De revolutionerede dine tv-vaner på 5 år: Sådan fik Netflix tronen

Det begyndte med bødefri dvd-udlejning - nu har de 100 millioner abonnenter. Streamingtjenesten har fået fast plads i sofaen, men kan de blive på toppen?

Med tv-serien 'House of Cards' manifesterede sig som en betydelig indholdsproducent.

Kan du huske, hvor irriterende det var at sidde hver onsdag og vente på et nyt afsnit af din yndlingsserie, hvor du måtte aflyse alle andre aftaler?

Det føles måske som længe siden, for nu er det næsten kun bagedysten og dramaserierne, som du ikke kan se, når du vil, og hvor du vil.

Faktisk er det kun fem år siden, at Netflix kom ind i de danske stuer og ændrede den måde, vi ser film og serier på. Flere fjernbetjeninger er endda født med en Netflix-knap, så et afsnit 'Venner' - eller ti - kun er et tryk væk. Lidt kækt har den administrerende direktør i Netflix udpeget menneskets behov for søvn som streamingtjenestens største konkurrent.

Læs også

Farvel, viljestyrke! 7 smarte tricks der holder dig limet til Netflix

På verdensplan har Netflix rundet 100 millioner abonnenter fordelt på 190 lande med det gigantiske katalog af film, tv-serier og egenproduktioner, som Orange is the New Black, Stranger Things og House of Cards.

Vi guider dig til Netflix' vej til toppen.

Netflix begyndte med at udleje dvd'er med posten i 1998. (Foto: Brian snyder © REUTERS)

1998: Bødefri dvd-udlejning til USA

På Netflix' hjemmeside kunne man udforske udvalget af dvd'er og lægge sin bestilling. Dvd'erne blev sendt ud i let genkendelige røde kuverter, og man kunne sende den tilbage i returkuverten, når man havde lyst. Et af salgsargumenterne var, at der ikke var nogen bøder for at aflevere dvd'erne for sent som hos Blockbuster.

- Reed Hastings begyndte med at sende dvd'er til sig selv i forskellige kuverter for at se, om skiverne kunne holde til at blive sendt med posten. Det kunne de, og Netflix byggede hurtigt en stor kundebase op, fordi postordretjenesten kunne nå meget længere ud end traditionel udlejning, fortæller digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen.

2000: Netflix vil lære sine kunder at kende

Netflix tilbyder nu kunderne et abonnement på at leje dvd'er ubegrænset. De udnytter deres fordel ved at være et internetbaseret firma og begynder at personalisere filmanbefalingerne til sine abonnenter på baggrund af medlemmernes vurderinger af film og tv-serier.

- Netflix begyndte at ansætte folk til at bearbejde data og blive klog på brugernes præferencer, fx hvilke postadresser lejede hvilke film. På et meget tidligt tidspunkt kunne de med deres algoritme bruge deres viden om folks præferencer til at foreslå nye film.

2007: Fra dvd til digital

Som en bonus til abonnenter tilføjer Netflix muligheden for at streame et begrænset udvalg af film og tv-serier på deres hjemmeside.

Selvom det hele begyndte som en postordreservice, havde den ene af stifterne Reed Hastings allerede i 90'erne en klar vision om, at internettet engang i den nærmeste fremtid ville udvikle sig, så man kunne se film der. Men faktisk er det i USA stadig muligt den dag i dag at få dvd'er sendt hjem med postordre fra Netflix.

- Teknologisk innovation og respekt for brugernes adfærd er en naturlig del af Netflix' DNA. Derfor har de været hestelængder foran alle andre i forhold til streaming, hvor et firma som Blockbuster kollapsede i sin egen stenaldertankegang, siger Claus Bülow Christensen.

Læs også

Netflix-direktør: Om tyve år har internet-tv erstattet traditionelt tv

DR-Arkiv fra 2012: Da Netflix kom til Danmark

2012: Netflix kommer til Danmark

Netflix gør sit indtog på danske tablets, tv og laptops. Kort tid efter følger streamingtjenesten HBO Nordic trop.

- I dag har vi et billede af, at de gamle broadcastere som DR og TV2 er kommet meget godt med med DR TV og TV2 Play, hvor du kan se deres udsendelser, når du har lyst.

- Men det er kommet som en naturlig følge af Netflix' meget store succes.

'House of Cards' med Kevin Spacey i hovedrollen er Netflix' første store egenproduktion. (Foto: Carlo Allegri)

2013: Megasucces med 'House of Cards'

Med den politiske serie går Netflix fra at være en platform, der distribuerer andres indhold, til selv at tilbyde eksklusivt produceret indhold.

Samtidig bryder Netflix med traditionerne om, at man skal vente en uge på næste afsnit og lægger hele første sæson af 'House of Cards' ud på én gang. Data om brugernes adfærd viser nemlig, at de ofte ser flere afsnit i streg.

Tankegangen spillede også ind i forhold til valget af 'House of Cards'. Ifølge New York Times havde ledelsen i Netflix nemlig allerede en idé om, at serien ville klare sig godt blandt brugerne. Deres data pegede nemlig på, at den britiske version af 'House of Cards' klarede sig godt, og at en stor del af brugerne var vilde med instruktøren David Finchers film og skuespilleren Kevin Spacey.

Netflix bliver den første streamingstjeneste, der er nomineret til en Emmy-pris, og serien vinder senere både Golden Globes og Emmy'er.

Januar 2017: Danske unge bliver vundet over

DR Medieforskning viser, at unge under 40 hellere vil undvære de danske broadcastere som DR og TV2 end Netflix.

'Brugerne begrunder valget med det store udvalg af tv-serier, som ligger tilgængelige med mange sæsoner og afsnit.' (DR Medieforskning 2016)

Tilliden til DR og TV2 er dog større end til Netflix.

Instruktør Martin Scorseses næste film 'The Irishman' kommer på Netflix. (Foto: Eduardo Muñoz © REUTERS)

Februar 2017: Netflix scorer Scorsese

Efter kun to år som filmproducent vinder Netflix instruktør Martin Scorseses næste gangsterfilm 'The Irishman' med Rober De Niro over produktionsselskabet Paramount Pictures. Filmen har et budget på 100 millioner dollars, og Paramount Pictures havde eftersigende ikke mulighed for at løbe risikoen ved dén udskrivning.

- Det provokerer biografbranchen, at en magtfaktor som Netflix henter store navne ind som instruktøren Martin Scorsese, hvor filmen formentlig ikke kommer i nogen biografer. Men hvis Netflix vil gøre sig håb om at få en Oscar, skal deres film have været i biografen. Det bliver spændende at se, hvor meget priser betyder for Netflix, lyder det fra digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen.

Tilda Swinton, Seo-Hyeon Ahn og flere af skuespillerne i Netflix-filmen 'Okja' på den røde løber ved fremvisningen af den nominerede film ved filmfestivalen i Cannes i foråret. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

Maj 2017: Særbehandling i Cannes

Normalt er reglerne for film nomineret til Guldpalmen, at de skal have haft fransk biografpremiere. Men Netflix insister på at give de nominerede film 'Okja' og 'The Meyrowitz Stories' premiere på nettet først.

Cannes giver dispensation denne gang, men varsler, at det ikke bliver tilfældet i 2018.

Oktober 2017: Netflix vil have fuld kontrol

I forbindelse med Netflix' årsregnskab understreger ledelsen i streamingvirksomheden, at deres mål er at producere endnu mere originalt indhold.

På det amerikanske marked er det blevet dyrere for Netflix at købe rettigheder til indholdet, fordi de har fået flere brugere. Så selvom Netflix får flere abonnenter, tjener de færre penge på det.

- Derfor ligger Netflix' fremtid i, at de ikke er afhængige af at købe dyre rettigheder, men som producent får de den fulde kontrol over det indhold, de har, fortæller digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen.

Læs også

Serie-ekspert: Netflix valgte en vild strategi - og vandt

2017-frem: Streambølgen kan give bagslag

Netflix har åbnet dørene til en verden, hvor alle kan producere indhold - også kommercielle virksomheder. Og det kan give bagslag på sigt, mener eksperter.

- Facebook lægger i ovnen til en større seriesatsning, og Nike har udgivet serien ’Margot Vs. Lily’, hvor to søstre battler hinanden i diverse discipliner - selvfølgelig iklædt Nike-tøj, fortæller DR's film- og serie-ekspert Frederik Dirks Gottlieb.

Digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen ser Amazon som Netflix og HBO's største konkurrent. De er både begyndt at distribuere og producere film:

- Amazon har et andet sigte. De kan næsten forære deres streamingtjeneste væk, hvis de formår at lokke folk ind i deres butik, siger han.

2018: Den første danske Netflix-serie udkommer

- Netflix begynder at spise sig ind på de lokale produktioner rundt omkring i Europa, så det ikke kun er DR og TV2, der har fede nye danske tv-serier, fortæller Claus Bülow Christensen.

Herhjemme forventes den første danskproducerede Netflix serie 'The Rain' at udkomme næste år.

- Netflix finder de absolut dygtigste på de lokale markeder, som er så gode, at de globale markeder også vil have en interesse i at se dem.

Disney vil have have del i pengene fra dem, der streamer. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

2019: Disney dropper Netflix

Disney meldte i 2017 ud, at de fra 2019 ikke længere vil levere nye film til Netflix.

I stedet vil verdens største underholdningsselskab lancere sin egen streamingtjeneste i håbet om på sigt at tjene flere penge på det frem for at vise sine film på Netflix.

Netflix er allestedsnærværende - på telefonen, tablet og også på fjernbetjeningen hjemme i stuen. (Foto: Mike Blake)

Kilder: Netflix Media Center, Business Insider, Wired, fundinguniverse.com, The Verge, New York Times, Indie Wire, The Guardian, Quartz

Læs også

Har du opdaget dem? 5 bivirkninger af Netflix’ megasucces

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve