Canada går svenskervejen: Kvinder skal have halvdelen af filmstøtten

Det statslige canadiske filmselskab vil fremover give halvdelen af sin støtte til film, der bliver instrueret af kvinder.

Sarah Polley har instrueret filmen 'Stories We Tell', der handler om familiehemmeligheder. Hun er en af de canadiske instruktører, som har fået lavet en film hos det offentlige canadiske filmselskab. (© National Film Board of Canada)

Canada går nu i Sveriges fodspor for at skabe mere ligestilling mellem kønnene, når det gælder film.

Den canadiske statslige filmskaber, The National Film Board of Canada (NFB), vil fremover give halvdelen af sine produktionsmidler til film, der bliver instrueret af kvinder.

I en pressemeddelelse fra selskabet skriver formanden for NFB, at de går ind for fuld ligestilling mellem kønnene, og at de vil vise vejen for resten af filmbranchen.

Både i Hollywood og herhjemme har kvinders fravær på både rollelisten og som manuskriptforfattere og instruktører været debatteret længe.

Derfor glæder initiativet Nanna Frank Rasmussen, der er formand for Women in Film and Television Danmark. Foreningen kæmper for større ligestilling i filmbranchen.

- Det er fantastisk, at man gør noget i stedet for bare at tale om det. Jeg byder det velkommen - og absolut også i Danmark, siger hun.

Det Danske Filminstitut, som uddeler den offentlige filmstøtte herhjemme, har tidligere afvist at indføre kønskvoter. Dengang lød begrundelsen blandt andet, at køn frem for kvalitet bliver afgørende for, hvilke film der får støtte.

Men den forklaring køber Nanna Frank Rasmussen ikke.

- Erfaringerne fra Sverige viser, at flere film har vundet priser og været vist på festivaler, siden kvoten blev indført, siger hun.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve