’Det lille hus på prærien’ bliver til spillefilm

Laura Ingalls Wilder bliver vakt til live i ny biograffilm.

Det er mere end 30 år siden, at tv-serien om Laura Ingalls Wilder og hendes familie sluttede. Nu er der en biograffilm på vej. (© © NBC Universal)

Det er mere end 80 år siden, at den første bog om hende udkom, men Laura Ingalls Wilder er stadig populær.

Historierne om nybygger-pigen og hendes families liv i slutningen af 1800-tallets USA bliver nemlig til en biograffilm. Det skriver The Guardian.

Filmen bliver produceret af Paramount og skal instrueres af Sean Durkin, der tidligere har instrueret blandt andet ’Martha Marcy May Marlene’, mens manuskriptet skal skrives af Abi Morgan, der blandt andet står bag manuskripterne til ’Suffragette’ og ’Shame’.

Oprindelig var det Sony, der skulle producere filmen, men efter en række omstruktureringer sidste år, blev filmen droppet, indtil Paramount altså nu har købt rettighederne til den.

Børnebogsklassikere i 80 år

Bøgerne om Laura Ingalls Wilder og hendes liv med familien i USA's midtvest, blev skrevet af hovedpersonen Laura selv.

Den første bog ’Det lille hus i den store skov’ udkom i 1932 og de i alt ti bøger i serien blev dengang såvel som nu betragtet som børnebogsklassikere.

Historien om Laura og hendes familie er allerede blevet vakt til live i form af den amerikanske tv-serie ’Det lille hus på prærien’, der blev sendt fra 1974 til 1983.

Der er endnu ingen forlydender om, hvem der skal spille Laura Ingalls Wilder.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve