Timm Vladimir har flere gange i sit professionelle liv gået i helt nye retninger.

Fra skuespiller til landskendt tv-vært, til skuespiller igen, for nu at være endt som ejer af 'Vladimirs Køkken'; Et firma der underviser folk i at lave god mad.

Og nåh ja: Så har han også sagt ja til endnu en sæson som vært på ’Den Store Bagedyst’.

Aftenens gæst i DR1 programmet Flashback ville oprindelig gerne være bager, forsvarsadvokat og præst.

Han blev dog ingen af delene.

Til gengæld opnåede han og skuespillermakkeren Gordon Kennedy nærmest rockstjernestatus herhjemme, da de op gennem 1990'erne fortalte godnathistorier og jokes på landsdækkende tv. En status han tidligere har fortalt mere om i et selvportræt på DR Kultur.

SELVPORTRÆT: Timm Vladimir

"Folk stod og græd og smed tøjet foran os"

I dag kan Timm Vladimir se tilbage på perioden som en, hvor tingene til tider røg ud af proportioner.

- Det var da skidesjovt, da vi lavede ’Timm og Gordon’. Men det var også alt for meget. Jeg kan huske, at vi nogle gange blev nødt til at aflyse shows før tid, fordi folk stod og græd og smed tøjet foran os. Det var fuldstændig vanvittigt, fortæller Tim Vladimir i dag.

Timm og Gordon fra dengang de var landskendte i midten af 1990'erne. "Nogle gange kiggede vi på hinanden og tænkte: Hvad fanden, står der nogen bag os? Og er det dem, folk i virkeligheden klapper af?, har Timm Vladimir tidligere udtalt til DR Kultur. Foto: Scanpix (Foto: Ulla Voigt © DR Medier)

Kommer du og Gordon nogensinde tilbage som makkerpar?

- Vi har talt om det mange gange. Og svaret er nej. Jeg er ikke den nostalgiske type, og der er ting, skal man bare lade ligge. Det ville alligevel aldrig blive det samme.

Du er tilbage som vært på 'Den Store Bagedyst', og er kendt for at være en fremragende kok. Men kan du overhovedet bage?

- For at være helt ærlig er jeg ikke den store kagemand. Jeg bager en chokoladekage engang imellem om søndagen, som min søn er ret vild med. Men der er ikke plads til de store kageeksperimenter. Til gengæld er jeg vild med at spise kagerne i programmet, og det tager som regel helt overhånd, så jeg står med fem kilo kage på maven lige inden badesæsonen.

Er ellers ikke typen, der dummer sig

Timm Vladimir er fortsat vært på Den store bagedyst. Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er de to nye dommere, som skal bedømme den kommende sæsons (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Hvor tæt kommer du egentlig på deltagerne i ’Den Store Bagedyst’

- Det er meget forskelligt. Mange af dem er jeg blevet gode venner med undervejs, men det er ikke sådan, at vi ses privat. Men jeg har faktisk ansat Jesper fra sidste sæson af 'Bagedysten' i mit køkken, hvor han underviser i madlavning. Han er rigtig dygtig, og kan lide salt mad ligesom mig.

I aftenens udgave af ’Flashback’ kom det frem, at du har været tæt på at brænde en lade ned, fordi der gik ild i køkkenet, da du skulle lave mad til et selskab. Var du nervøs for, hvad de ville grave frem, fra din fortid, da du sagde ja til programmet?

- Jeg var faktisk mere nervøs for, om de overhovedet ville finde noget interessant, for jeg har aldrig været en person, der rigtig dummer mig på den måde. Men da jeg sagde ja til at være med, tænkte jeg med det samme, at de nok ville vælge den historie. For det var jo helt åndssvagt, det der skete.

Du kan se hvordan historien udspillede sig i klippet herunder.

Flashback: Tim Vladimir

Du har både været skuespiller og tv-kok. Kommer du også til at gå i en helt tredje retning karrieremæssigt?.

- Jeg tror også, det kommer til at handle om mad og madlavning fremadrettet. I hvert fald hvis jeg skal lave tv.

Blå bog: Timm Vladimir

  • Født 1968. Tv-vært, skuespiller, køkkenskoleejer og kogebogsforfatter.
  • Vandt ’MasterChef Danmark’ på TV3 i 2011 og igen i 2014. Siden har han etableret køkkenskolen Timm Vladimirs Køkken, været vært på flere madprogrammer samt udgivet kogebøgerne ’Timm Vladmirs køkken’ og ’Timm Vladimirs køkken – øvelse gør mester’.
  • Uddannet skuespiller i 1993 og har tidligere arbejdet som standupkomiker og radiovært. Især kendt fra samarbejdet med Gordon Kennedy.
  • Bor på Østerbro i København sammen med sin kone og sønnen Cassius.
  • Er igen vært når 'Den Store Bagedyst' bliver sendt på DR1 til efteråret.