København jagter rollen som international filmby

I dag starter optagelserne til den første internationale film, der er blevet optaget i København siden 1960'erne. København jagter rollen som international filmby, men der er skarp konkurrencen fra resten af Europa.

København spiller snart hovedrollen i en Hollywoodfilm.

For i dag starter optagelser til 'The Danish Girl', der har Universal som distributør og to Oscarvindere i rulleteksterne.

14 dage frem filmer den Oscar-vindende instruktør Tom Hooper sin film med den Oscar-vindende brite Eddie Redmayne i hovedrollen som den danske kunstner Einar Wegener, der i 1931 som den første i verden fik foretaget en kønsskifteoperation.

Jagten på status som international filmby

Optagelserne til 'The Danish Girl' ville nok have fundet vej til København af sig selv, da den var rammen om Wegeners transformation og kærligheden mellem ham og hans hustru Gerda fra 1920'erne og frem.

Eddie Redmayne og svenske Alicia Vikander filmer i disse dage i Københavns gader The Danish Girl, hvor de spiller Einar Wegener og hans hustru Gerda. (Foto: SIMON LAESSOEE © Scanpix)

Men i stedet for tre dage varer optagelserne nu 14 dage med 50 scener optaget på 20 forskellige locations.

Det er god eksponering for København i jagten på en status som international filmby. Og det er i høj grad Copenhagen Film Funds fortjeneste, da den har skudt seks millioner kroner i produktionen.

- Lige siden jeg læste manuskriptet første gang, har det været en drøm for mig at filme her i København, siger instruktør Tom Hooper til Berlingske.

Senest har problemer med finansiering sendt ham til Litauen for at optage dele af den britiske tv-serie 'Elizabeth I' med Helen Mirren og Jeremy Irons.

- Det mest oplagte sted at optage er her i Danmark, men det havde ikke kunnet lade sig gøre uden hjælp fra Copenhagen Film Fund, forklarer Tom Hooper.

Skarp konkurrence fra resten af Europa

Men selv om det er oplagt, er det langt fra en selvfølge.

- Rent kreativt er Danmark allerede på verdenskortet med Broen og Borgen, og derfor har vi meget kreativ kapital, men vi har ikke verdens bedste støtteordninger, siger Copehagen Film Funds direktør Thomas Gammeltoft til DR Nyheder.

Copenhagen Film Fund har en pose penge på 35 millioner kroner fordelt over 2013-16.

Men med skarp konkurrence fra filmfonde over hele Europa, og byer som Prag og Budapest, der er billige at arbejde i, og som spytter penge i produktionen, er det noget af en udfordring at lokke internationale filmprojekter til Danmark.

- Det her var aldrig blevet til noget, hvis ikke filmfonden var gået ind i projektet. Men vi skal bruge tre gange så mange penge. Vi skal smede, mens jernet er varmt, siger han.

Det samme mener lektor ved film- og medievidenskab Eva Novrup Redvall.

- Der er enorm interesse for Nordic Noir, Skandinavien og København. Så det handler om at smede, mens jernet er varmt. Det er jo ikke nødvendigvis en hype, der varer ved, siger hun til Politiken.

Eddie Redmayne vandt en Oscar i år for sin rolle som videnskabsmanden Stephen Hawking i 'Teorien om alting'. (Foto: Liam Daniel © UNIVERSAL PICTURES INTERNATIONAL)

Oscarvinder er som spar es

Og det gør Copenhagen Film Fund, det bedste de kan.

De har et samarbejde med Skåne i støbeskeen og mødes med politikere fra København og resten af Sjælland for at skaffe flere støttekroner til store produktioner. Penge som investeres med en aftale om, at danskere tager del i produktionen.

- Vi er sat i verden for at skabe arbejdspladser, brande København og sørge for at det danske talent i filmbranchen bliver brugt, forklarer Thomas Gammeltoft.

Men konkurrencen for København er barsk.

Storbritannien lover skattefritagelse i bytte for britiske arbejdspladser og forbrug, og Stockholm lancerer snart en filmfond. Der er i alt mere end 70 fonde at tage kampen op imod.

Derfor var det som at sidde med spar es, da Eddie Redmayne - ansigtet på 'The Danish Girl' - en sen aften i februar scorede en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af Stephen Hawking i 'Teorien om alting'.

​- Det var jo snart sagt fem minutter, før han kom til København for at optage. Da vi opdagede det, blev vi herreglade. Det betyder enormt meget i kampen om at brande os, siger Thomas Gammeltoft til DR Nyheder.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve