Dansk bryggeri laver øl med David Lynch: Det er fuldstændig vildt

Det populære danske mikrobryggeri Mikkeller og skaberen af kultserien 'Twin Peaks', David Lynch, lancerer nu tre 'Twin Peaks'-dåseøl i forbindelse med amerikansk festival.

'Twin Peaks' er en amerikansk prisvindende amerikansk tv-serie, der første gang blev sendt i USA i starten af 90'erne. Til højre ses 'The Log Lady', der har lagt navn til én af de tre 'Twin Peaks'-øl. (© HBO Nordic)

Der er rigtig gode nyheder til de amerikanere, der både er fan af kultserien 'Twin Peaks' – og en god dansk øl.

Det danske mikrobryggeri Mikkeller er nemlig gået sammen med 'Twin Peaks'-skaber og stjerneinstruktør i Hollywood, David Lynch, om at skabe tre 'Twin-Peaks'-øl.

Øllene bliver lanceret i forbindelse med David Lynchs musik, kunst- og filmfestival Festival of Disruption, der finder sted i weekenden.

Navnene på de tre øl er alle hentet fra 'Twin Peaks'-universet, og festivaldeltagerne kan således både bestille en 'Log Lady Lager', en 'Damn Good Coffee Stout' og en 'Red Room Ale'.

Samarbejdet er også en rigtig stor ting for det danske mikrobryggeri, fortæller stifter og direktør Mikkel Borg Bjergsø:

- Det er jo fuldstændig vildt! Én ting er, at det er David Lynch, en anden ting er, at det er decideret 'Twin Peaks'-tema-øl. Kultmæssigt bliver den sværd at slå. Så skal man lave en øl med paven eller noget, lyder det fra den meget begejstrede direktør.

- Vi har også på et tidspunkt lavet en øl med Rick Astley. Det var også ret stort. Men det her havde jeg ikke drømt om ville ske.

David Lynch har været med i processen

Stjerneinstruktøren har selv været en stor del af 'alle aspekter af processen', fremgår det af Mikkellers hjemmeside.

Både når det kommer til navngivning af den enkelte øl, øllenes smag og og øllenes udseende.

- Jeg havde ikke regnet med, at det var realistisk at lave tre øl, som han er direkte involveret i, og hvor han både har haft en mening om smag og udseende, fortæller Mikkel Borg Bjergsø og kommer med et eksempel.

- Den røde øl ville han gerne have var mere rød, så vi tilføjede nogle kirsebær.

David Lynch har selv været med i alle dele af processen omkring udviklingen af Twin Peaks-øllen, især øllens udseende, der er bygget op omkring scener fra den populære serie. (© Mikkeller)

Øl med Lynchs egen kaffe

Hver illustration på dåserne er baseret på ikoniske scener fra 'Twin Peaks', og farvepaletten er også taget fra tv-serien.

Og ikke nok med det, så er øllen, der har fået navnet 'Damn Good Coffee Stout’ – en havreøl med kaffe – brygget med David Lynchs eget kaffemærke, der går under navnet David Lynch Signature Cup Organic House Blend.

Samarbejdet er kommet i stand gennem det danske ølmærkes New York-afdeling, der både var store fans af 'Twin Peaks'-serien og havde gode forbindelser til filminstruktøren.

Selvom der p.t. ikke er planer om, at øllen skal ud til de danske forbrugere, har du alligevel chancen for at smage de sjældne specialøl, hvis du tager en tur over Atlanten i weekenden.

De tre øl bliver nemlig også solgt i begrænset antal på Mikkelers locations i LA, San Francisco, Oakland og San Diego, mens festivalen står på.

Hvis David Lynch gerne vil have produceret flere af øllene, er står Mikkeller klar, fortæller Mikkel Borg Bjergsø:

- Det er David Lynchs beslutning. Vi vil gerne lave flere, men det også fedt, at det er eksklusivt og et samlerobjekt.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve