Kate Winslet indrømmer: Jack behøvede ikke at dø i 'Titanic'

Filmhistoriens største kærlighedshistorie behøvede ikke at ende i tragedie. Kate Winslet bekræfter, at Jack, spillet af Leonardo DiCaprio, kunne have undgået druknedøden i ’Titanic’.

Det hele begyndte så lykkeligt, men der gik ikke længe før Rose og Jack befandt sig i det iskolde atlantiske hav. (Foto: Archive Photos © 2012 Getty Images)

Det er snart tyve år siden, at ’Titanic’ havde premiere, og verdens pigehjerter blev kastet ud i sorg over Jacks druknedød.

Men der gik ikke længe, før konspirationsteorierne opstod. Var der plads til Jack på den stump dør, som Rose brugte som tømmerflåde?

I 2012 tog Tv-programmet Mythbusters sagen op, og de beviste, at der vitterligt var plads til både Jack og Rose på den flydende dør.

Til det svarede instruktøren James Cameron, at det var et spørgsmål om dørens flydeevne. Også her var Mythbusters hurtige til at bevise, at det problem ville være løst ved, at Rose placerede sin redningsvest under døren.

Nu bekræfter Kate Winslet, som spiller Rose, at Jack kunne have været reddet. Det skriver The Guardian.

- Der var rigeligt med plads på redningsflåden, indrømmer Winslet over for den amerikanske talkshowvært Jimmy Kimmel.

- Jeg er enig i, at han faktisk kunne have været på det stykke dør, tilføjer hun. Derved bekræfter Winslet, at en af filmhistoriens største kærlighedshistorier ikke behøvede at ende i tragedie.

Til anklagerne om, at han unødvendigt har knust tusindvis af kvindehjerter, har Cameron tidligere givet til genmæle, at det også er et spørgsmål om dramatiske hensyn.

Men hvem bekymrer sig om dramatiske hensyn, når man netop har set Leonardo DiCaprios Jack lide druknedøden?

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve