Danmarks mest kendte bamse får sin egen film

Bamse sætter sig på hovedrollen, når han møder den store verden i ny tv-film.

Nu bliver Bamse til en tv-film med titlen 'Bamse møder den store verden', hvor Bamse møder helt nye figurer, blandt andet 'danse-alfen' (Billedet). (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Efter 35 år med mindre afsnit på omkring en halv time, lægge Bamse sig ud og indtager en hel film. Danmarks mest kendte bamse får nemlig sin egen tv-film – som han dog skal dele med Kylling og Ælling.

Filmen kommer til at hedde ’Bamse møder den store verden’ og vil blive vist på Ramasjang til december.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Det er ikke kun Bamse og de andre kendte fjerkræ, der er tilbage i længere udgave, men også det originale tv-hold bag ’Bamse’. Holdet tæller blandt andre Katrine Hauch-Fausbøll, som er manuskriptforfatter og instruktør, samt Søren Hauch-Fausbøll, der er inde i Bamse-kostumet.

Katrine Hauch-Fausbøll, der er instruktør og manuskriptforfatter, har arbejdet med Bamse i 35 år (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

- For mange af os har Bamse jo været med til at forme, inspirere og underholde i vores egen barndom, og flere af os har også set vores egne børns store glæde ved Bamses unikke fortællinger. På Ramasjang er vi derfor enormt stolte, begejstrede og rimelig starstrucked over, at Bamse, Kylling og resten af det originale hold vil skabe denne nye tv-film, siger Pelle Møller, redaktør for Ramasjang, til DR Presse.

Bamse skal alene ud i den store verden

Tv-filmen vil vare cirka en time, og den vil inkludere helt klassiske Bamse-elementer som den irriterende ustabile skorsten, men også helt nye elementer.

Bamse vil nemlig begive sig ud i verden, hvor han finder figuren Snupse og de to helt nye figurer, Pandekagekonen og Danse-Alfen. De tre vil lære Bamse nye ting om venskab, forskellighed, tolerance og om at udfordre sine grænser.

Hele det originale hold bag Bamse er atter samlet. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Selvom Kylling og Ælling vil være med, så begiver Bamse selv sig ud i verden, hvor han verden, siger Katrine Hauch-Fausbøll.

- Jeg har arbejdet med Bamse i 35 år, og det er første gang, Bamse ikke følges med sine to bedste venner Kylling og Ælling ud på en farefuld færd. Og det er både anderledes for dem og for mig.

- Men det er utroligt interessant og sjovt, at lade Bamse gå ud i den store verden, og at bringe de to nye figurer ind i Bamses univers. Det bidrager til at vise både nogle velkendte og nye sider af Bamse – nogle sider, som jeg er sikker på, børnene vil holde af, siger instruktøren ifølge DR Presse.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve