Københavns Kommune fordobler sin støtte til filmfond

Politikerne på Københavns Rådhus fordobler sin økonomiske støtte til Copenhagen Film Fund, der lokker udenlandske film- og tv-produktioner til landet.

'The Danish Girl' med Eddie Redmayne i hovedrollen som danske Lili Elbe er blandt de film, som fonden senest har investeret i.

Copenhagen Film Funds arbejde med at få udenlandske film- og tv-hold til at optage deres scener i Hovedstadsområdet er lige blevet lidt nemmere. Fremover er der i hvert fald flere penge at arbejde med.

Et bredt flertal på Københavns Rådhus har nemlig vedtaget en fordobling af sin bevilling til filmfonden, der næste år modtager 15 millioner kroner.

Det oplyser Copenhagen Film Fund i en pressemeddelelse.

Fra Hollywood-film til ’Barnaby’

Filmfonden har senest fået to store filmproduktioner til København, nemlig Hollywood-filmen ’The Danish Girl’ med Oscar-vinder Eddie Redmayne i hovedrollen og den norske storfilm ’Bølgen’.

Begge film har netop været på Toronto International Film Festival.

Tidligere har Copenhagen Film Fund også sikret flere krimiproduktioner til hovedstadsområdet – blandt andet ’Barnaby’, der filmede sit 100. afsnit i København, og ’Wallander’ med britiske Kenneth Branagh i hovedrollen.

Københavns kommunes kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) roser filmfondens arbejde:

- Det er mange penge at prioritere i et budget, så det er et udtryk for den respekt, der er for det gode arbejde som Copenhagen Film Fund har udført for at tiltrække udenlandske film. Flertallet er med på, at de penge, vi giver, kommer flere gange igen til gavn for hele hovedstaden, siger Carl Christian Ebbesen i pressemeddelelsen.

BØLGEN - på kino 28. august!

"Udvikler filmbranchen til væksterhverv"

Udover Købehavns Kommune, der er fondens største bidragsyder, lægger både Region Hovedstaden og flere sjællandske kommuner også penge i fondens arbejde foruden en række private investorer. Her er målet at skaffe investeringer på yderligere 15 millioner kroner i 2016.

Thomas Gammeltoft, der er direktør i filmfonden, er naturligt nok begejstret for det økonomiske skulderklap:

- Københavns Kommunes bidrag viser, at fonden er lykkedes med at udvikle filmbranchen til et væksterhverv. Det er et stærkt signal, og flugter med at erhvervsminister Troels Lund Poulsen peger på, at de kreative erhverv som film og tv har et stort potentiale som vækstmotorer, udtaler Thomas Gammeltoft.

The Danish Girl - Global Trailer (Universal Pictures)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve