Bodilfestens drama: Mere krise, tak!

Dr.dk præsenterer årets Bodilfest skåret efter den dramaturgiske rettesnor: Berettermodellen.

Priskomitéen valgte i år at sende prisen for Bedste mandlige birolle over grænsen, til 18-årige tyske Louis Hofmann for hans rolle i 'Under Sandet'. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Anslag

Det er en regnvåd marts aften, vi zoomer ind på en restaurant på Frederiksberg, hvor 12 mennesker sidder rundt om et bord, herrerne er i habit, damerne i fjer, blonder og pailletter, og der er øl i vinglassene. Sammen har de hyret 60 strygere i Prag, dirigeret 200 russisktalende filmarbejdere i Riga for at perfektionere dokumentarfilmen The Man Who Saved the World. De er blevet skilt, blevet kærester, uvenner og venner og nu sidder de her med hinanden. For en måned siden modtog de en Robert, men kan de også snuppe ’den sidste’ – Bodilprisen for bedste dokumentarfilm, som de er nominerede til?

Berettermodellen

Et godt drama følger sædvanligvis berettermodellen. Her har vi først et anslag, der sætter scenen an, derefter en præsentation af karaktererne, og en uddybning af historien, et point of no return, hvor handligen er sat i gang. Derefter udspiller historien sig, og der konfliktoptrappes indtil vi når klimaks - og til sidst en udtoning til at ånde ud på.

- Jeg har brugt otte år på at lave The Man Who Saved The World. Det vil være en fantastisk anerkendelse at få, men konkurrencen er også virkelig hård. Det spændende er, om vores meget fiktionsprægede stil kan indbringe dokumentarprisen, siger instruktør Peter Anthony.

Præsentation

Det er 69. gang, at Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen, bliver uddelt af Danske Filmkritikere, og det for filmåret 2015, der af flere nævnes som ekstraordinært godt: Spillefilmen 'Krigen' er blevet nomineret til en Oscar, ligesom dokumentarfilmen The Look of Silence, Trine Dyrholm har vundet en sølvbjørn og Sidse Babett-Knudsen en Cesar-pris i Paris. Men i aften afgøres det, hvilken film og hvilke skuespillere der var årets bedste i filmåret 2015, ifølge Danske Filmkritikere.

Uddybning

På Bremen Teater lyder tonerne fra strygeorkesteret, gæster får et glas champagne, nogen er gået på toilettet for at samle deres make-up op efter regnvejret. På den røde løber, 10 meter flankeret af sponsorskilte og tv-kameraer, tropper nominerede og kendisser op. Ulrich Thomsen, nomineret til Bedste mandlige hovedrolle for sin rolle som landstræner Richard Møller Nielsen i Sommeren '92, får af TV Glad spørgsmålet, om han godt kunne tænke sig at være fodboldtræner, hvis han nu ikke var skuespiller:

-Nej, svarer han og afventer stoisk og smilende næste spørgsmål.

Ulrich Thomsen er nomineret til Bedste mandlige hovedrolle ved Bodilprisen 2016. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hans kollega og konkurrent, Roland Møller, er nomineret for sin hovedrolle i efterkrigsdramaet 'Under Sandet'. I virkelighedens verden har han også en fortid i Odenses kriminelle underverden, og nu forsøger han mellem blitszlyz og fotografer at få styr på sine tropper:

- Jeg står lige og laver interview til Nyhederne, drenge. Står I udenfor?

Rober Møller, Bodilprisvinder

- Jeg står lige og laver interview til Nyhederne, drenge. Står I udenfor? råber han i telefon, mens han forsøger at få øje på sine venner.

Tobias Lindholm, instruktør af Krigen, der er nomineret til Bedste film, fortæller til Ritzau, at Roland Møllers nominering "bare viser, at der er nok af talent derude, man skal bare kigge godt efter".

Imens er dansk films habitdronning, Trine Dyrholm, dukket op og suger kameraerne til sig. TV 2 News opridser for rullende kameraer, hvem der "dyster" mod hvem, i aften handler det om de "tunge drenge i dansk film".

Trine Dyrholm ankommer til Bodilprisen 2016 lørdag aften d. 5. marts 2016 i Bremen Teater i København. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Og så er der outsideren, den 18-årige tysker, Louis Hofmann, der i 'Under Sandet' spiller tysk soldat og krigsfange. Han kalder det en kæmpe oplevelse at arbejde med det danske filmhold og demonstrerer de danske gloser, han har lært på settet med Roland Møller. Han tør ikke sige de fleste. Den danske prisuddeling kalder han 'intim'. Det gør det mere overskueligt at finde ud af hvem, der egentlig er hvem:

Men hey, jeg ved, hvem Trine Dyrholm er, hun vandt Sølvbjørnen!

Louis hofmann, bodilprisvinder

- Men hey, jeg ved, hvem Trine Dyrholm er, hun vandt Sølvbjørnen! Hende vil jeg gerne hilse på, siger han og peger på Trine Dyrholm, der står ved siden af og stadig har to kameraer og lys stukket op i ansigtet.

- Først og fremmest handler det jo om at fejre dansk film, svarer hun tv-journalisten, da hun bliver spurgt til sin egen nominering for sin birolle i komedien 'Lang Historie Kort'. Da hun er færdig, ser Louis Hofman sit snit, vender sig om og rækker hånden frem:

- Hej Trine, jeg er Louis, vi har samme bureau i Tyskland, jeg vil bare sige hej og stort tillykke med Sølvbjørnen, siger han. Hun kvitterer med at rose ham for hans præstation i 'Under Sandet':

- Jeg må sige, at du var fantastisk, godt at møde dig, siger hun med overbevisning. Louis Hofman smiler stort, hans aften er allerede halvt fuldendt, da pressedamen giver alle besked på at trække ind i salen.

Point of no return

Den tomme scene er badet i projektørlys, da en mand i jakkesæt og med tilbagestrøget hår træder op og byder velkommen. Det er Jacob Wendt Jensen, formanden for Danske Filmkritikere:

- Bodilprisen er en vigtig pris, fordi det er Danske Filmkritikere, der uddeler den, siger han og mødes af spredt latter fra salen, der for en måned siden sad til filmbranchens egen prisuddeling, Robert-festen.

- Vi er ikke i lommen på nogen, fortsætter Jacob Wendt Jensen, og vi har set ALLE film. Sagens tilråb giver skepsis ørenlyd. Jacob Wendt Jensen svarer igen ved at vende bagdelen ud til publikum og bukke sig forover. Der konfliktoptrappes.

Ellen Hillingsø, vært ved Bodilprisen 2016 (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Skuespillerinde Ellen Hillingsø er aftenens værtinde, hun tager over i en gulvlang, lilla pailletkjole og byder velkommen til 'Nørdernes pris' og deler stikpiller ud til anmelderne.

Bodilpriser 2016

Bedste kvindelige hovedrolle: Mille Lehfeldt (Lang historie kort)


Bedste mandlige hovedrolle: Roland Møller (Under sandet)


Bedste kvindelige birolle: Trine Pallesen (Nøgle Hus Spejl)


Bedste mandlige birolle: Louis Hoffman (Under sandet)

Bedste danske film: Under Sandet (instr. Martin Zandvliet)


Bedste ikke-amerikanske film: Mommy (instr. Xavier Dolan)


Bedste amerikanske film: Birdman (inst. Alejandro Gonzalez Iñárritu)


Bedste dokumentarfilm: The Man Who Saved the World (instr. Peter Anthony)

Bedste fotograf: Magnus Nordenhof Jønck (Nøgle Hus Spejl , Krigen og Bridgend)


Årets Særbodil: Tonemester Peter Albrechtsen (Idealisten m.fl.)


Æresbodil: Anna Karina


Henning Bahs-prisen for bedste produktionsdesign: Mia Stensgaard (Mænd og Høns)


Årets bedste manuskript: May el-Toukhy og Maren Louise Käehne (Lang historie kort)


Kathrine Windfelds mindelegat: Manuskriptforfatter Maja Ilsøe, konceptuerende instruktør Pernilla August og skuespiller Trine Dyrholm for deres samarbejde og udfoldelse af kvinderoller i Arvingerne.

Der er livestreaming i salen fra Tisvilde Bistro og Biograf for at vise, at prisuddelingen denne gang bliver streamet direkte til 18 biografer over hele landet. På storskærm fortæller de fra Tisvilde, at også de har startet aftenen med et glas cava og kanapéer. Og lige om lidt skal de altså have cava igen. Salen hujer. Vi er klar til prisuddelingen.

Konfliktoptrapning

Det er en ung mand, der bliver hylet ud af den, da det bliver annonceret, at han er vinderen af aftenens første kategori, Bedste mandlige birolle: 18-årige Louis Hofmann.

- Pis! siger han som det første og griner nervøst, da han får Bodilstatuetten i favnen og når mikrofonen. Han ryster og kæmper med at kontrollere sin stemme og prøver at huske de danske gloser.

- Tusind tak. Wow. Det er fantastisk.

Tonemester Peter Albrechtsen vinder efterfølgende for sit lyddesign i 'Idealisten' og takker komiteen for 'at tænke med ørerne" og sin datter Thyra, der fylder 4 år i dag. Det er verdens bedste dag, siger han.

Selskabet fra restauranten på Frederiksberg og holdet bag 'The Man Who Saved The World' vinder Bedste Dokumentarfilm. Instruktør Peter Anthony takker det danske folk for at støtte filmen - og sin hovedrolleindehaver:

- Og tak til Stanislav Petrov for at redde verden!

Da Birgitte Hjort Sørensen træder ind for at præsentere Bedste amerikanske film, ligner hun noget, der er dumpet direkte ned fra Dolby Theatre i Hollywood. Hun griner, og siger, at hun skal hilse fra 'Maaaarty', Martin Scorsese, instruktøren af den aktuelle Vinyl-serie, hvor Hjort Sørensen har en rolle.

- Årh, hun ser stram ud, siger nogle unge mænd bagved.

- Hvordan undgår hun at falde i den kjole?, diskuterer de kvindelige kritikere. Vinderen er Birdman.

Birgitte Hjort Sørensen uddeler Bodilprisen 2016 for Bedste amerikanske film. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Jeg havde lidt bildt mig ind, at jeg ikke var sådan en, der nogensinde ville få sådan en

Trine Pallesen, bodilprisvinder

Trine Pallesen høster aftenens største sympatitilkendegivelse i form af et kollektivt 'nåååeerrrrrrh' fra Salen, da hun vinder Bedste kvindelige birolle for sin rolle som datter til en dement mor i Michael Noers 'Nøgle Hus Spejl'. Hun er tydelig rørt, holder sin Bodilstatuette ud foran sig og krammer den:

- Jeg havde lidt bildt mig ind, at jeg ikke var sådan en, der nogensinde ville få sådan en, siger hun.

Nåerh.

Trine Pallesen vinder Bedste kvindelige birolle ved Bodilprisen 2016. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

"Dansk films to største mandfolk", Trine Dyrholm og Ghita Nørby, giver den som comedy-duo, da de skal uddele en af aftenens hovedpriser, Bedste Mandlige hovedrolle. Dyrholm bedyrer, at det jo er et meget hårdt år for mændene, "fordi der er så mange interessante og komplekse manderoller".

- Men nu har Trine og jeg jo så mange statuetter, så vi kan godt støtte lidt, tilføjer Ghita Nørby. Latter. Og da Roland Møllers navn bliver læst op, kvitteres der med et brøl fra et hjørne af salen, der bliver uddelt high fives, og på scenen indleder Roland Møller med et "wooooooooot", takker sin familie og peger op mod sine homies fra Odense.

- Det er dem, der larmer. De tror, vi er til fodboldkamp, siger han.

- Jeg vil især takke Martin (Zandvliet), red.) for at have så store nosser, at han giver mig en hovedrolle, som ingen andre troede, jeg kunne løfte.

Roland Møller Bedste mandlige hovedrolle ved Bodilprisen 2016 for sin rolle i 'Under Sandet' (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Klimaks

Hele salen rejser sig, og kameraet følger den for en stund hjemvendte skuespillerinde Anna Karina, der funkler, da hun går ned for at vinde årets Æresbodil for sin karriere i Frankrig. Som 16-årig blaffede hun til Paris efter et skænderi med sin mor, faldt i snak med en reklamekvinde på en fortovscafé, blev model, navngivet af Coco Chanel og tildelt flere filmroller i den franske nybølge. Nu nejer hun 58 år senere for publikum og takker kritikerne for prisen.

- Og også min mand og min kusine Dorte, der sidder deroppe, siger hun, og peger over mod et hjørne i salen.

Anna Karina vinder Æresbodil ved Bodilprisen 2016. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Da Mille Lehfeldt vinder Bedste kvindelige hovedrolle for 'Lang historie kort' er det ikke til at afgøre, om hun er chokeret over at modtage prisen eller udsigten til, at hun skal balancere sig selv og sin højgravide mave ned på scenen i høje hæle.

Eh. Jeg er bare en lille smule paf

Mille Lehfeldt, bodilprisvinder

- Bare jeg ikke går i fødsel! udbryder hun som det første på scenen og holder om sin mave som et guldæg. Det efterfølges af et "aaarwwrgh" og hænderne i vejret, en stakåndet takketale og et 'ro på!' til sig selv.

- Det er en kæmpe ære, og jeg er virkelig glad. Eh. Jeg er bare en lille smule paf.

Mille Lehfeldt vandt for Bedste kvindelige hovedrolle i 'Lang historie kort', Bodilprisen 2016. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Aftenens sidste pris er Årets Bedste Film. Den oscarnominerede Krigen har ikke modtaget nogen Bodilpriser, men det er 'Under Sandet', der ender med at hive tre priser hjem til lyden af et 'JAERH', der kommer dybt nede fra nogens mellemgulv i filmens/Roland Møllers heppekor. Instruktør Martin Zandvliet forsøger at takke alle på hele produktionen, inden de 30 sekunder, der er afsat til takketalen, udløber.

- Jeg ville ønske, man vidste det på forhånd, så man kunne forberede sig.

'Under Sandet' lavede hattrick og vandt både Bedste Film, Bedste mandlige birolle og Bedste mandlige hovedrolle ved Bodilprisen 2016. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Ellen Hillingsø træder op på scenen igen. Og bringer kritikken af dansk film i krise på banen. Hun er stolt over filmåret 2015, niveauet har været højt, hvilket årets nomineringer og prismodtagere vidner om:

- Krise giver konflikter, konflikter giver godt drama. Skal vi ikke ønske dansk film mere krise i 2016? Jo, vi skal! svirper hun som afslutning på aftenen til klapsalver.

Udtoning

Et stegende hedt presserum er fyldt med fotografer og omtumlede, glade skuespillere, der omfavner hinanden med lykønskninger og forsøger at koordinere, hvem der skal direkte i Nyhederne, hvornår og med hvilken Bodil-pose.

-Trine, lille skat, siger Ellen Hillingsø til Trine Pallesen i moderlig tone og giver et kram.

Trine Pallesen havde egentlig bildt sig selv ind, at hun ikke gik op i priser, at det var hendes børn, der var vigtige for hende. Og at hun desuden slet ikke er dygtig nok til at vinde en Bodilpris.

- Men i aften er jeg bare så tak-nem-me-lig, siger hun med sin Bodil og en Heineken-øl i favnen.

- Det kan være, jeg nu skal til at begynde at gå efter noget mere?

Trine Pallesen vinder bedste kvindelige birolle ved Bodilprisen 2016. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve