BERLIN Vil lig eller fodboldspillere åbne verdens øjne for flygtningesituationen?

To af de første film på årets Berlinale beskriver flygtninge med vidt forskelligt blik.

’Du skal gøre det med passion. Ellers kan du ikke ramme noget’, forklarer den ene italienske dreng den anden, da de omhyggeligt har bygget deres slangebøsser.

Kort efter går de rundt på en forblæst klippe og skyder efter fuglene i et pinjetræ, der ligger ned efter mange år i strid middelhavsvind. Senere forestiller drengene sig at de er med i et søslag under 2. verdenskrig og skyder vildt omkring sig efter imaginære fly.

Langt senere, sidst i den italienske dokumentar ’Fuocoammare’, finder den ene dreng, Samuele, en lille fugleunge i et træ. I stedet for at skyde den med sin slangebøsse, kærtegner han den på næbbet.

Mange er bjerget i land som lig

12-årige Samuele findes i virkeligheden. Han bor på øen Lampedusa, der er mest kendt for at være den ø, afrikanske flygtninge sigter efter når de sejler fra Libyen mod Europa.

En halv mio flygtninge er landet her, fortæller forteksterne til ’Fuocoammare’. Mange er bjerget i land som lig.

Samuele har intet med flygtningene at gøre, men han vokser op på Lampedusa som søn af en af de fiskere, der i århundreder har udgjort Lampedusas befolkning på omtrent 6.000 mennesker og som nu har fået nyt selskab.

Den forandring beskriver instruktøren Gianfranco Rosi med sit kamera i ’Fuocoammare’ (’Brand til havs’). Uden at sige noget, uden at interviewe nogen, iagttager Rosi livet på Lampedusa, såvel Samueles liv i skolen som den lokale radiovært og myndigheder, der tager sig flygtningene i bådene – fx en båd med dehydrerede stakler og lig i lasten, bogstavelig talt.

Poetisk og levende

Rosis tavse, iagttagende stil ligger milevidt fra den type journalistiske dokumentarer, vi kender fra nyhedsudsendelser.

Fakta og konklusioner må publikum selv finde frem til. Rosi leverer kun indtryk, og det gør han så poetisk og levende, at han for to år siden vandt førsteprisen på filmfestivalen i Venedig med sin ’Sacro GRA’, der beskriver en omfartsvej ved Rom.

Og i år bidrager han til Berlinalens hovedkonkurrence med den film, der tydeligst indfanger ånden på årets festival.

’Der har været mange film om migration i de seneste år og i år er det helt tydeligt – mange af filmene i vores konkurrencer handler om folk på flugt’, fastslog festivalleder Dieter Kosslick forleden ved åbningen af Berlinalen.

Og han slog samtidig fast, at han ser det som festivalens opgave at åbne verdens øjne for de store opgaver, menneskeheden har foran sig, såsom at hjælpe flygtningene og sætte en stopper for den groteske økonomiske ulighed på Jorden.

Banket ihjel af marokkansk politi

En anden af filmene om flygtninge i Berlin er ’Les Sauteurs’ (’Springerne’), der er produceret af det danske selskab Final Cut for Real og instrueret af Estephan Wagner, som er tysk/chilensk, men bosat i Danmark, og tyske Moritz Siebert.

De to instruktører har besøgt bjerget Gurugu i Marokko, lige syd for den spanske enklave Melilla – en bid Europa i Afrika. Her fandt de Abou, en ung malier, der i mere end et år har forsøgt at kravle over de mange 8 meter høje hegn og ind i Melilla.

Mange er blevet banket ihjel af det marokkanske politi under forsøget, men Abou giver ikke op. Det gør de mange hundrede andre unge mænd på Gurugu heller ikke.

Fik et kamera stukket i hånden

'Les Sauteurs’ er altså fortalt gennem Abou, der fik et kamera stukket i hånden af Estephan Wagner og Moritz Siebert. Det gør ’Les Sauteurs’ til en grundlæggende anderledes dokumentar om migranter, eftersom det er flygtningene selv, der fortæller historien, og ikke hvide europæere, som i ’Fuocoammare’.

Pludselig træder de unge afrikanere frem som mennesker, selvstændige individer, der griner, græder, spiser, vasker sig, snakker sammen, spiller fodbold og drømmer om et nyt liv.

I en af filmens smukkeste scener spiller flygtninge fra Mali og Elfenbenskysten landskamp mod hinanden og gennem Abous kamera leger de sportskommentatorer, landstrænere og journalister. Det er et af filmens stærkeste åndehuller af liv og humor.

Berlin er altid klar til at omfavne

Hvilken teknik åbner bedst vores øjne, Gianfranco Rosis iagttagende stil i ’Fuocoammare’ eller Wagners og Sieberts konkrete indlevelse i ’Les Sateurs’? Det er et spørgsmål om temperament.

De to først film om flygtningen på årets Berlinale understreger i hvert fald at Kosslick og hans filmfestival i Berlin altid er klar til at omfavne et brandvarmt politisk emne.

Og at verden har et problem, der ikke bare løser sig ved at lukke Europas grænser ….

'Fuocoammare' deltager i Berlinalens hovedkonkurrence. 'Les Sauteurs' bliver vist i serien Forum.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve