Dansk tv-stjerne om stor rolle i ny HBO-serie: Jeg var klar til at klippe mig korthåret

I aften sender HBO Nordic en ny britisk krimiserie med danske Lærke Winther i en fremtrædende rolle. Hun fortæller her om at blive taget ud af sin 'comfort zone' og at være villig til at klippe sit hår kort for drømmerollen.

Lærke Winther er i tv-serien 'Rellik' gift med kriminalinspektøren Gabriel Markham. Deres ægteskab kommer hårdt under pres, mens jagten går på seriemorderen. (© New Pictures and all3medi international)

Når den britiske krimi-serie ’Rellik’ i aften får premiere på HBO Nordic, er det med danske Lærke Winther på rollelisten.

Hun spiller nemlig den hårdt, prøvede kone til den vansirede kriminalinspektør Gabriel Markham - spillet af Richard Dormer, der blandt andet er kendt for sin rolle som Beric i Game of Thrones.

Det er Lærke Winthers første internationale rolle, og hun lægger ikke skjul på sin begejstring over at have landet rollen, som hun også betegner som et af sin karrieres højdepunkter.

Om Lærke Winther

Lærke Winther Andersen er 41 år og bosat i København.

Hun er uddannet fra The Arts Educational School i London

Lærke Winther har medvirket i en række danske film og tv-serier, herunder ’Dicte’, ’Mens vi presser citronen’ ’Bankerot’ og senest spændingsfilmen ’3 ting’. Derudover er hun også kendt fra satireserien Normalerweise og Winthertid på Radio24Syv.

Hun blev nomineret til en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i ’Velsignelsen’.

- Det er noget særligt, for jeg har jo gået på teaterskole i London. Lige siden dengang har jeg haft en drøm om at arbejde derovre på engelsk. Nu er verden blevet mindre, og så er det lykkedes. For mig er det en drøm, der er gået i opfyldelse at vende tilbage, fortæller hun.

Og virkeligheden har da også levet op til drømmen.

- Det har været helt fantastisk at spille med i serien. Der var en afslappet rar og jokende atmosfære på settet, og jeg har haft et godt samarbejde med hele holdet. Det har været virkelig fedt, fortæller hun.

En rolle med 'kød på'

Lærke Winther fortæller, at man i første afsnit ikke ser meget til hende – men hun får dog en mere fremtrædende rolle i resten af serien. Hun betegner selv sin rolle som en birolle 'med gods i' og som vigtig og gennemgående i serien.

- Jeg må ikke sige noget, men man oplever jo en del af hovedrollens privatliv også. Hun er i en ekstrem periode i sit ægteskab, og det farver hendes personlighed meget i de første mange afsnit. Det er en rolle med rigtig godt 'kød på', fortæller hun.

Om tv-serien Rellik

'Rellik' er en tv-serie i seks afsnit, der har premiere på HBO Nordic 11. september kl. 23.00.

Titlen er 'Killer' stavet bagfra – og refererer til tv-seriens handling og opbygning, der starter med slutningen, hvor en mistænkt seriemorder er blevet anholdt. Handlingen spoles tilbage, så man lidt efter lidt får sandheden frem om morderen.

Kriminalinspektør Gabriel er blevet vansiret af morderen og sætter alt ind på at fange personen, der har givet ham fysiske og mentale ar.

Lærke Winther spiller kriminalinspektøren Gabriel Markhams kone Lisa.

TV-serien produceres af BBC og vises både på BBC One og HBO Nordic.

Hun fortæller, at det var hendes danske agent, der skaffede hende castingen på serien. Og derfra gik det stærkt. Rigtig stærk.

- Jeg fik tilsendt manuskriptet til tre lange scener på engelsk, som jeg skulle optage som et såkaldt ’selftape’ og sende dagen efter. Så jeg skulle nå at sætte mig ind i et helt manuskript, finde en kollega til at spille overfor mig og sende det på én dag, siger hun og tilføjer:

- Men man kan jo meget, når det er noget, man virkelig gerne vil, siger hun.

Arbejdet bar som bekendt frugt, og kort efter fik hun den glade nyhed.

- Jeg blev simpelthen så glad. Jeg tog min kæreste under armen og gik ud for at fejre det. Jeg kunne slet ikke tro det, og så lovede jeg mig selv, at jeg virkelig skulle gøre mig umage, når jeg har fået den her chance.

Sagde ja til fuldkommen makeover

Der var dog én betingelse i forhold til rollen.

- Jeg fik faktisk tilbudt rollen på betingelse af, at jeg var klar på en ’complete makeover’. Jeg skulle have kort, lyst hår. Det sagde jeg stort ja til, for jeg ville så gerne det her. Men det endte dog med, at jeg fik paryk på, fordi mit pandehår ikke er langt nok. Men jeg var klar på det, siger hun og tilføjer:

- Nu har jeg ladet det gro i et håb om sæson 2, griner hun.

Den største udfordring var ifølge Lærke Winther at komme ud af sin ’comfort zone’.

- Det var ikke uden nerver, jeg startede. Jeg vidste jo ikke, hvordan det foregik. Jeg vidste bare, at nu skulle jeg til optagelse i morgen på den her store serie. Det er en af de situationer, hvor man godt kan mærke, man lever.

Lærke Winther som vi er vant til at se hende. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Og så var det ikke mindst en udfordring at skulle køre i bil i venstre side i en scene.

- Jeg havde gelé i knæene. Jeg skulle spille og køre i den forkerte side af vejen og have ansvaret for skuespilleres, instruktør og fotografs liv, joker hun.

Lærke Winther håber, at rollen i serien kan bane vejen for flere internationale roller.

- Man skal tage gaverne, når de kommer, men det er ikke sådan, at jeg regner med en stor international karriere, siger hun.

- Men det ville da være super sjovt. Jeg vil meget gerne lave mere af den slags.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve