Anmeldelse: Ny omgang af 'Hænderne fulde' fungerer overhovedet ikke

Er det rart med lidt nostalgi? Ja, nogle gange. Bare ikke når det gælder Netflix' fortsættelse af den populære og familievenlige komedieserie 'Hænderne fulde', mener vores anmelder.

Fortsættelsen til 'Full House', der på dansk fik titlen 'Hænderne Fulde', får mildt sagt ikke en positiv modtagelse af vores anmelder. (© Netflix)

Man kan lige nu opleve tv-historiens vingesus på allernærmeste hold i Netflix’ genoplivelse af firser-hitserien ’Full House’.

Den nye serie hedder ’Fuller House’ – på dansk ’Hænderne endnu mere fulde’ - og meget tyder på, at tiden for sitcoms med letbenet fjol, ligegyldige pinligheder og dåselatter nu kan siges at være endegyldigt ovre.

Da det kom frem, at Netflix ville forsøge at puste nyt liv i ’Full House’ var der flere, som for et kort øjeblik kom i tvivl.

Kunne det virkelig tænkes, at vi i disse kvalitetssegmenterede superserie-tider helt uden at være klar over det netop stod og manglede en omgang ultra-letbenet fylde-tv fra fortiden?

Tv, hvor skabet dåselatter sætter scenen, hvor al dramaturgisk modstand viser sig at være ufarlig, hvor smerte både rimer på hjerte og på sukkersød, og hvor indholdet generelt er bygget til at fise ind af det ene øre og direkte ud af det andet? Skulle ideen virkelig vise sig at være genial eller bare ligeså gal, som den lød?

De fleste af de spørgsmål fik vi omsider svar på i fredags, da ’Fuller House’ præmierede på streamingtjenesten Netflix.

Tobias Bukkehave

Tobias Bukkehave skriver hver uge om film og tv-serier på dr.dk/kultur. Han er uddannet Cand. Mag i film- og medievidenskab og dansk litteratur. Hans speciale handlede om amerikanske tv-serier, og Tobias Bukkehave har siden skrevet bogen ’50 tv-serier du skal se’ om tv-fiktionens historie. Desuden er han film og tv-anmelder på hjemmesiden close-up.dk og optræder løbende som kommentator og tv-ekspert i en række medier.

Tynd suppe på alt for gamle ben

Lad det være sagt med det samme; ’Fuller House’ er en rigtig dårlig tv-serie, som på ingen måde synes at passe ind i den tv-fiktion, som i disse år præger mediebilledet.

I dag har selv sitcoms relativt dybe karakterer, avancerede plots og foretager ofte raffinerede, æstetiske greb, som får dem til at stikke ud fra flokken.

I ’Full House’ handlede det i sin tid om tv-værten Danny Tanner (Bob Saget), som efter at have mistet sin kone i et færdselsuheld står alene med tre døtre; den 10 år gamle D.J. (Candace Cameron), den halvt så gamle Stephanie (Jodie Sweetin) og Michelle (Ashley og Mary-Kate Olsen) på blot ti måneder.

For at give den nyslåede alenefar en hjælpende hånd flytter Dannys bedste ven, standup-komiker og almen klovnefyr Joey (Dave Coulier) samt svoger, musiker og dameven Jesse (John Stamos) ind hos den lille familie i huset i San Francisco.

I nabohuset bor det skøre sidekick i skikkelse af den godhjertede men vanvittige Kimmy Gibbler, som er bedste venner med D.J., og så er scenen ellers sat for 192 episoder med lun feel good komedie uden alt for meget kant og udvikling, men med masser af mindeværdige stunder og lette grin.

Samme opskrift - bare med drengebørn

I Netflix’ nye ’Fuller House’ er tiden gået. D.J. har nyligt mistet sin mand og står tilbage med tre sønner, og hun må derfor have hjælp af sin søster og Kimmy.

Ja, den er god nok. Det var, hvad de kunne finde på. Det samme bare senere og med drengebørn i stedet for pigebørn.

Nå ja, så er Danny blevet vært på et nyt show, Joey har fået succes i Las Vegas, og Jesse laver musik til tv. Denne anmelder kan ikke sige så meget andet, end at hele forestillingen fra første billede til midt i tredje afsnit, hvor han måtte give op, forekom umådelig forloren, gumpetung og decideret usjov.

’Fuller House’ nyder godt af et par sekunders indledende nostalgi, hvor man i gensynets navn trækker på smilebåndet, men herefter kollapser foretagendet totalt, og den nye serie formår på ingen måde at genoplive den første series styrker.

Til gengæld blotlægger den med stor effektivitet denne type seriers svagheder, og ’Fuller House’ kan nærmest ses som en art tv-historisk meta-kommentar på, hvordan det klassiske sitcom-format med dåselatter, ensporet dramaturgi og flade karakterer har udspillet sin rolle i tv-fiktionen.

Fuller House | Official Trailer [HD] | Netflix

Hvorfor lige ’Full House’?

Der blev lavet mange serier efter sitcom-formlen i firserne og halvfemserne, og det kan godt undre, at det lige blev ’Full House’, Netflix valgte at tage op.

Selvom serien var populær, var den ikke på nogen måde dristig, skelsættende eller enestående og har eksempelvis aldrig vundet en Emmy.

Det sandfærdige svar lyder derfor sikkert i retningen af ”det kunne lade sig gøre for en relativt billig sjat penge, det var trods alt kun Olsen-tvillingerne, der sagde nej, og hvem ved, måske kan vi score nogle nye abonnenter, inden sidste mand lukker og slukker”.

Virkeligheden er nemlig, at ’Fuller House’ ikke rigtig giver mening på Netflix.

På det aktuelle marked for tv-fiktion slås et væld af meget forskellige tv-serier om vores opmærksomhed, og det er virkelig svært at forestille sig, at den moderne streamer, som over de sidste små 20 år er blevet forvænt med og har fået sin smag raffineret af høj kvalitet på alle mulige parametre, skulle vælge ’Fuller House’ til som andet end en nostalgibåret gimmick.

Sådan så holdet fra 'Full House' ud i 1987, da det var de tre mænd Danny, Joey og Jesse, der skulle passe holde styr på Dannys tre døtre. (Foto: PR-foto)

  • Den originale ’Full House’ løb første gang over skærmen i 1987 og kørte i otte sæsoner på ABC i USA.
  • Fra tredje sæson og frem fik serien rigtig godt fat i sit publikum, og ’Full House’ røg aldrig siden ud af top 30 over de mest sete tv-programmer.

Det bliver kun til en enkelt stjerne fra denne anmelder. Skal du se serien (igen)?

Opslået af DR Nyheder på 2. marts 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve