Filmmand hylder legendarisk instruktør med festival: Han kunne bruge tre uger på bare én scene

Han døde i 1999. Men hans filmværker holder stadig. I denne måned kan du opleve en medrivende udstilling om den store filmskaber Stanley Kubrick.

'Rumrejsen år 2001' fra 1968 er en af Stanley Kubricks mest ikoniske film. (© Warner Bros.)

Der skydes nye film af sted hele tiden. Nogle klarer sig godt, andre er døgnfluer.

Og så er der dem, der ikke bare klarer sig godt, men som høster anerkendelse flere årtier efter, at de er udkommet.

Men det er ikke alene filmen, der bør anerkendes og hyldes – det bør skaberne bagved også.

En af dem er filmskaberen Stanley Kubrick, der står bag klassikere som ’Ondskabens Hotel’,’Rumrejsen år 2001’ og ’A Clockwork Orange’.

Han tilskrives at være en af filmhistoriens største og mest betydningsfulde instruktører med sine ti udgivede film, og i hele 2017 fejres han i biografer, koncertsale og på biblioteker rundt om i Danmark.

Stanley Kubrick bag ved kamerat under indspilningerne af '2001: A Space Odyssey' i 1966. Til venstre ses den amerikanske skuespiller Keir Dullea i en rumdragt. (Foto: Keith Hamshere © 2010 Keith Hamshere)

Stanley Kubrick har 18 år efter sin død altså fået sin egen festival herhjemme i Kubrick Festival 2017, der særligt her i efteråret hylder legenden med arrangementer og filmvisninger.

Forfatter, filmmand og filmjournalist Søren Høy har stablet den velfortjente festival på benene – for ifølge ham er det meget få kunstnere, der har en portefølje, som er så stor, at de kan bære en festival.

Men det har Stanley Kubrick.

I denne måned kan du derudover også opleve filmudstillingen ’Stanley Kubrick – The Exhibition’ om den famøse filmkunstner på Kunstforeningen Gl. Strand i København. Udstillingen er skabt blandt andet gennem et personligt venskab med Kubrick-familien, som har hjulpet projektet godt på vej.

Stanley Kubrick kunne noget helt særligt

Ifølge Søren Høy var Stanley Kubrick noget helt særligt. Han var ikke bare en filminstruktør, men en kunstner på så mange måder, at han stadig efter flere årtier anerkendes for sine værker.

- En af tingene, der kendetegner ham, er, at han som den eneste filminstruktør forener alle kunstformer, fortæller Søren Høy.

For film er ikke bare film. Eller det kan i hvert fald godt være mere end bare det. Og det er Stanley Kubricks.

- Uanset om du er arkitekt, designer, komponist, forfatter eller filminstruktør, så vil du være inspireret, fordi han inddrager alle de kunstformer.

Hans evne til at bruge flere kunstformer gør, at alle mennesker på tværs af udtryk og faglighed kan finde noget i filmskaberen, mener Søren Høy. På den måde har han påvirket det kreative felt langt udover filmverdenen.

- Hans grafiske arbejde var også fuldstændig enestående. Hans plakater har dannet skole for, hvordan man laver filmplakater.

Og netop dette er en af grundene til, at han kan bære en udstilling.

Nedenfor kan du se en række af de filmplakater, som Stanley Kubrick har lavet.

Derfor holder Stanley stadig

Som det nok allerede tydeligt fremgår, så var overvejelserne bag Stanley Kubricks film ikke få.

Inddragelsen af alle kunstformerne og bevidstheden om et særligt udtryk i sig selv var en langvarig proces.

Men processen blev ikke mindre af, at filminstruktøren også var yderst kompromisløs i sine detaljer. Intet var overladt til tilfældighederne. Intet.

- Hvis det passede ham, så brugte han fem år på en film. Han kunne godt bruge tre uger på at indspille en scene, og hvis den ikke var i kassen, så fortsatte han, fortæller Søren Høy.

På udstillingen tages du igennem alle Stanley Kubricks filmværker. Her ses lidt fra 'The Shining'. (Foto: David Stjernholm)

Derfor er det, ifølge Søren Høy, en fantastisk oplevelse at se hans film, fordi de altid er gyldige. Hans værker rejser over tid, fordi kvaliteten er helt i top - og den kvalitetsbevisthed har inspireret andre.

- Når man har forstået hans arbejde, så bliver man lidt mere grundig. Man ser, at det kan godt betale sig at gøre sig mere umage, siger Søren Høy.

- Hans film er ligeså gode nu, som da de udkom, tilføjer han.

’Kig lige denne vej’

Måske sidder du lige nu og undrer dig over, hvorfor det lige er i år, at vi skal hylde filmskaberen? Er der et jubilæum?

Nej. Det er der nemlig ingen grund til.

- Vi laver udstillingen for at sige, at han simpelthen bare altid er gyldig og har haft så enorm stor indflydelse. Når der er så meget godt i filmhistorien, så er det også vigtigt, at der er nogle, der siger ’kig lige denne vej’, mener Søren Høy.

Men Søren Høy er også godt bevidst om, at det nok ikke er alle og enhver, der kommer rendende for at se udstillingen. Og det kan han sagtens forstå.

- Det er for at sige til de filminteresserede, at der er en mulighed her. Det er en vigtig viden for at kende kilden til de store fortællinger, slutter han.

Udstillingen 'Stanley Kubrick - The Exhibition' på Gl. Strand i hovedstaden kan opleves frem til 14. januar. Festivalen holder arrangementer frem til december.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve