Oscar-jury vil hylde McConaugheys comeback

Det handler ikke bare om talent - det handler også om følelser, når Oscar-akademiet skal finde sine vindere. Se her, hvis tur det er til at vinde i år.

Oscar-bejlerne Matthew McConaughey og Jared Leto i 'Dallas Buyers Club', der handler om en hiv-smittet cowboy. (© UIP)

Nogle gange er det ikke nok, at en skuespiller har leveret en pragtpræstation i en film.

Ofte er det historien om skuespilleren selv, der får de mere en 6000 medlemmer af Oscar-akademiet til at stemme på dem - og de stemmer med hjertet.

Sådan er det også i år, vurderer to filmeksperter, der begge peger på Cate Blanchett og Matthew McConaughey som de helt oplagte vindere inden for hovedrolle-kategorierne i år.

Udbrændt skuespiller får opblomstring

- Man kan sige, at det måske var Leonardo DiCaprios tur, men stemningen er klart til fordel for Matthew McConaughey. Man har gået og ventet på, at han skulle få et comeback, siger DRs kulturkommentator Niels Frid-Nielsen.

Informations filmanmelder Christian Monggaard er enig.

- For fem år siden var han en halvudbrændt skuespiller og var mest med i nogle surferkomedier og romantiske film. Han lagde godt ud i 1990'erne, men så gik det ned ad bakke. Nu ser vi pludselig en dygtig skuespiller, der får en opblomstring, siger filmanmelderen til DR Kultur.

Velkommen til McConaugheys år

Det er på mange måder Matthew McConaugheys år, siger Christian Monggard og fremhæver ikke bare skuespillerens Oscar-nominerede rolle som HIV-smittet cowboy i 'Dallas Buyers Club', men også amerikanerens roller i 'The Wolf of Wall Street', 'Mud' og HBO-serien 'True Detective'.

- 'Dallas Buyers Club' er en god film og Matthew McConaughey gør det fremragende. Han taber også 25 kilo til rollen. Så det er i det hele taget historien om hans renæssance som skuespiller, siger Christian Monggaard.

Talent overskygger snak om overgreb

Det er til gengæld en lidt anden historie med Cate Blanchett, der er nomineret for sin rolle i Woody Allen-filmen ' Blue Jasmine'.

- Bedste kvindelige skuespiller har ligger fast længe. Hollywood vil præmiere Cate Blanchett og indirekte instruktøren Woody Allen. Det er Blanchett, når hun er bedst og der var en kæmpe lettelse, da Allen kom tilbage med denne film, siger Niels Frid-Nielsen.

Men hvad med den store mediefokus på instruktørens mulige overgreb mod sin adoptivdatter? Det kommer næppe til at ramme Cate Blanchett.

- Det er set før, at man forsøger at angribe en film. Men Blanchett har været favorit til at vinde en Oscar lige siden filmen havde premiere sidste år. Det er en glansrolle til hende og hun bærer virkelig den film på sine skuldre, siger filmanmelder Christian Monggaard.

Voldsom slavefilm er årets bedste

Begge filmkendere er enige om at slavefilmen '12 Years A Slave' vinder i kategorien bedste film - men at bedste instruktør bliver Gravety-instruktør Alfonso Cuarón.

- '12 Years A Slave' er en vigtig og god film. Så mange film om slaveri er der jo heller ikke lavet. Det er også en vigtig film at give en Oscar, så man kan vise, at man er villig til at tage diskussionen om slaveri, siger Christian Monggaard og fortsætter:

- Egentlig er det dumt at dele bedste film og instruktør op i to kategorier, men i år giver det god mening. Det er på sin plads at rose Alfonso Cuarón for at han har sat nye standarder for, hvordan man laver en rumfilm med en gribende menneskelig historie.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve