Først Pippi Langstrømpe: Nu er Tom og Jerry også racistisk

Den verdenskendte tegnefilmserie med musen Jerry og katten Tom vil nu komme med en indbygget racismeadvarsel.

Amazon Prime Instant Video vil advare mod eventuelle racistiske scener i de klassiske kat og mus tegnefilm.

Det er ikke kun Pippi Langstrømpe, der står for skud når forskelligt børne-tv skal renses ud for, hvad der i dag betragtes som upassende betegnelser og stereotyper.

Nu bliver den klassiske kat versus mus fortælling 'Tom og Jerry' nemlig også taget op til revidering.

Det skriver BBC på deres hjemmeside.

Racistiske stereotyper

De fleste kender til historien om den snu mus, Jerry og den lidt ondskabsfulde kat, Tom, der kæmper en tilsyneladende evig kamp i deres amerikanske forstadshjem.

De klassiske tegnefilm er spækket til med voldelige kampe mellem de to ærkefjender, fremstillet på humoristisk vis. Det handler dog ikke om de drabelige kampe når det er blevet fundet nødvendigt at advare publikum.

'Tom and Jerry: The Complete Second Volume' vil nemlig nu blive vist for brugere af ydelsen Amazon Prime Instant Video med en tilhørende advarsel om, at de kan indeholde racistiske scener.

Det kommer på baggrund af anklager om racistiske stereotyper i serien, i form af fremstillingen af den mørklødede stuepige, der optræder flere gange.

- Tom og Jerry tegnefilm kan indeholde nogle etniske og racemæssige fordomme, som engang var normale i det amerikanske samfund. Disse skildringer var forkerte dengang og er forkerte i dag, lyder advarslen fra Amazon.

"Tom-hjernet" advarsel

Men ifølge den amerikanske kulturkommentator og sociologi professor, Frank Furedi er advarslen forkert. Han mener, at den udtrykker en form for falsk fromhed og udsteder selv en advarsel om, hvad han mener er en tiltagende type censur af det kulturelle liv.

Furedi har udtalt, at Amazon-advarslen er "tom-hjernet" og mener ikke, at man på sådan vis kan gå tilbage og kigge på datiden med nutidens briller.

- Vi læser historien bagvendt når vi dømmer folk i fortiden efter vores værdier, siger Furedi til BBC.

Advarsler i Mickey Mouse

Også Disney har før været ude og forklare eventuelle racistiske elementer i gamle klassikere. Et eksempel på dette ses på 'Mickey Mouse in Living Color Volume Two', som indeholder tegnefilm helt tilbage fra 1939.

Her dukker filmkritikeren Leonard Maltin løbende op i mellem de forskellige klassiske Mickey Mouse tegnefilm når de indeholder eventuelt stødende materiale for at advare og forklare.

Blandt andet i 'Mr. Mouse Takes a Trip' fra 1940, hvor Maltin kommer frem for at fortælle, at Mickey's indianerparodi ikke var ment som stødende, da den blev lavet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve