The Revenant topscorer ved Bafta-prisuddeling

Engelsk prisuddeling giver fem statuetter til den Oscar-nominerede ’The Revenant’.

Alejandro Gonzalez Inarritu og Leonardo DiCaprio fremviser priserne, de har vundet ved Bafta-prisuddelingen i London. (Foto: Andy rain © Scanpix)

Overlevelsesdramaet The Revenant med Leonardo DiCaprio i hovedrollen har ryddet præmiebordet ved den årlige prisuddeling 'British Academy Film Awards (Bafta) – der uddeles af den britiske forening British Academy of Film and Television Arts.

The Revenant tog prisen for bedste film, mens Leonardo DiCaprio tog prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i filmen.

Filmens instruktør, Alejandro G. Inarritu, vandt prisen for bedste instruktør, og filmen vandt samlet fem af priserne ved den stjernespækkede begivenhed i London, skriver nyhedsbureauet Reuters.

"The Revenant" har desuden vundet prisen for bedste cinematografi og for lyd.

I filmen, der allerede har vundet flere priser, portrætterer DiCaprio pelsjægeren Hugh Glass, der efter at være blevet angrebet af en bjørn, bliver efterladt til at dø af sine medrejsende under en ekspedition i 1820’erne. Han overlever dog og beslutter sig for at søge hævn.

Skuespillerinden Brie Larson har vundet prisen for bedste kvindelige hovedrolle for præstationen i filmen "Room" om kvinden, der har været bortført og misbrugt i årevis af en psykopat.

Filmen "Brooklyn", der handler om irske immigranter, vandt prisen for bedste britiske film.

Blandt kritikere og branche anses Bafta-prisen for at være et godt fingerpeg om, hvem der kan forventes at løbe med de eftertragtede Oscar-statuetter, der bliver uddelt senere på måneden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve