for svage til at arbejde.

’Det er de mænd, der byggede vejene og broerne i New York’, får Eilis forklaret, inden en af mændene rejser sig og synger en smuk hymne fra det for længst svundne hjemland. Og med ét kan vi som tilskuere fornemme hvad det vil sige at være tabt pladask mellem to verdener.

Der er intet at hente for mændene i Irland. Og New York har ikke brug for dem længere.

Tovet til deres anker er revet over for mange år siden.

Et virkelig kraftfuldt billede på hjemløshed

Det er et virkelig kraftfuldt billede på hjemløshed, og det står formentlig så stærkt fordi ’Brooklyn’ og instruktøren John Crowley, der tidligere har stået bag dramaet ’Boy A’, fortæller så utroligt økonomisk.

Der er brugt store summer og mange kræfter på at genskabe 50’ernes Irland og Brooklyn med postkortlækker patina. Til gengæld er både fortællestil og skuespil sat på laveste blus. Der er ingen skurke i ’Brooklyn’, højst en dum sæk af en sladderkælling i en købmandsbutik. Og hun er endda så venlig at skubbe historien af sted på et, måske to afgørende punkter.

Resten af galleriet er noget nær de flinkeste mennesker, man kan forestille sig. Hvis der er en ondskab i filmen, er det menneskets lod, at må kæmpe for at finde sig en hjemstavn.

Der er næsten en lærebog i begavet historiefortælling i ’Brooklyn’. Men først og fremmest er der en følelse, der kan finde en vigtig plads i resten af ens liv, en lille kraftfuld fornemmelse af hvor brutal hjemløshed er.

'Brooklyn' har dansk biografpremiere den 11. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve