Opsang fra anmelder: En filmanmeldelse må aldrig være doven og forudsigelig

Filmen ’Manifesto’ inspirerer anmelderen til et nyt manifest, der skal ændre verden.

I filmen 'Manifesto' ses skuespillerinden Cate Blanchett i 13 forskellige roller, hvor hun opfører 13 forskellige manifester. (© Natlys Film)

Det her er et manifest. Verden er alligevel fuld af filmanmeldelser.

Det skulle egentlig have været en filmanmeldelse af filmen ’Manifesto’. Men det ville ikke have været i filmens ånd.

På sin egen finurlige måde opfordrer filmen til, at nogen råber højt og river hul i mediebilledet, ikke på nogen grim og ubehagelig måde, men dannet og kultiveret, som til en fernisering på et kunstgalleri.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

’Manifesto’ er den tyske kunstner Julian Rosefeldts hyldest til historiens store manifester, især de kunstneriske.

Det er en fejring af, at nogen tager kunsten og virkeligheden så alvorligt, at de med stort overskud og klarsyn giver et bud på, hvordan verden bør se ud i fremtiden, om så det er Karl Marx og Friedrich Engels’ kommunistiske manifest, Tristan Tzara dadaistiske manifest, Andre Bretons surrealistiske manifest eller Lars von Triers filmdogme og Jim Jarmusch 10 regler om filmmageri.

Anmeldelsen er forfladiget til en domsafsigelse

Derfor er det her et manifest. En opsang til det slidte fænomen, 'anmeldelsen', som i stigende grad er blevet forfladiget til en domsafsigelse og en forbrugervejledning i nutidens hastige medier, i stedet for at være en refleksion og en tankeprovokation - en opfordring til at tænke videre end den film, der er udgangspunktet for anmeldelsen.

En anmeldelse skal provokere, ikke som en flabet knøs, der spytter på fortovet, men som en pludselig lyst til at have sex efter at have set et stykke nøgen hud på et smukt menneske ved køledisken i et supermarked.

PER JUUL CARLSEN, FILMLAND

Manifestet her er ikke så opfindsomt og stort sat op som Julian Rosefeldts film, der har hyret den australske verdensstjerne Cate Blanchett som blikfang, til at optræde i 13 forskellige roller, ikke som opfinderne af manifesterne, men som typer og figurer, der fører manifesterne ud i livet.

Jim Jarmusch' og Lars von Triers filmtanker bliver for eksempel sendt ud i verden gennem en skolelærer, der forklarer de store tanker for en flok søde små skoleelever.

Og popkunstneren Claes Oldenburgs manifest for kunsten fra 1961, bliver lagt i munden på en husmor, der holder bordbøn for sin fnisende familie.

Det er flabet, og det tager måske noget af alvoren ud af manifesterne, men det tilføjer dem noget andet, noget nyt, en ny energi, en ny sammenhæng, et nyt fartøj til at gøre det, manifesterne oprindeligt blev skrevet til: at rejse ud i verden.

Må aldrig gå den nemme vej

En filmanmeldelse skal ikke være en karakter. En filmanmeldelse må aldrig være en overskrift. En filmanmeldelse må aldrig være doven. Den må aldrig være forudsigelig. Den må aldrig gå den nemme vej.

En filmanmeldelse skal have en sjæl og den skal kunne føles. En anmeldelse skal provokere, ikke som en flabet knøs, der spytter på fortovet, men som en pludselig lyst til at have sex efter at have set et stykke nøgen hud på et smukt menneske ved køledisken i et supermarked.

Verden består af omtrent otte milliarder mennesker, og der vil være otte milliarder opfattelser af samme film. Der er ingen sandhed, kun oplevelser og fortolkninger.

PER JUUL CARLSEN, FILMLAND

En anmeldelse skal være et værk, et selvstændigt væsen ligesom den film eller roman eller kunstudstilling, den forholder sig til.

Enhver anmelder, der tror at man kan spidde en film og lægge den helt nøgen for verden, kan selv få lov at hænge i bar røv til offentlig skue.

'Manifesto' vender det hele på hovedet

Verden består af omtrent otte milliarder mennesker, og der vil være otte milliarder opfattelser af samme film. Der er ingen sandhed, kun oplevelser og fortolkninger.

Det er netop, det en anmeldelse skal forholde sig til. At være en oplevelse. En filmanmeldelse skal være skrevet af en kunstner, ikke en Mozart, en Picasso eller en Hitchcock, men et menneske, der har set hvordan verden kan skubbes, bare en lille smule og gøres større og rigere med få, velvalgte ord. En filmanmeldelse skal stræbe efter at være en oplevelse, gerne en lige så stor eller større oplevelse end selve den film, den anmelder.

En filmanmeldelse skal ikke være en undskyldning. En filmanmeldelse skal ikke være et frimærke, gemt væk på bagsiden af et tillæg. En filmanmeldelse skal ikke være en åndløs kultursekretærs undskyldning for at bringe filmstof.

En anmeldelse skal turde sige fra. En anmeldelse skal gøre som Julian Rosefeldts ’Manifesto’, vende det hele på hovedet, provokere, inspirere, overraske, udfordre og vække det døde til live.

'Manifesto' har dansk biografpremiere i morgen den 24. august.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve