Kultseries første kvindelige hovedrolle skaber debat blandt fans

Science fiction-serien ’Doctor Who’ får for første gang en kvinde i hovedrollen som den tidsrejsende doktor.

Jodie Whittaker overtager den ikoniske rolle som Doctor Who i serien af samme navn fra kollegaen Peter Capaldi. (© BBC og Scanpix)

Der er både jubel og forbehold blandt fans af science fiction-serien ’Doctor Who’ efter nyheden om, at BBC for første gang har hyret en skuespillerinde til hovedrollen.

Serien har eksisteret siden 1963 og indtil videre har 12 skuespillere haft den bærende rolle som Doctor Who, en tidsrejsende ’tidsherre’ af et rumvæsen.

Fakta om 'Doctor Who'

‘Doctor Who’ havde premiere på BBC i 1963.

Serien følger en tidsherre, en tidsrejsende skabning fra planeten Gallifrey.

Overgangene fra de mange forskellige hovedrolleindehavere skrives ind i serien og bliver dermed en del af handlingen.

Jodie Whittaker debuterer i rollen i seriens særlige juleafsnit i år, når Doctor Who regenererer.

Men når rollens nuværende skuespiller, den 59-årige Peter Capaldi, til jul slipper rollen, overgår den for første gang til en kvinde, nemlig den 35-årige skuespillerinde Jodie Whittaker.

Det oplyser BBC.

Den forhenværende 'doktor' Peter Capaldi foran tidsmaskinen 'TARDIS' sammen med medskuespilleren Pearl Mackie, da han blev afsløret som den nye Doctor Who. (Foto: Tim P. Whitby © 2017 Getty Images)

Nyheden har skabt både jubel og frustration blandt seriens fans. Overordnet er der dog tilfredshed med valget af en kvinde.

- Min 8-årige datter løftede hendes knytnæve og råbte ”ja!”, da den nye Doctor Who blev afsløret. Tænker det er alt I har brug for at vide, skriver en bruger på Twitter:

Og det vrimler i det hele taget med positive reaktioner på Twitter som disse:

Ikke min doktor

Andre har dog ikke fidus til den kvindelige 'Doctor Who' og bruger hashtagget #notmydoctor. Tidsherren er nu engang en herre, skriver denne bruger:

De utilfredse fans får dog mange kommentarer med på vejen fra tilhængere af Jodie Whittaker som den 13. Doctor Who.

- Enormt overvældet som kvinde og feminist

Hovedpersonen Jodie Whittaker kalder det en ære at have fået rollen, og beroliger kultseriens mange fans.

- For det er en rigtig spændende tid, vi lever i, og ’Doctor Who’ repræsenterer alt, hvad der er spændende ved forandring, siger skuespillerinden til BBC og fortsætter:

- Fansene har været igennem så mange forandringer, og det her er bare en ny og anderledes forandring, men ikke en I bør frygte.

Hun fortæller, at hun selv er ”enormt overvældet som kvinde og feminist” over at have fået rollen.

Jodie Whittaker har tidligere blandt andet spillet med i serier som ‘Broadchurch’ og ‘Black Mirror’.

Tidligere sæsoner af 'Doctor Who' har været sendt på DR3 og kan lige nu ses på Netflix.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve