Disney-film taget som gidsel: Hackere kræver løsesum

Hackere har angiveligt stjålet en ny Disney-film og truer med at frigive den, hvis ikke de får løsepenge.

Disney har ikke oplyst, hvilken film der er taget som gidsel. (Foto: ERIC THAYER)

Hackere hævder at have fået fingrene i en ny film fra Disney, der endnu ikke har haft premiere.

Det oplyser selskabet Walt Disneys administrerende direktør, Bob Iger, ifølge Hollywood Reporter.

Hackerne kræver løsepenge for filmen i form af en stor sum af den digitale valuta bitcoin, der kan benyttes uden om bankerne. Disney har dog nægtet at betale og samarbejder i øjeblikket med føderale efterforskere om sagen.

Ifølge Disney-chef Bob Iger truer hackerne med først at frigive fem minutter af filmen og derefter klip af 20 minutters varighed, indtil deres økonomiske krav bliver opfyldt.

Bob Iger nævner ikke, hvilken film der er tale om.

Disneys kommende film inkluderer "Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales", der har biografpremiere i USA på fredag, og "Cars 3", der bliver vist i de amerikanske biografer fra 16. juni.

Imens ulovlig piratkopiering af film længe har plaget branchen, ser krav om løsepenge ud til at være en ny tvist.

Kravet om løsepenge for den angiveligt stjålne Disney-film kommer kun uger efter, at en hacker frigav ti episoder af den kommende sæson af Netflix-serien "Orange Is the New Black", efter at Netflix nægtede at betale løsepenge.

Episoderne blev offentliggjort på nettjenesten Pirate Bay seks uger før den officielle premieredato 9. juni.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve