ANMELDELSE Tak Skæbne, fordi du udvalgte en uduelig fedtklump til Kinas frelser

Tredje og sidste Kung Fu Panda viser også gennemtænkt håndværk og imponerende overskud.

Det er faktisk temmelig imponerende. Det er slet, slet ikke så nemt som det ser ud til.

Selvfølgelig er det forholdsvis ukompliceret at sætte en stor tyk, bøvet og madglad bamse til at være helt i en actionfilm. Det er børnevenlig komik på et simpelt niveau.

Enhver barnlig sjæl vil grine ved synet af pandaen Po, der propper både vommen og kæften ud med dumplings inden han slår en skurk ud ved at lande på hans hoved med sin kæmpemås.

Men at folde det udgangspunkt ud, at gøre det spændende, dystert, knugende, sørgmodigt og eftertænksomt, og at hylde de gamle kinesiske kung fu-film og samtidig lave sjov med dem, at bruge det samme udgangspunkt og alligevel arrangere det henover tre ligeværdige ’Kung fu panda’-film, DET er imponerende gået

Frodo, Luke Skywalker og Harry Potter

Filmhistorien er rig på hr. og fru hvemsomhelst, der trodser elendige odds og overvinder både sig selv og den langt stærkere skurk. Tænk blot på Frodo, Luke Skywalker og Harry Potter.

I den henseende virker pandaen Po, der er vokset som søn af en nuddelrestauratør, som i øvrigt er gås, ikke anderledes. Han er fan af kampsportsheltene i Det gamle Kina, men duer ikke til meget andet end at æde og servere på sin adoptivfars nuddelbar.

Men pludselig viser han sig at være udvalgt til at være Dragekrigeren, som kan redde Kina.

Er skæbnen pludselig blevet senildement?

Hans læremester Shifu begriber ikke hvorfor den udvalgte skal være så uduelig en fedtklump. Og netop på det punkt, tager ’Kung fu panda’, skridtet længere end alle de andre film om almindelige tabere, der bliver helte. Der er absolut intet, der retfærdiggør, at Po skal være en udvalgt kriger.

I asiatiske kampsportsfilm tager skæbnen bare en uudgrundelig beslutning i al sin visdom. Men spørgsmålet om skæbnen pludselig er blevet senildement, ligger hele tiden og lurer under ’Kung fu Panda’.

Selv fatter Po ingenting. Han ser vantro til når Shifu – og Shifus egen læremester, Oogway – forklarer ham, at han er Dragekrigeren

Men han gør sit ypperste for at finde Indre Fred, som Shifu belærer ham, og for at finde ud af hvem han er, altså rigtig RIGTIGT er, som hans udfordring lyder i ’Kung Fu Panda 3’, hvor hans biologiske far henter ham til den hemmelige by, hvor pandaerne har gemt sig i årevis.

Hvorfor tog visdommen så åndsbollet en beslutning?

Den manglende tiltro til egne evner er et andet særligt element i ’Kung Fu Panda’-serien. Po skal hele tiden trækkes op, han skal hele tiden overbevises om at han faktisk ER udvalgt, for hvorfor har den buddhistiske visdom dog taget sådan en åndsbollet beslutning?

Der er en imponerende velkonstrueret komik i at se Po kvaje sig, at se ham få kvalme når han leger superhelt med sin far og være en total mislykket træner for sine kung fu-venner – og så pludselig stramme kæmpeballerne og træde i karakter på sin egen hjemmehæklede måde.

Omkring den ultimative alle-kan-være-helt-helt viser selskabet DreamWorks et usædvanligt overskud.

De to forfattere Jonathan Aibel og Glenn Berger har formået at holde den samme balance i figurerne gennem de tre film, og ligesom Toy Story 1-3 udgør de tre film en helhed med en fremadskridende dannelsesrejse.

I alle tre film møder Po en frygtindgydende modstander, der bliver knækket af Pos ydmyge og jordnære livsanskuelse. Og ingen er mere frygtindgydende end krigeren Kai, der vender tilbage fra Dødsriget i ’Kung Fu Panda 3’ og stjæler sjæle fra andre store krigere for at kunne overtage magten i De dødeligs Rige.

Skræmmende og morsomt på samme tid

Det er skræmmende og morsomt på samme tid, ligesom Pos forsøg på at finde balancen mellem sine to fædre, den gemytlige panda Li Shan og den bitre gås Hr. Ping, veksler mellem det knugende og kugleskøre.

Der er i det hele taget en fornemmelse af virkelig velskrevet og gennemarbejdet håndværk, en atmosfære af at nogen har gjort sig umage med hver en replik, hvert af Pos måbende ansigtsudtryk og hver en kunstpause i filmenes komiske univers.

Det er slet ikke nogen nem balance at skabe. Derfor er Kung Fu Panda-filmene ganske enkelt imponerende.

'Kung Fu Panda 3' er i de danske biografer fra den 17. marts

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve