Mette Frederiksen har meldt afbud.

Det er første gang i programmets historie, at en deltager har meldt afbud med så kort varsel.

Ni timer inden, at kameraerne begynder at køre, og sæsonens første omgang 'Quizzen med Signe Molde' skal i kassen i DR Byens Studie 6. Heldigvis har partifællen Dan Jørgensen sagt ja til at springe hurtigt til.

Værtinden selv har brugt hele ugen på at forberede sig på at få besøg af Mette Frederiksen og Kristian Jensen. Hun har været på arbejde i døgndrift, og nu sidder hun i sminken og bliver klar til at gå på skærmen.

Det er altid Birgitte Samson, der sminker Signe Molde. (Foto: Martin Fält © dr)

- Det ryster mig ikke rigtigt, at der kommer ændringer i sidste øjeblik, siger Signe Molde, mens sminkøren sprayer hendes hår med lak.

- Det er vildt, at vi har været i gang i så mange sæsoner. 'Quizzen' begyndte som en del af 'Søndag Live', som var et DR2-program. Det findes ikke længere, men jeg har overlevet, griner Signe Molde.

Kort om Signe Molde

40 år.

Bor i København.

Uddannet fra Danmarks Radio.

Gift med Peter Amelung og har to døtre.

Har tidligere været vært på blandt andet 'X Factor' og 'Zulu Late Night Live'.

Man skal blive ved

Efter de mange sæsoner med programmet har Signe Molde lært en del om den branche, hun arbejder i.

- Jeg er glad for, at vi har lavet så mange programmer, men jeg tror også, det er den eneste måde at gøre det godt på. At blive ved. I mediebranchen kan man godt komme til at flakke lidt rundt og lave en masse forskellige ting. Man bliver hurtigt forvirret. Men hvis noget er rigtigt, så skal man holde fast.

Signe Molde forlader sminkestolen.

Der er stadig nogle timer til, at programmet begynder. Inden da skal det hele prøves igennem to gange. Første prøve er lang, og her skal manuskriptet på plads.

Det sidste lys fikses, inden prøverne på 'Quizzen' kan begynde. (Foto: Martin Fält)

Signe Molde bladrer frem og tilbage i manuskriptet, inden det går løs. (Foto: Martin Fält)

Bange for at miste stemmen

Værtinden tager plads i sin vante stol i studiet. Foran sig har hun et manuskript, som hun streget ud og retter heftigt i, mens programmet bliver prøvet igennem, afbrudt af adskillige stop.

Hun drikker varm te og laver små stemmeøvelser, mens materialet bliver prøvet af og skrevet om.

- Jeg er bange for at miste stemmen, når jeg snakker så meget, fortæller Signe Molde og stemmer i en lang s-lyd.

En frisk kop varm te kommer ind fra højre, mens Signe diskuterer med holdet, som taler i hendes øresnegl.

Så er prøven i gang! (Foto: Martin Fält)

- Ikke sige 'pisse'. Ikke bande! Må jeg tage den her igen? Så lover jeg, at jeg går hurtigt over den næste.

- Jeg kan ikke vælge, det er tre gode historier. Sverige eller Hitler?

- Er der nogen, der har noget, jeg lige kan pudse næse i?

Der er meget, der skal skrottes, inden programmet kan ramme de magiske 28 minutter, som det skal vare.

'Vi skal skære ni minutter'

Signe Molde forlader studiet, flankeret af redaktør Lærke Kløvedal og manuskriptforfatter Jonathan Herrik, og sætter kurs mod redaktionslokalet tre etager over.

- Vi skal skære ni minutter, siger redaktør Lærke Kløvedal, da trioen samler sig om hendes computer.

Der er kun to timer til, at studiet er fyldt med publikummer, og Signe Molde skal byde velkommen til sine to gæster.

En rund fødselar

Nede i DR Byens studiefoyer er publikum ved at møde op.

Blandt dem er en del medlemmer af henholdsvis Socialdemokratisk Ungdom og Venstres Ungdom.

Men der er også publikum, som er til stede af andre end politiske grunde. En af dem er Niels Keller. I dag fylder han 70 år, og han har taget hele familien med ind for at se programmet. Det har han været mange gange før.

- Det er det mest intelligente program i DR. Hun er jo knivskarp, siger Niels Keller.

Så er det snart nu! (Foto: Martin Fält)

Politikerne ankommer

Mens publikum bliver varmet op af Jakob Sønder inde i studiet, er de to gæster ankommet på gangen udenfor.

I mellemtiden er der tid til et par hurtige spørgsmål.

Hvorfor stiller man egentlig op i 'Quizzen'?

- Konceptet er sjovt, og det handler om nyheder, siger Kristian Jensen.

- Dem følger vi med i hele tiden. Stemningen er loose, man føler sig i godt selskab.

Er I aldrig bange for at blive ristet?

- De fleste politikere har egentlig ret god selvironi, siger Dan Jørgensen, og Kristian Jensen stemmer i:

- Det bliver man nødt til at have, ellers skal man finde noget andet at lave.

Der er ikke meget tid til hyggesnak. Holdet er allerede et kvarter forsinket.

- Signe, vi skal bruge dig herinde nu, lyder en stemme fra døren til studiet.

'Velkommen til Quizzen!'

Værtinden sætter i løb mod døren, gennem studiet og op foran bordet og hilser på publikum.

I kulissen står manuskriptforfatter Jonathan Herrik og venter spændt. Det er hans anden sæson på programmet.

- Jeg trævler TV 2 News hver dag og læser alle aviser for at finde historierne, fortæller han.

- Det handler om at finde detaljerne. Der er nogle, som altid er gode at finde klip på. Brian Mikkelsen er en sikker vinder. Søren Pape kan også. Der er fest og glade dage, og der bliver sagt nogle sjove ting. Og så siger vi aldrig noget, som ikke er sandt. Det er det vigtigste.

Signe Molde tager plads i sin stol, og Dan Jørgensen og Kristian Jensen sætter sig på hver side af hende. Der er få sekunder til, at programmet går i gang. I mellemtiden når værtinden lige at sige hej til fødselaren Niels Keller og forsikre sig om, at han har fået fødselsdagssang. Det har han.

'5... 4... 3... 2... 1...' (Foto: Martin Fält)

- Godaften, kære venner, og velkommen til sæsonpremiere på 'Quizzen', siger Signe Molde til kameraet.

- Siden sidst er jeg blevet 40, har fået grå hår og har taget tre kilo på. Hvad med jer?

Alt kører nogenlunde som planlagt.

Bortset fra nogle små tekniske hik og så det, at begge deltagere snakker meget. Måske mere, end redaktionen lige havde forudset. Da programmet slutter, er det blevet fem minutter for langt. Det bliver skåret til i klipperummet torsdag, inden programmet bliver sendt.

En lang dag

Publikum begynder at forlade studiet. Men der er lige nogle stykker, som gerne vil tale lidt med værtinden og få et billede med hende. Blandt andre Arild Grue Lidin, som er meget glad for programmet.

Arild Grue Lidin (mf) er en af Signe Moldes fans, og han har glædet sig til at tale med den populære værtinde efter programmet. (Foto: Martin Fält)

- Vil du hilse på din største fan?, spørger Arilds ledsager.

- Åh ja, dig kan jeg godt huske! Og vi har skrevet sammen på Twitter, udbryder Signe Molde.

Arild får et billede med sin tv-heltinde.

De sidste publikummer er gået, og hele holdet samles til en debrief.

Hele holdet er samlet på tribunen i studiet for at tale om, hvordan programmet er gået. (Foto: Martin Fält)

Det har været en lang arbejdsdag.

- Vi gør det igen i næste uge, siger redaktør Lærke Kløvedal.

Holdet er allerede i gang med at diskutere, hvilke historier der skal være med i næste uge.

'Quizzen med Signe Molde' bliver sendt på DR2 torsdage klokken 21:30. Programmet kan streames på dr.dk/tv.