Har du også SKAMstinenser? Så kom forbi til fire Skam-arrangementer

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde sætter nu fokus på den betydning, Skam har fået i Danmark.

- Det er jo helt fantastisk, hvor stor en indflydelse serien har haft – ikke bare i Norge, men også her i Danmark, lyder det fra Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde. (© NRK)

Mens de danske Skam-fans venter spændt på fjerde sæson af den populære norske serie, kan de nu også glæde sig til om bare små to uger.

Her er fans - og alle andre for den sags skyld - nemlig inviteret til det første ud af fire Skam-arrangementer, der holdes på Schæffergården i Gentofte.

Schæffergården er ejet af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, der også ejer hotellet Lyseblu i Oslo. Her arbejdes der for at øge forståelsen og samarbejdet mellem Danmark og Norge.

Det er jo helt fantastisk, hvor stor en indflydelse serien har haft - ikke bare i Norge, men også her i Danmark.

Aja Bugge, konstitueret generalsekretær i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde

- I forbindelse med den her norske ungdomserie laver vi nu en stor satsning i Danmark. Det er jo helt fantastisk, hvor stor en indflydelse serien har haft - ikke bare i Norge, men også her i Danmark, og det vil vi gerne gøre noget ud af med de her arrangementer, siger Aja Bugge, der er konstitueret generalsekretær i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Slutter af med kæmpe Skam-fest

Det første arrangement handler om, hvordan Danmark er blevet interesseret i Norge og det norske sprog i kølvandet på Skam.

De andre arrangementer, der holdes i april, maj og juni sætter fokus på Skam set fra en medievinkel og hvad, Danmark kan lære af NRK, den norske tv-kanal, der står bag serien. Derudover ser man på tematikkerne i Skam som seksualitet, kærlighed, venskab og feminisme.

- Og det hele sluttes af med en stor Skam-fest, hvor meningen er, at Skam-fans i Danmark skal samles til et brag af en fest. Vi satser lige nu på, det bliver i juni, men vi ved endnu ikke helt, hvornår. Vi vil nemlig koordinere det med NRK, for vi vil også meget gerne have nogle af Skam-skuespillerne med, siger Aja Bugge.

Man kan læse mere om Skam-arrangementerne her.

Solgte billede til skuespillers far

Sideløbende med arrangementerne kommer der til at være en udstilling på Schæffergården med forskellige former for Skam-kunst, hvor amatørkunstnere kan få lov til at udstille deres værker.

En af udstillerne er 27-årige Pernille Eleonora Dieckmann fra Aarhus, der har tegnet flere af karaktererne fra Skam.

- Jeg har altid tegnet en del, men havde holdt en rigtig, rigtig lang pause. Jeg startede op igen med en Skam-karakter, fordi de fyldte meget i medierne, og så fik det pludselig så meget opmærksomhed. Og så var det sjovt at blive ved, fortæller Pernille Eleonora Dieckmann.

Pernille Eleonora Dieckmann har tegnet fire af figurerne fra Skam: Mahdi, Isak, Jonas og Magnus. (© Pernille Eleonora Yde Dieckmann)

Og hendes interesse blev ikke mindre af, at Marlon Langeland og David Sjøholt, der spiller henholdsvis Jonas og Magnus i Skam, begge har kommenteret på hendes tegninger på Instagram.

- Faktisk endte det med, at Marlons (Langeland, red.) far kontaktede mig og ville købe billedet af Marlon. Så det har jeg solgt til ham. Nu hænger originalen i Norge, og det bliver en kopi, der kommer med på udstillingen, fortæller hun.

Pernille Eleonora Dieckmann vil da heller ikke udelukke, at hun måske kommer til at tegne flere af skuespillerne fra Skam. Flere på Instagram har allerede spurgt hende, om hun ikke også vil tegne Even og William.

Udstillingen kan ses på Schæffergården fra den 5. april, hvor det første Skam-arrangement også afholdes.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve