Film-eksperter: 'Krigen' er på en umulig opgave i Hollywood

Selvom både ’Krigen’ og ’The Look of Silence’ er nomineret til en Oscar, er der kun én af filmene, der har en reel vinderchancer, vurderer to filmeksperter.

Joshua Oppenheimers dokumentarfilm 'The Look og Silence (tv.), har en reel mulighed for at vinde en Oscar. Det har 'Krigen' ikke.

- Et kæmpe skulderklap til dansk film

Sådan lyder det fra vært og redaktør på Filmland, Per Juul Carlsen, efter nyheden om at både ’Krigen’ og ’The Look of Silence’ er nomineret til en Oscar for henholdsvis ’Bedste udenlandske film’ og ’Bedste dokumentarfilm’.

- Man har jo talt meget om, at danske film var underrepræsenteret på filmfestivaler rundt om i verden. Med de to nomineringer til Oscar, er vi kommet stærkt igen, siger Per Juul Carlsen til DR Kultur.

Krigsfilm skal helst have et klart budskab

Han er overrasket over, at det lykkedes for ’Krigen’ at komme igennem nåleøjet og blive blandt de fem sidste nominerede.

Disse film er ’Krigen’ oppe imod

Embrace of the Serpent'

'Mustang,

'Son of Saul',

'Theeb'

- Amerikanerne vil som regel gerne have, at tingene er meget sort-hvide, når det kommer til krigsfilm. Derfor er det usædvanligt, at ’Krigen’ er nomineret, da slutningen på filmen er meget åben, og filmens hovedpersoner hverken er gode eller onde, siger Per Juul Carlsen.

Han mener ’Krigen’ tager fat i en problematik, som amerikanske filmskabere aldrig rigtig har turdet røre ved.

Krigen – Trailer

"Den rammer et sted hvor den almindelige amerikanske soldat kan være med."

Per Juul Carlsen

- Den rammer et sted, hvor den almindelige amerikanske soldat kan være med. Nemlig i det svigt og det dilemma man står i på slagmarken, siger Per Juul Carlsen og fortsætter:

- Det tror jeg, kan være ’Krigens’ store fordel.

Ungarsk film er storfavorit

Men selvom om ’Krigen’ nu er blandt de fem udenlandske film, der kan vinde en Oscar, så har den stort set ingen reelle chancer for at gøre det, siger Per Juul Carlsen.

I samme kategori som ’Krigen’ finder man nemlig den ungarske film ’Son of Saul’, der beskriver livet i en KZ-lejr under 2. verdenskrig, og det er stort set sikkert, at den løber med sejren.

Son of Saul "Official Trailer" 2015

- ’Son of Saul’ er en film, der passer bedre til Oscar-akademiets temperament, fordi den beskæftiger sig med en begivenhed, som alle kan være enige om, var frygtelig. Men det er samtidig en virkelig original fortalt historie, så det er en sikker vinder, vil jeg mene.

En unik fortælling fra KZ-lejrene

Også Informations filmredaktør Christian Monggaard er sikker på, at det bliver ’Son of Saul’, der løber med sejren, i kategorien ’bedste udenlandske film’.

"Son of Saul’ er en hamrende god film(...)Jeg tror simpelthen ikke, den er til at komme udenom"

Christian Monggaard

- ’Son of Saul’ er en hamrende god film, hvor jødeudryddelserne bliver fortalt på en måde, som man aldrig har set før. Jeg tror simpelthen ikke, den er til at komme udenom, siger Christian Monggaard.

Han ser til gengæld anderledes positivt på vinderchancerne for Joshua Oppenheimers ’The Look of Silence’.

The Look of Silence Official Trailer 1 (2015) - Joshua Oppenheimer Documentary HD

- Jeg synes faktisk, det er en stærkere film end ’The Act of Killing’(Joshua Oppenheimers sidste film, red.), og jeg tror, den har den fordel, at den har været med til at sætte gang i en bearbejdningsproces af folkemordet i Indonesien, siger Christian Monggaard.

Disse film er ’The Look of Silence’ oppe imod

‘Cartel Land’

‘Amy

‘What Happened, Miss Simone?’

‘Winter On Fire: Ukraine's Fight for Freedom’

Oppenheimers renomme kan være afgørende

At Joshua Oppenheimer har været nomineret til en Oscar før for netop ’The Act of Killing’, kan være både en fordel og en ulempe, mener filmredaktøren.

- Det kan være, at Oscar-akademiet tænker, at når han ikke vandt for sin første og mest banebrydende film, ja så skal han heller ikke vinde for denne. Omvendt kan det være, at de også tænker, at han nu for alvor har fortjent en Oscar. Det kan gå begge veje, siger Christian Monggaard.

"Joshua Oppenheimer har opbygget et stærkt ry som dokumentarist, og det taler bestemt til hans fordel"

Per Juul Carlsen

Også Per Juul Carlsen mener, det er realistisk, at ’The Look of Silence’ kan vinde en Oscar.

- Joshua Oppenheimer har opbygget et stærkt ry som dokumentarist, og det taler bestemt til hans fordel. Så jeg tror helt klart, der er en mulighed for, at den kan vinde en Oscar, siger han.

Oscar-uddelingen finder sted den 28. februar i Los Angeles.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve