ANMELDELSE:'Antboy' har fundet sin helt egen tone

'Antboy 3' lukker ned for en af tidens bedste og mest opfindsomme danske børnefilm.

Antboy III Directed by Ask Hasselbalck Nimbus Film Production Produced by Lea Løbger Photo Credit: Rolf Konow is a must (Foto: Rolf Konow © ©Rolf Konow/Nimbus Film)

Lad os lige tage den scene igen.

Lad os se på alle de forvildede skrigende mennesker, der styrter væk, skræmt til hysteri af en underlig skikkelse, der kommer stavrende op ad en hyggelig allé foran et slot. Skikkelsen ligner en blanding af Arnold Schwarzeneggers Terminator-robot og professor Tournesol fra Tintin, da den bøjer sig ned og giver en parkeret bil et knytnæveslag så den flyver 20-30 meter op i luften, op i toppen af slottets ene tårne.

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

Og dér hænger bilen fast.

Det har fundet sin egen tone

I en amerikansk film ville bilens flyvetur op i slotstårnet ikke være nok. Slet ikke.

Vi ville også se bilen fra den modsatte side, når den nærmer sig tårnet. Nogen film ville endda lade os se bilen tæt på mens den roterer i luften. Og de mere finurlige filmfolk ville lade os se bilens flyvetur gennem øjnene på en hund, der er efterladt indeni.

Men i ’Antboy3’ ser vi bilen flyve, som om vi stod på landjorden, 10 meter fra bæstet, der har banket til den. Det er absurd at påstå, at det ser realistisk ud, men det ser i hvert fald anderledes ud.

Det ligner ikke en amerikansk effektfilm. Det er jordnært. Det har fundet sin egen tone.

Karikeret og kulørt

Det er Antboy-serien i en nøddeskal. Den har fundet sin egen tone.

Med sin fortælling om den 10-12-årige skoledreng Pelle (Oscar Dietz), der bliver bidt af en mutanttissemyre og får superkræfter, spiller den selvsagt på komikken i at blande en almindelig dansk skoledreng med glamourøse overnaturlige amerikanske superhelte.

Det kunne hurtigt ende i ren fjollefjolle-parodi, men Antboy holder tungen smukt lige i munden. Den forsøger at behandle reelle tween-problemer med superhelteverdenens skæve vinkler. Klassiske ungdomstemaer som mobning, venskab og selvværd får en frisk farvetosset kulør, engang imellem så meget at det faktisk gør nas.

Naturligvis er alt karikeret og kulørt, men der er fx en dyster tragisk tone i pigen, der føler sig svigtet af den eneste hun stolede på og derfor bliver Den røde furie, Antboys modstander i Antboy film nummer 2.

Til spot i hele byen

Det kan også mærkes når Oscar og hans gode ven og hjælper, Wilhelm, bliver uvenner i den tredje og sidste Antboy-film. Konsekvenserne skal ikke afsløres her, men lad os bare slå fast, at Antboy får rigeligt at se til med hele fire udfordringer:

Hans gamle modstander, Loppen (Nicholas Bro), er tilbage. Han får konkurrence af en ny superhelt i hjembyen Middellund. En ny superskurk dukker op og banker familiebiler helt op i tårnhøj højde.

Og så er der den svære kærlighed til veninden Ida (Amalie Kruse Jensen).

Som om det ikke var rigeligt har myndighederne i Middellund også rejst en ualmindelig grim statue for at hylde bysbarnet Antboy. Og hurtigt er Antboy til spot i hele byen.

3’eren er mere diffus

Det er hele fem ting, og det er nok reelt den største af alle udfordringer for filmen Antboy 3, at der bliver sat for meget i scene og at intet af det får plads at stå så skarpt og gennemarbejdet som fx Den røde Furie i 2’eren.

Mens 1’eren sprudlede af energi i sin beskrivelse af Oscar, der forsøger at finde ny identitet som superhelt og 2’eren havde den veludtænkte Røde furie, er 3’eren mere diffus.

Men det giver bedst mening at opfatte de tre Antboy-film som ét univers, en trilogi afleveret frejdigt og friskfyrsagtigt og skabt i en tone så renhjertet, at det næsten virker som om det er en pre-teenager på Antboys alder, der har skrevet og instrueret trilogien.

Det kan man ikke sige om ret mange børne- og ungdomsfilm. Det er ikke mindst der, Antboy har fundet sin helt egen tone.

'Antboy 3' kan ses i danske biografer fra den 11. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve