Anmeldelse: Sønderbanket film er bedre end sit rygte

Nikolaj Arcels ’The Dark Tower’ er muligvis hurtig glemt, men den er skam et okay og ganske underholdende ungdomsactioneventyr.

Stjernerne Matthew McConaughey og Idris Elba spiller begge med i Nikolaj Arcels første Hollywood-film, fantasyfortællingen 'The Dark Tower'. (Foto: Ilze Kitshoff)

Jeg besluttede mig for, at jeg kunne lide ’The Dark Tower’ længe inden, jeg havde set den.

Det er ikke fordi jeg er stor fan af forfatteren bag filmen, Stephen King. Filmatiseringer af hans bøger kan både ende med små genistreger som i ’Ondskabens hotel’, ’The Dead Zone’ eller ’Misery’. Eller i slatne samlebåndseffektgys som ’The Dark Half’ og ’Sleepwalkers’.

Det er heller ikke på grund af den danske instruktør Nikolaj Arcel, der har instrueret filmen, selvom jeg har stor respekt for hans indsats i dansk film, især på ’Sandheden om mænd’ og ’En kongelig affære’.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Grunden til at jeg besluttede mig for at kunne lide ’The Dark Tower’ er ikke spor saglig – eftersom ’The Dark Tower’ ikke er nogen specielt god film.

Underholdende og tidstypisk ungdomsfilm

Det er en helt fin og ganske underholdende ungdomsfilm, utroligt tidstypisk og fyldt med overnaturlig action og effekter. Det kommer der bunkevis af for tiden, og ’The Dark Tower’ ligner det meste af det.

Helt okay, men på en meget professionel og uselvstændig måde. Det er ikke utænkeligt, at den er forsvundet ud af vores hukommelse, når vi når årsskiftet.

Hele idéen bag historien er så akavet, at den sender filmen skævt af sted fra begyndelsen af. Og den skævhed præger resten af filmen.

Før ’The Dark Tower’ går i gang, får vi at vide, at et sort tårn står i midten af vores univers og beskytter os mod et mørke fyldt med monstre. Kun et barn med et særligt rent sind vil kunne styrte tårnet i grus. Men hvorfor? Og hvorfor skulle et barn med rent sind have lyst til at vælte et tårn, der forsvarer os mod ondskab?

Danske Nikolaj Arcel (tv.) under optagelserne på 'The Dark Tower', her med Tom Taylor og Idris Elba. (© United International Pictures)

14-årige Jake er en ganske typisk hovedperson i moderne amerikanske eventyrfilm, den akavede knægt, der bliver mobbet i skolen og har underlige mareridt om indespærrede børn og et mørkt tårn og en ond mandsling.

Både hans forældre og skolen vil have ham under behandling, men Jake insisterer på, at noget sært er i spil. Og han har naturligvis ret.

Idris Elba er en typisk sammenbidt helt som revolvermanden Roland, der rejser på tværs af parallelle verdener. Og Matthew McConaughey får lov til at fyre den af med alle de smarte bemærkninger som skurken Walter, der ifølge Roland er værre end Djævelen.

Men ingen får lov at træde i karakterer som originale og overraskende typer.

mellemrubrik

Når jeg alligevel ser ’The Dark Tower’ med venlige øjne, er det mest af alt i protest.

Det er i irritation og vrede over de medier, der i stigende grad er ligeglad med nuancer og detaljer. Det er i protest over, at filmanmeldelser nu om dage bliver brugt som hårdtslående domme i tidens alt for hurtige medier.

Idéen om filmanmeldelser som en kritik, en velargumenteret og velpointeret analyse af en film bliver i stigende grad sønderskudt af hurtige overskrifter, der samler anmeldelser og serverer et let forståeligt facit.

Idris Elba spiller revolvermanden og helten Roland, der kæmper mod den onde mand i sort, spillet af Matthew McConaughey. (Foto: Jessica Miglio © United International Pictures)

En protest mod for hurtige reaktioner

Da de amerikanske anmeldere fældede deres dom over ’The Dark Tower’ den 3. august var de danske medier lynhurtigt klar med opsummeringer som ’Dansk instruktørs film bliver kaldt komplet katastrofe’. Det var hele 13 dage før den danske premiere.

Og senere opsummerede et ellers seriøst dansk dagblad situationen med overskriften ’Drømmen brast’ om Nikolaj Arcels karriere i Hollywood. Det har ikke meget på sig, eftersom Arcel er i gang med at optage en ny film i USA.

Det er det misbrug af anmeldelser og den trang til hele tiden at forsimple med de mest højtråbende overskrifter, jeg protesterer mod. Giv dog for filmen en chance.

Ovenpå den behandling i de danske medier, er det en befrielse at få sine egne fordomme bekræftet og andres afkræftet ved at se ’The Dark Tower’ og opdage, at den sgu er okay. At det er en ungdomsfilm med alt, hvad det indebærer af enkle konstruktioner og nemmere løsninger, men først og fremmest at det er en underholdende, velfortalt og medrivende historie.

Hurtigt glemt, men velfungerende mens den er der.

'The Dark Tower' har dansk biografpremiere i dag.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve