DR's klimaekspert om Leonardo DiCaprios Oscar-klimatale: Han har ret

I virkelighedens verden havde folkene bag 'The Revenant' svært ved at finde et sted at optage filmen, fordi det oprindelige sted var for varmt.

Det er stort, når Leonardo DiCaprio bruger sin taletid på Oscar-scenen til at tale klima, siger Jesper Theilgaard. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

- Klimaforandringer er virkelige, og de sker lige nu. Det er den alvorligste trussel mod vores art, og vi må arbejde sammen og ikke udskyde handling på dette område.

Sådan lød det i nat, da Leonardo DiCaprio gik på scenen og modtog en Oscar for bedste skuespiller. Og han har desværre ret, påpeger DR's klimaekspert Jesper Theilgaard.

- Når han påpeger, at klimaforandringerne sker nu - at det er ikke noget, der er opstår i år 2100, så har han fuldstændig ret, siger Jesper Theilgaard.

Leonardo DiCaprio er kendt som en stor klimaforkæmper, der er vant til at tale klima for store forsamlinger som for eksempel i FN. Men nattens platform var noget helt særligt.

- Det er utroligt stort at se, at han bruger sin knappe taletid på at tale klima. Og så er det jo en scene, hvor han komme ud til millioner af almindelige mennesker, siger Jesper Theilgaard.

Det er dog næppe kun DiCaprios klimainteresse, der får ham til at tage emnet op.

I forbindelse med optagelserne til 'The Revenant', som han vandt sin pris for, måtte man opgive at filme i Alaska, som det ellers var planlagt. Der var simpelthen for varmt.

(Artiklen fortsætter under tweetet)

Ifølge Jesper Theilgaard har de seneste vintre i Alaska været ekstremt varme på grund af et utroligt varmt Stillehav.

- Man skulle optage en film under ekstreme forhold, men det viste sig at være umuligt, fordi klimaet har forandret sig. Hvor det tidligere har været sådan, at man kunne tage til Alaska og være garanteret sne og frost, er det ikke sådan mere. Det normale er ikke normalt mere, siger Jesper Theilgaard.

Jesper Theilgaard roser Leonardo DiCaprio for at bruge "sin knappe taletid på at tale klima."- Og så er det jo en scene, hvor han komme ud til millioner af almindelige mennesker, siger DR's klimaekspert.

Opslået af DR Nyheder på 29. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve