Filmanmelder om den nye lego-film: Den er ualmindeligt fjollet og absurd

’LEGO Ninjago Filmen’ er både en fjollet film og et rigtig godt stykke pr for de farverige plastikklodser, mener DR's filmanmelder.

'LEGO Ninjago Filmen' er ikke så 'begavet en leg' som de to forgængere, men til gengæld virkelig underholdende, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen.

'Det handler om at se det hele fra en ny synsvinkel'. De siger det flere gange i Legos nye PR-kampagne forklædt som film, 'LEGO Ninjago Filmen'.

Først er det den gamle kineser i den mindst ligeså gamle butik, der giver et godt råd til den lille, langhårede dreng. Siden er det den onde skurk, Garmadon, der belærer sin gode søn, Lloyd, da de to endelig er ved at finde hinanden.

Og de har jo ret. Det er lige præcis det, Lego handler om. Nej, vent, det er det, al god leg handler om – ikke at se verden med kedelige og rationelle voksenøjne, men at skifte perspektiv og se mulighederne, at slippe fantasien løs og forestille sig alt muligt.

Når man betragter Legos små figurer, er det bare noget bemalet plastikskrammel, men hvis vi ser det fra en ny synsvinkel, er mulighederne uendelige.

Den grønne ninja og ham med den dobbelte overkrop

Se bare ham den mærkelige sorte starut med den dobbelte overkrop, de fire arme og det onde blik. Han hedder måske Garmadon, med en fiks omskrivning af Armageddon, Dommedag. Han ligner sådan en tosset superskurk af den slags, der drømmer om at erobre verden.

Om Lego Ninjago
  • Instruktør: Charlie Bean, Paul Fisher og Bob Logan
  • Danske stemmer: Caroline Fleming, Lars Mikkelsen, Henning Sprogøe
  • Premiere: 21. september

Måske bor han i en stor sort vulkan i havet ud for en storby. Måske fantaserer han om at erobre storbyen, der måske hedder Ninjago, uden at han selv kan huske hvorfor. Måske fik han engang en god omgang sushi i byen, men han kan ikke huske hvor, og nu erobrer han hele byen for at finde stedet igen.

Og se ham den grønne ninja med det halvlange blonde hår. Han kunne være den søn, som Garmadon aldrig har taget sig af, men som nu lever som helt almindelig teenager i byen. Han bliver måske mobbet af alt og alle, fordi hans onde far hele tiden forsøger at erobre byen. Og måske har han talrige komplekser, fordi hans far forlod ham, da han var spæd og aldrig lærte ham at kaste en bold eller gribe en bold, sådan som fædre lærer deres sønner.

Måske tænkte faderen 'se den lille skaldede tingest uden tænder, hvordan skal han nogensinde blive til noget? Og så skred han.' Måske hedder knægten Lloyd. Men Garmadon kalder ham L-loyd fordi der er to L’er.

Og se de fem venner, Lloyd har omkring sig. Det kunne være hans ninjavenner. Måske går de i skole sammen og bliver til en gruppe af ninjaer, der forsvarer Ninjago, når den onde Garmadon går til angreb. Hvilket dilemma for stakkels Lloyd, der så gerne vil have opmærksomhed fra sin far, ond eller ej.

Dejligt fuld af skøre indfald

Det handler om at finde synsvinklen. Det handler om at gøre det døde plastik levende.

Det har altid været idéen med Lego, ja, med alt legetøj for den sags skyld, og det har Lego understreget med deres nu tre lange animationsfilm, først 'LEGO-Filmen – et klodset eventyr', så 'LEGO Batman Filmen' og nu 'LEGO Ninjago Filmen'.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Med den ene hånd skaber Lego en helt utrolig marketingsform og et brand med sig selv som fantasiens bolværk mod kedsommelighedens tyranner.

Med den anden viser de lige præcis hvad leg kan: forandre verden, gøre verden levende igen, skifte fokus når omgivelserne bliver modbydelige, onde, hensynsløse eller frustrerende, som den lille langhårede dreng i begyndelsen af filmen, der søger ly for sine mobbere og bliver opfordret til at finde nye synsvinkler af den gamle kineser.

'LEGO Ninjago Filmen' skifter ikke bare synsvinkel på plastikdimser og slipper fantasien løs, den skifter hele tiden synsvinkel, den leger hele tiden, den er ualmindeligt fjollet, engang imellem surrealistisk og ligeså absurd og ligeglad med regler som gamle Monty Pythons Flying Circus.

Som når Garmadon indrømmer, at han har glemt, hvorfor han så gerne vil erobre Ninjago, og han mumler noget om, at det måske har noget at gøre med noget sushi, han engang fik.

Ninjago-filmen er ikke så begavet en leg som de to forgængere, men hold kæft hvor er den dejligt fuld af vilde og skøre og fjollede indfald. Den er i bund og grund et snedigt sammenstrikket stykke PR – men marketingsfolk forstår altså også at se verden fra en ny synsvinkel.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve