Anmeldelse: 'Steve Jobs' er slet ikke en film om Steve Jobs

Ny film om manden bag Apple præsenterer ham som 'et dårligt produkt'.

Et kreativt geni, der har lagt en stor del af det fundament, vi moderne vestlige mennesker lever på?

En psykopat, der vil tilbedes af sine medarbejdere i en scientology-lignende organisation?

Eller en følelseskold skiderik, der skubber alt og alle til side i jagten på anerkendelsen og berømmelse?

Hvem og hvad var Steve Jobs?

Der er mange bud på hvem og hvad den amerikanske entreprenør Steve Jobs var.

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

Vi ved, at han var medstifter af firmaet Apple og dermed var stærkt medvirkende til at gøre computere og smartphones til hvermandseje, og at han i øvrigt var direktør for animationsfilmselskabet Pixar. Og vi ved at han døde af kræft i oktober 2011, 56 år gammel.

Det er fakta. Men derefter begynder de store spekulationer om Steve Jobs.

Det er ikke noget egentligt portræt af Jobs, der dukker op i animationsfilmen ’Det regner med frikadeller 2’, men der er ingen tvivl om at den afgudsdyrkede Chester V fra firmaet Live Corp, der opfordrer sine ensklædte ansatte til at opfinde teknologiske vidundere, er bygget på Steve Jobs.

Når Jobs optrådte med lanceringer af nye produkter, var det netop ved en slags shows eller gudstjenester med ham selv som ypperstepræst ved alteret.

Et visionært geni

I portrætfilmen ’Jobs’, der fik premiere for to år siden, blev Steve Jobs hyldet som et visionært geni, der begyndte i en lille garage men blev leder af en af tidens vigtigste virksomheder.

Den film var også snublende tæt på at beskrive Steve Jobs som en halvgud - bare med positivt fortegn.

Og her er minsandten et nyt og tredje bud på Steve Jobs. Det er formentlig ligeså langt fra virkeligheden som i både ’Det regner med frikadeller 2’ og ’Jobs’, men det forsøger heller ikke at fortælle hele historien om Steve Jobs. Den bruger Steve Jobs – ja, den misbruger ham måske endda – til at fortælle en historie om menneskets grundlæggende higen efter anerkendelse.

Ligesom David Finchers ’ The Social Network’, der (mis)brugte Facebooks stifter Mark Zuckerberg til at fortælle om netværk og venskab, forstørrer instruktøren Danny Boyle dele af Steve Jobs liv.

Den lille hyggelige hjemmecomputer

Den slår ned på tre afgørende øjeblikke, lanceringen af Apple Macintosh, den lille hyggelige hjemmecomputer, i 1984, præsentationen i 1988 af Jobs nye produkt i firmaet NeXT, som han skabte efter at være blive skubbet ud af Apple, og til sidst lanceringen af computeren, der blev startskuddet til Apples nuværende stærke position på markedet for hjemmecomputere, iMac’en, i 1998.

De tre nedslag bruger Danny Boyle og hans manuskriptforfatter Aaron Sorkin, der også skrev ’The Social Network’, til at vise Jobs som en perfektionistisk og psykopatisk virksomhedsleder, der tramper på sine medarbejdere og kun har øje for firmaets succes.

Som det fremgår af filmen kom Jobs til verden som søn af en syrisk far og en amerikansk mor, men blev bortadopteret og brugte – siger filmen – resten af livet på at understrege, at han havde ret til at være her, han fortjente ikke at blive givet væk.

Jeg er et dårligt produkt

Hans egen datter, Lisa, rumsterer hele tiden i periferien af filmen. Jobs vil ikke anerkende hende som sin egen datter og er dermed godt i gang med at begå samme ’fejl’ som hans egne biologiske forældre.

’Jeg er et dårligt produkt’, erklærer Jobs undskyldende i filmen, og sat sammen med Apples catchphrase ’Think different’ bliver filmen en leg med spørgsmålet om at føle sig anerkendt og forstået – med Steve Jobs som prøveballon.

Det er i sig selv spændende at se på, og dertil kommer de tre nedslag i filmen, der tilsammen giver et fascinerende indblik i skabelsen af den verden, vi kender i dag, hvor Apples produkter er en vigtig komponent i mange menneskers liv.

Det er rigeligt til at skabe en god film, men den ville ikke være det samme uden sprællevende, dynamisk skuespil fra ende til anden af Michael Fassbender som Steve Jobs og Kate Winslet, Seth Rogen og Jeff Daniels i de tre store biroller som Jobs’ sparringspartnere.

’Steve Jobs’ er – ironisk nok – egentlig ikke en film om Steve Jobs, men til gengæld en sprælsk film om rigtig meget andet.

'Steve Jobs' får dansk biografpremiere den 21. januar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve