ANMELDELSE Ung mand på en cocktail af kokain, sorg, sprut og fortvivlelse

Effektivt kameraarbejde gør 'James White' til en original film om kuldsejlet ung mand.

Der har vi ham, den klassiske figur, den kuldslåede, spolerede knægt, der slentrer fortumlet, i regnvejret, ned ad Solitudevej, med kraven trukket op omkring ørerne.

Han hedder James White, men han kunne selvfølgelig snildt have haft navnet James Dean. Eller Kain. Eller Romeo.

Han er den unge mand, der er effektivt ude i tovene takket være sine forældres tåbeligheder – eller takket være et indavlet system, der kræver noget særligt af sønner og unge mænd

Neurotiske new yorker-forældre

James White er offer for nogle rundtossede og neurotiske new yorker-forældre af den slags Woody Allen elsker at gøre til midtpunkt for sine komiske filosofiske overvejelser. Men langt hen ad vejen er det den gamle lurendrejer, Moder Natur, der er skyld i James’ kvaler.

James’ far er netop død og moderen er en skygge af sig selv på grund af en fremskredet kræftsygdom. Det er svært nok i sig selv, og det bliver ikke bedre af at familiens venner har deres særlige idé om hvordan man bearbejder sorg.

Ved en mindehøjtidelig for faderen tænder nogle venner et bånd med en videooptagelse af forældrenes bryllup. Det er knap så heldigt set med James’ øjne eftersom forældrene siden gik fra hinanden, og i irritation smider James samtlige gæster ud, hvilket afføder sure kommentarer om en ’ødelagt’ og ’forkælet knægt’.

Kokain, sprut, sorg, fortvivlelse og søvnmangel

’Ødelagt’ er ikke helt forkert. James vælter rundt i en cocktail af kokain, sprut, sorg, fortvivlelse og søvnmangel. I begyndelsen af filmen får han et blowjob på toilettet i en bar mens han forsøger at få sine hovedtelefoner til at blive i ørerne så han kan høre musik – og midt i det hele skrider han.

Han hopper fra hurtigt forhold til hurtigt forhold, slås med tilfældige i nattelivet og forsøger forgæves at få sin syge mor til at hænge nogenlunde normalt sammen.

Det er ikke nemt når moderen kan finde på at vågne midt om natten og sætte høj musik på, flintrende ligeglad med at James forsøger at få noget tiltrængt søvn i sofaen

På et tidspunkt rejser James til Mexico for at få frisk luft til hjernen. Han finder en sød pige, slapper af med barndomsvennen Nick, som er den eneste han kan stole, og pludselig ringer moderen og be’r ham komme hjem fordi hun har det skidt.

Da James er hjemme, har hun glemt at hun har ringet.

Famlen og fortvivlelse

James’ fortumlede liv bygger på oplevelser, som instruktøren og forfatteren Josh Mond gik igennem i 2011, da hans mor døde af kræft. Men Mond breder sine erindringer ud til et alment billede på et ungt menneskes fortvivlede forsøg på at tage endeligt afsked med sine forældre.

Moderen er ikke en strigle, selvom hun bestemt kan opføre sig som en, hun er snarere et billede på et menneske, der ophører med at være sig selv og forsvinder.

Slutningen af filmen ender i lange, sorgfyldte forløb, der minder om meget andet, vi har set i især amerikanske film. Men i den første halvdel skaber Josh Mond en virkelig speciel stemning ved at skubbe sit kamera helt op under næsen på James og følge ham i sin famlen og fortvivlelse.

Vi ser ikke pigen, der forsøger at give James et blowjob. Vi hører kun hendes kælne stemme mens vi kigger på skuespilleren Christopher Abbott, der forsøger at holde sine hovedtelefoner i ørerne.

Vi ser heller ikke manden, der præsenterer sig som sorgterapeut i slutningen af filmen. Vi hører ham kun tale mens James kigger kort på ham og derefter skrider.

Stilsikkert og originalt

Den stil, der i forbavsende grad minder om en anden af ugens premierer, den ungarske holocaust-film ’Sauls søn’, giver en kraftfuld fornemmelse af at forstå James, et leve i hans fortvivlelse og følges med ham mens han vælter rundt i nattelivet.

Efterhånden som Josh Mond trækker kameraet væk fra James, måske for at give os plads til at få overblik over hans liv, fordufter den særlige stemning også og bliver til en mere ordinær film om sorg og sygdom.

Men indtil da giver Mond et stilsikkert og originalt portræt af den klassiske figur, den ensomt slentrende unge mand i regnen på Solitudevej.

'James White' får dansk biografpremiere den 25. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve