ANMELDELSE Så får man igen lyst til at slå Ole Bornedal ihjel

'Dræberne fra Nibe' er en kulsort komedie med sin egen tone - ihvertfald i første halvdel.

Nicholas Bro og Ulrich Thomsen i problemer i Ole Bornedals kulsorte komedie

Naturligvis har jeg også haft lyst til at slå Ole Bornedal ihjel. Det har vi vel alle sammen på et tidspunkt.

Du havde måske lyst til det, da han gjorde en glimrende skuespiller som Pilou Asbæk til en hysterisk operettefigur i tv-serien ’1864’.

Jeg har nok mest haft lyst til det, når han har fremhævet sine egne evner – som når han med patos i inderlommen erklærer, at ’Filmen er Gud og jeg er Paven’.

Et par sorte huller af parforhold

Men jeg har ikke overvejet at hyre en lejemorder til at ta’ livet af Bornedal, sådan som de to hovedpersoner i hans nye film, ’Dræberne fra Nibe’.

Edward og Ib lever et ’tomt og fisseløst liv’, som Edward, spillet af Ulrich Thomsen, erklærer. Deres kontante koner er trætte af de to mænds slaskede og passionsløse liv.

Og Ib og Edward er trætte af at både deres løn og sexlyst forsvinder ned i et par sorte huller af parforhold, der er blevet ’temmelig bulgarsk’, som Ib – i Nicholas Bros skikkelse – formulerer det.

Naturligvis vil de ikke for alvor hyre en russisk lejemorder til at slå deres koner ihjel. Men i en brandert går det galt.

Overspiller så det kan høres helt til Skagen

Det var her omkring, da to lejemordere gør deres indtog i ’Dræberne fra Nibe’, at jeg igen kunne mærke trangen til at aflive Ole Bornedal.

Ikke for alvor, naturligvis, men bare i tankerne. Bare en lille smule.

Indtil det øjeblik er ’Dræberne fra Nibe’ en rimelig nedtonet kulsort komedie, der på én gang spidder det klassiske danske parforhold og beskriver livet i en lillebitte dansk provinsby i et område, vi sjældent ser noget til på film, Limfjorden.

Men med lejemordernes indtog skruer Bornedal igen så enormt højt op for virkemidlerne, at den særlige tone i filmens udgangspunkt besvimer. Skuespillerne vælter rundt i kunstige branderter og overspiller så det kan høres helt til Skagen.

Bornedal ELSKER at hæve stemmen

Måske handler det hele om at Ole Bornedal selv er optaget af at aflive nogen i sig, nemlig den indre, stille Nørresundbydreng, ham den typiske nordjyde, der altid undgår at hæve stemmen og som nødig viser følelser.

Filminstruktøren Bornedal ELSKER at hæve stemmen og vise store følelser. Men hans film har som regel været strammest og stærkest, når han har undladt at male store passioner frem, som i debuten, gyseren ’Nattevagten’ eller i science fiction-ungdomsfilmen ’Vikaren’.

Flere virkeligt veludtænkte scener

I den første halvdel har ’Dræberne fra Nibe’ en særlig tone, en forunderligt underlig bro mellem ærkekjøwenhawnsk filmelite og nordjysk muld.

Det er her Ib og Edward får oprullet deres kuldsejlede parforholdsliv med fjordudsigt, og konerne Gritt og Ingrid, spillet af Mia Lyhne og Lene Maria Christensen, benytter enhver lejlighed til at nedgøre deres mænd.

Der er flere virkeligt veludtænkte scener og udleveringer af parforholdskvaler, som Edwards one-liner om at leve et ’tomt og fisseløst liv’ eller situationen, hvor Gritt og Ingrid fuldstændig ydmyger deres mænd for ørene af hele den lokale beværtning.

Ole Thestrup får lov til at fyre den lige lovlig meget af som en småtosset advokat. Men det er småting i forhold til hvad der sker da lejemorderne rykker ind og ’Dræberne fra Nibe’ kæmper for sit liv mod velkendte tricks fra alverdens falden-på-halen-komedier, såsom elendige engelskkundskaber og pissefulde gangstere.

En stor nordjysk drillepind

Men på den anden side: Ole Bornedal ville heller ikke være netop Ole Bornedal, hvis han ikke var lidt irriterende, hvis ikke han var en stor nordjysk drillepind, der lige skal stikke et par gange til den danske folkesjæl.

Og dansk film ville bestemt være fattigere uden den her stille nordjyske spradebasse, der insisterer på lave film med amerikansk ekspressionisme og udadvendthed i lille Danmark.

Som ’Dræberne fra Nibe’ slår fast, er der en slags kærlighed involveret, når man har lyst til at slå nogen ihjel.

'Dræberne fra Nibe' får dansk biografpremiere den 12. januar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve