Tema Herrens Veje

Anmeldere roser ny dramaserie: 'Herrens Veje' lægger kraftfuldt fra kaj

I går var der premiere på 'Herrens Veje' på DR 1. Læs anmeldernes dom over den nye DR dramaserie her.

Lars Mikkelsen spiller provsten Johannes Krogh, der er omdrejningspunktet i den konfliktfyldte præstefamilie. (Foto: Tine Harden © dr)

I aftes blev sløret for den nye store søndagsdramaserie endelig løftet, da 'Herrens Veje' tonede frem på skærmen på DR1. Anmelderne så også med og er gavmilde i deres uddeling af stjerner.

Det er Adam Price, der som hovedforfatter endnu engang står bag en stor dramaserie fra DR.

Denne gang inviteres vi ind i et familiedrama om det moderne menneskes tro og særligt tvivl i 'Herrens Veje'. Historien er centreret omkring en familie af præster, der alle kæmper med de store spørgsmål i livet.

Om 'Herrens Veje'

Serien kredser om en præstefamilie, hvor sønner har afløst faderen på prædikestolen gennem generationer.

I hovedrollerne er Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears og Morten Hee Andersen.

'Herrens Veje' har premiere på DR1 søndag den 24. september.

Følg Herrens Veje på facebook.com/HerrensVejeDR

- ’Herrens veje’ lægger kraftfuldt fra kaj med en højaktuel udforskning af tro og tvivl – i krig og fred. Serien er stærkest i Danmark: Lars Mikkelsens vaklende patriarkprovst er et dragende billede på folkekirkens krise, mens de personlige troskonflikter stilles anderledes groft op i Mellemøstens krigszone, skriver Soundvenues Rasmus Friis.

Karakterne i fokus

Det er særligt Lars Mikkelsens rolle som den dominerende provst, Johannes, der danner rammen for fortællingen i 'Herrens veje'. Og som Ekstra Bladet påpeger, så kræver det et særligt stærkt persongalleri at skabe karakterbårne fortællinger:

- Som stort set alle DR's store dramaserier er også 'Herrens veje' primært karakterbåret, og det kræver jo så, at man er i stand til at skabe nogle personer, som om man rent faktisk gider følge mange timer fremover. Det tyder alt så heldigvis på, at man har.

Men når man vælger at lave en karakterbåret dramaserie, så løber man, ifølge Information, også en risko for at blive banal:

-Familiedramaet i Herrens veje er så klassisk, at det tangerer sæbeoperaen, men familien Kroghs konflikter skriver sig også ind i en større samfundsmæssig diskussion om folkekirkens eksistensberettigelse.

Bag enhver stærk mand står en kvinde

Informations anmelder Lone Nikolajsen er dog ikke overbevist om karaktergalleriet i dramaserien, der særligt fokuserer på mændenes indbyrdes og ikke mindst åndelige kamp. For hvorfor skal der altid stå en kvinde klar til at samle mændene op, når de falder:

- Heldigt for dem og ærgerligt for serien, som ville fremstå mere plotmæssigt opfindsom, hvis ikke den lagde op til at fortælle tre sideløbende historier om kvinder, der redder mænd fra dem selv og deres faderkomplekser. Den nyvalgte biskop er indtil videre den eneste kvinde, der selv har et projekt at gennemføre.

Troen i et troløst samfund

Men kan man overhovedet lave en dramaserie om den kristne tro i et land, hvor 75 procent stadig er medlemmer af folkekirken, men kirkebænken langt oftere end ikke er gabende tom?

Brugen af de bibelske historier i serien har ikke skræmt Berlingskes anmelder Kristian Lindberg.

- Uagtet at kirkefremmede og religionshadere vil korse sig, er det den indlysende rigtige måde at gøre det kristelige stof nærværende på, frem for bare at bruge det som kulisse for et udvendigt drama.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve