To fetichister om ny læderbøsse-film: Den skal helst give én jern på

Ny film fortæller historien om homoikonet Tom of Finland. Vi tog med to fetichister i biografen.

I Empire Bio i København står en gruppe mænd. Flere af de andre publikummer, som er på vej i biografen, stirrer lidt, når de går forbi. Andre vælger at stoppe op og tage mobiltelefonen frem for at tage billeder.

Mændene er klædt i et tungt lag læder. Voluminøse jakker med brede skuldre og smalle taljer, højtravende læderkasket med kæder, meget stramme læderbukser og lange støvler.

Tom of Finland

Touko Laaksonen er født i Finland i 1920

Han begyndte at tegne homoerotiske tegninger bl.a. med inspiration fra militære uniformer fra Anden Verdenskrig

Senere blev han et ikon for dele af homoverden på grund af sine tegninger

’Tom of Finland’-filmen er blevet valgt som det finske bud på en Oscar-vinder i kategorien for de ikke-engelsksprogede film

Ved siden af dem er der sat en bod op. Her kan man købe grydelapper, sengetøj, t-shirts og sågar vodka. Både stofferne og flaskerne, hvor vodkaen er i, er fyldt med tegninger af brunstige mænd iført læder med solide lemmer i alle former for seksuelle positioner.

To af mændene, der står ved boden, er galleriejeren Henrik Dencker og Poul H., der er formand for fetichklubben SLM i København. De er taget i biografen for at se premieren på filmen ’Tom of Finland’.

Tegningerne gjorde ham kendt

Den finske film, som danskboende Jakob Oftebro i øvrigt spiller med i, handler om den finske erotiske tegner Touko Laaksonen, som bedst er kendt som Tom of Finland.

Mens han kæmpede for de finske styrker mod de sovjetiske tropper under Anden Verdenskrig, begyndte han at tegne muskuløse mandekroppe med endnu mere opsvulmede penisser – enkelte gange gemt bag meget tætsiddende bukser med en tydelig fascination af datidens militære uniformer.

Han begyndte senere at tegne hypermaskuline sejlere, pumpede motorcykelfyre og svedige hårdtarbejdende mænd, selvom homoseksualitet var strengt forbudt.

Finnen blev senere et ikon for bøssemiljøet og var blandt dem, der skabte læderbøssen, som man senere hen har set i filmserier som ’Politiskolen’ og i gruppen Village People med biker-medlemmet Glenn Hughes.

(© Fridthjof Film/Tom of Finland)

Tom of Finland er i dag blevet Finlands souvenirsvar på Den lille Havfrue. En industri af bøger, sengetøj og parfumer til jockstraps, skægolier og penispumper.

Sex er vigtigt for filmen

Selvom boden emmer af homosex, så frygter Henrik Dencker, at filmen ikke vil være så seksuel, som, han mener, den burde. Det fortæller han, da han er på vej ind i biografsalen.

- Jeg har hørt, det er en portrætfilm. Jeg tror desværre ikke, der er ret meget sex i den. Tom of Finland handler om sex, og det er dét, han er kendt for i homomiljøet - og i særdeleshed i lædermiljøet. Det handler meget om det maskuline univers – både kammeratskab, men også meget om action.

- Filmen bør have det her saftige, erotiske og lidenskabelige i sig. For tegninger viser jo ret liderlige mænd, som helst skal give én jern på, som Touko Laaksonen også sagde, når han skulle godkende sine egne tegninger, siger han.

I biografen i fuld mundering

Henrik Dencker har taget det klassiske Tom of Finland-udstyr på.

En såkaldt muir-cap, som man i tiden før hjelmen brugte, når man kørte motorcykel. Den store motorcykeljakke og et par breeches, der er formet som et par ridebukser.

Bag jakken gemmer sig et såkaldt Sam Browne-bælte, der går fra venstre skulder til højre side af livet, og langs det venstre ben i de lange amerikanske politistøvler gemmer sig en pisk. Både bæltets og piskens placering signalerer, at han er den dominerende, aktive type, fortæller han.

(© Fridthjof Film/Tom of Finland)

Poul H. har et par læderbukser på, en skjorte og et sort læderslips.

- For det er jo en gallapremiere, siger han.

Han forventer, at filmen vil tage ham på en tidsrejse gennem homohistorien.

- Når jeg kigger på tegningerne, så er det som en tidsrejse. Han begyndte i 40’erne, der var præget af censur og forbud, og så eksploderer det i 70’erne med frisind. Den rejse forventer jeg at komme på.

Giver filmen fire stjerner

De to herrer sætter sig ind i salen for at se filmen. Efter visningen fanger vi dem igen.

- Jeg fik det, jeg godt kunne tænke mig, siger Poul H., der giver filmen fire ud af seks stjerner.

- Man fik det historiske tilbageblik fra forbud og Anden Verdenskrig frem til frigivelsen af pornoen. Men jeg synes, at filmen var lidt for pæn. Når man så tegningerne, så var det de færreste, der var pikke på, som Tom of Finland jo egentlig er kendt for.

Pekka Strang spiller hovedrollen som Tom of Finland (Foto: Josef Persson © Fridthjof Film)

- Filmskaberne har valgt de pæne, polerede billeder. Selv hr. og fru Danmark kan tåle af se dem, for det er jo kun tegninger. Og så kunne jeg godt tænke mig at have fået mere at vide om hans fascination af feticherne. Man ser kun, at han kigger langt efter mændene i uniformer, men man kommer ikke rigtig til at forstå hvorfor, siger han.

Henrik Dencker er enig i, af filmen skal have fire stjerner. Han kalder filmen sindssyg flot, en kvalitetsfilm og en typisk biografisk film, der sætter én på en relevant tidsrejse.

- Den har nogle rigtig gode budskaber, men den mangler altså lidt nerve. Hvorfor det tænder ham, hvorfor han bliver ved, hvorfor han satser alt på det, og hvad han reelt har betydet for miljøet.

Tegninger viser jo ret liderlige mænd, som helst skal give én jern på

Henrik Dencker

- Men jeg hader altså, at læderbøsse altid bliver fremstillet som dansende. Sådan er det jo slet ikke. Det er en kliché, der stammer tilbage fra ’Politiskolen’ (amerikansk komediefilmserie fra 1980’erne og 1990’erne, red.) Selvfølgelig danser vi også, men det hårde og selve nerven i lædermiljøet ser man ikke ret meget af i filmen.

- Det er dominansen og det seksuelle, der manglede. Og så var der altså for mange statister, der var fejlcastede. De så simpelthen ikke godt ud i læder, desværre. Og det står i kontrast til hans egne fantasier, som inspirerede ham i hans kunst, siger Henrik Dencker.

Fascineret af Tom of Finland siden barndommen

Henrik Dencker opdagede første gang Tom of Finland, da han var 10 eller 11 år, siger han.

- Min fascination har altid været der. Min bedstefar var sådan en rigtig uniformmand, som var i Livgarden. Jeg kan huske, at jeg syntes, han var en flot mand. Da jeg så kiggede i et Weekend Sex-blad omkring 1975, så så jeg de her tegninger. Og det var altså i et straight pornoblad. Og dér vidste jeg bare, at det var dét, jeg tænder på.

Siden har han brugt ’en formue’ på læder. Bare ét enkelt af hans sæt har kostet ham 30.000 kroner, fortæller han.

I de fleste tilfælde ser læder bare skide godt ud på en mand.

Henrik Dencker

Poul H. stiftede for første gang bekendtskab med fetichen i SLM i København, hvor han er formand.

- Når man kommer ind ad døren, og folk har gear på, så lærer man en masse nye mennesker at kende, som man på en almindelig bar aldrig ville falde i snak med, fordi folk står i klikker og ikke taler med hinanden.

- Man føler, man kan være på samme bølgelængde med andre, fordi man er fælles om den her fascination. Det er en måde at gøre både almindeligt socialt samvær, men også sex, sjovere på, siger Poul H.

Nogle kan føle det er en smule intimiderende

Hvordan reagerer folk, når I går igennem byen i det her tøj?

- Det er jo et stærkt statement. Det handler om mod, men det handler også om vores dna. Helt tilbage fra fortiden gik vi jo i læder, selvom det ikke var på den her kinky måde. Men i de fleste tilfælde ser læder bare skide godt ud på en mand. Det fremhæver ligesom mod, dominans og overlevelse.

- Når man ser folk på gaden, der reagerer, så tager jeg det med opløftede pande. Mange kan synes, det kan være en smule intimiderende, og det er egentlig fair nok. Man påtvinger jo folk til at forholde sig til det, siger Henrik Dencker.

’Tom of Finland’ kan ses på Blockbuster og iTunes fra 12. oktober.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve