Ny animationsfilm får hug af anmelderne: Er én lang skamløs reklame og helt uden hjerte

Torsdag har animationsfilmen 'Emoji Filmen' dansk premiere. Men det er ikke ligefrem de glade smileyer eller jublende emojis, der bliver hevet frem af de danske anmeldere.

'Emoji Filmen' har fået en hård medfart i hjemlandet USA, hvor den havde premiere 23. juli. Også herhjemme vender de danske anmeldere tomlen ned. (Foto: Jim Spellman © 2017 Jim Spellman)

Én stjerne fra BT og Berlingske, to fra Jyllands-Posten og Ekstra Bladet og tre hjerter fra Politiken.

Den nye animationsfilm 'Emoji Filmen', der har dansk premiere i dag, har allerede fået en aldeles hård medfart i hjemlandet USA.

Og det er heller ikke ligefrem de glade smileyer, de danske anmeldere hiver frem, når de skal beskrive deres indtryk af filmen, som blandt andre komikeren Ruben Søltoft og skuespillerne Stephania Potalivo og Niels Olsen lægger danske stemmer til.

Anmelderne revser både filmens indhold og dens tydelige reklame for diverse apps og nettjenester som YouTube, Spotify, Instagram og Candy Crush, der får Ekstra Bladet til at kalde filmen for 'én lang skamløs reklame' i dagens udgave af avisen.

Betegnelsen 'skamløs reklame' går også igen i Jyllands-Postens anmeldelse.

Emojis uden følelser

Filmen, som Sony Pictures Animation står bag, har 'tja'-emojien Gene som hovedperson. Han bor i SMSkilstrup inde i drengen Alex' mobiltelefon.

De fleste emojis kan kun udtrykke én følelse, men Genes følelsesspektrum er mere nuanceret, og det giver problemer for både Gene og for Alex, der gerne vil flirte med en sød pige fra sin klasse.

Alex vil have sin iphone nulstillet – og det skaber panik i emoji-land og sender hovedpersonen på en actionfyldt rejse gennem diverse kendte apps for at forhindre, at det sker.

Men selvom emojis er til for at udtrykke følelser, er det netop følelser, filmen mangler ifølge BT's anmelder:

- Det er faktisk ret ironisk, at en film om ikoner, der repræsenterer følelser, kan være så blottet for hjerte, varme og følelser, lyder det fra anmelderen.

Ingen dybde

Ifølge Jyllands-Postens anmelder levner filmen heller ikke plads til samme refleksion som andre animationsfilm:

- Her er tale om ren børneunderholdning, der er ikke det ekstra lag af temarefleksion, som så mange andre animationsfilm kan bryste sig af, lyder det i anmeldelsen.

Ifølge Ekstra Bladet skal filmen dog nok vække begejstring hos målgruppen alligevel.

- Helt så slem er den nu ikke, synes jeg. Blot ret ligegyldig - men det er der jo desværre så mange såkaldte familiefilm, der er. En discount-udgave af Pixars 'Inderst inde' fra 2015 kunne man også kalde den, skriver anmelderen og fortsætter:

- Men lur mig, om den primære målgruppe på syv- til tiårige mobiltelefon-afhængige unger ikke vil elske den.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve