Blodigt brystløft og blødt toiletpapir: Årets Oscar-gavepose slår rekord

De nominerede, der ikke vinder en Oscar, kan trøste sig med den dyreste gavepose i filmshowets historie. Men der er en hage ved foræringerne.

Mange af årets Oscar-nominerede må i sagens natur gå hjem uden denne gyldne fyr. Til gengæld kan de kaste sig over en dyr gavepose. (Foto: Kevin Winter © Getty Images)

Selv taberne til dette års Oscar-show går ikke tomhændede hjem.

Traditionen tro vil samtlige nominerede nemlig modtage en sponsoreret gavepose af filmakademiet med alverdens gaver, og i år slår værdien af poses indhold alle rekorder.

Gaverne anslås at være hele 200.000 dollars værd – det er over 1.3 millioner kroner. Sidste år lå værdien på 125.000 dollars.

Det skriver The Telegraph og flere andre udenlandske medier.

Har man i sinde at tage imod de dyre gaver, kræver det amerikanske skattevæsen dog, at der betales skat af dem.

Hvis der er råd til det, så byder gaveposen til gengæld på noget for enhver Hollywood-smag.

Vibrator og dyr vandretur i Japan

Blandt andet indeholder gaveposen i år en 10-dages ferie på førsteklasse i Israel til en værdi af over 360.000 danske kroner. Det er den dyreste gave i årets goodie bag.

Dernæst er der fri billeje og en vandretur i Japan – begge til en værdi af knap 300.000 kroner.

Derudover er der blandt andet gratis spa, hjælp til vægttab, skønhedsprodukter, fitness, smykker, alkohol, tøj og donationer til dyreinternater.

Af de mere skøre gaver kan nævnes en vibrator til kvinder, seks pakker ”ekstra blødt” toiletpapir til 1800 kroner og ikke mindst et ’Vampire”-brystløft, hvor blod bruges til at stramme huden i kavalergangen op.

Du kan se hele gavelisten her.

Det er en meget dyr - og lidt skør - goodiebag, de nominerede kan tage med hjem ...

Opslået af DR Nyheder på 10. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve