ANMELDELSE: Sort kapitel fra Hollywoods historie er belæsset med flødeskum

'Trumbo' smører alt for tykt på i beretning om sortlistede forfattere i 1950'erne.

Her sidder jeg, i min yndlingspositur, i badekarret, mens jeg finpudser manuskripter.

Jeg har lige fået et nyt ind af døren. Det trænger til at blive skrevet om, har jeg fået at vide.

Jeg bliver tit bedt om at være doktor når et filmmanuskript ikke er god nok. Det hører med til faget når man har haft succes som jeg har med bl.a. ’Prinsesse holder fridag’, ’Spartacus’ og ’Papillon’.

Jeg har endda vundet to Oscars for bedste manuskript. Det beviser ikke at jeg er dygtig, men det lugter lidt af det.

Sortlistet i Hollywood

Sjovt nok handler det her manuskript om mig og de år, da jeg var sortlistet i Hollywood.

Som mange andre amerikanere fik jeg sympati for socialismen under den store depression i 30’erne, hvor mange mistede arbejde og hjem. Og i 1943 meldte jeg mig ind i kommunistpartiet.

Efter 2. verdenskrig blev det et problem. Den kolde krig var i fuld gang og kommunisterne i Rusland var nu vores fjende.

I nogens øjne kunne jeg ikke både være kommunist og ven af USA. Mange amerikanere, især på højrefløjen, har en uheldig tendens til at se alt sort/hvidt. Hvis ikke man er 100 procent med, er man imod. Deres øjne evner ikke at se nuancer.

I har sikkert samme indskrænkede typer i jeres land.

En klapjagt på kommunistsympatisører

Fra 1947 begyndte politiske kræfter en klapjagt på kommunistsympatisører og sammen med ni kolleger blev jeg anklaget for at have infiltreret amerikansk film med kommunistisk propaganda.

Jeg blev sendt 11 måneder i fængsel og var sortlistet helt frem til slutningen af 1950’erne. Det var også dengang Charlie Chaplin, en af filmhistoriens største navne, måtte forlade USA for at finde arbejde.

Jeg skrev manuskripter under pseudonymer alle årene, og vandt to Oscars, men det holdt hårdt.

Plejer at instruere fjollede komedier

Det er den historie, jeg sidder her i mit elskede badekar og skal rette til, ’Trumbo’, skrevet af en hr. John McNamara.

Jay Roach skal instruere. Jeg forstår ikke helt hvorfor. Han plejer at instruere fjollede komedier som ’Meet the Parents’ og Austin Powers-filmene. Hvad skal han med et drama om politik i Hollywood?

Nå, vi må se ...

Først og fremmest er det en god historie, McNamara har fat i. Det var nogle hysteriske år, hvor filmindustrien blev holdt i et jerngreb, der stadig gør ondt i USA. Det var, helt ironisk, undertrykkelse som man så det i Sovjetunionen, og der er gods til en fortælling om moral her, om hvor meget man vil sælge ud for sine idealer for at overleve.

Vi har nogle ubestikkelige helte, mig og mine venner, og en håndfuld tåber som skurke, først og fremmest sladderjournalisten Hedda Hooper, politikeren J. Parnell Thomas og hollywoodhelten John Wayne.

Jeg elsker den scene, hvor jeg udstiller Waynes hykleri ved at forklare hvordan jeg kæmpede i 2. verdenskrig mens han rendte rundt og spillede skuespil med sminke på. Den er godt skrevet.

Må tro at publikum er snotdumme

I det hele taget er alt godt skrevet i ’Trumbo’. Og med ’godt’ mener jeg, at lyder godt, det buldrer og brager.

Det er et af de store problemer med amerikansk film i de her år. Alle skriver manuskripter som om de forsøger at vinde en Oscar. Alle taler i statements og store betydninger i nutidens manuskripter. Alle sætninger lyder som om de skal citeres.

Især her har jeg tænkt mig at luge ud i manuskriptet.

Og så bliver der smurt alt for tykt på. McNamara må jo tro, at publikum er snotdumme, og det er en fejl, man aldrig må begå.

Man glemmer næsten at filmen handler om vi forfatteres kamp for at stå fast.

Jeg kan sagtens forstå, at min familie skal med, så folk kan se hvad jeg kæmpede for at holde sammen på. Men min familie ender jo næsten med at fylde det hele. Og den der scene, hvor jeg sidder i mit badekar og skriver og er så optaget af at tjene penge til familien, at jeg ikke kan komme ud til min datters fødselsdag, er jo helt forrykt.

Det er muligt, jeg var langt ude i de år, men der er slet ikke brug for det følelseslir. Det mudrer historien.

En frygtelig firkantet film

Alt det flødeskum gør ’Trumbo’ til en frygtelig firkantet film.

Hedda Hopper er gjort til en sand djævel, der forsøger at ødelægge alle andres liv, og min egen kone, Cleo, er blevet forvansket til en kedelig gås, der skal udtrykke alle mine følelser, så de kan mærkes helt ned på de bagerste rækker.

Cleo var bestemt en vidunderlig kvinde, men hun var i hvert fald mere farverig end det der. En manuskriptforfatter skal docere sine virkemidler, ramme rent med enkelte scener.

I midten af alt det her flødeskum, har hr. McNamara været så flink at give mig en klar stemme, der taler for anstædighed og respekt mellem medmennesker.

Jeg var vist ikke helt så velformuleret, så tak for det. Den vil jeg ikke røre. Men det kommer til at tage mig nogle uger at rydde ud i alt det flødeskum …

'Trumbo' er i de danske biografer fra den 11. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve