Serie-ekspert: Netflix valgte en vild strategi - og vandt

Tv-serie-kender Keld Reinicke giver sit bud på, hvorfor Netflix har formået at få 100 millioner betalende kunder i butikken.

'House of Cards' er en af flere succeser, som er lavet specifikt til Netflix. Andre eksempler er 'Orange is The New Black', 'Narcos' og 'Stranger Things'.

Det er en ”vild historie”, at streamingtjenesten Netflix har vokset sig så stor, at den i ugens løb forventes at ramme bruger nummer 100.000.000.

Det mener Keld Reinicke, der er tidligere kanaldirektør på TV 2 og en af Danmarks fremmeste eksperter inden for tv-serier og streaming.

I øjeblikket ser han med stor fryd serien ’BoJack Horseman’ - en serie om en ”hest, der er en afdanket tv-stjerne” og et af mange eksempler på såkaldt Netflix original-indhold.

Og netop serier produceret specifikt til Netflix er en af hemmelighederne bag streamingtjenestens succes, mener Keld Reinicke.

- De valgte en strategi, der var ret vild, siger han; nemlig at bruge mange penge på originalt indhold.

- Branchen tænkte jo, at de var sindssyge. ’Hvorfor ikke bare købe nogle gode produktioner og vise dem? I tror simpelthen, at I er bedre til at lave tv, end folk der har lavet det i hundrede år?’

Netflix gav de kreative frihed

Men Netflix insisterede på modellen og skabte blandt andet den politiske tv-serie ’House of Cards’, der blev en stor succes.

Serien er instrueret af David Fincher, der blandt andet tidligere har lavet film som ’Alien’, ’Se7en’ og Fight Club’, og med sig havde han den Oscar-vindende skuespiller Kevin Spacey.

Grunden til, at Netflix kunne – og stadig kan – tiltrække så store kapaciteter, er ifølge Keld Reinicke, at tjenesten ikke sætter så mange regler op for sine kreative samarbejdspartnere.

Netflix gav folk frihed til at lave serier, som de ville

Keld Reinicke

- Normalt blander tv-stationer sig helt vildt. Der er hele tiden en masse redaktører og mennesker, der skal mene en masse hele tiden. Og det kan man godt blive rigtig irriteret af som kunstner, siger Keld Reinicke.

Og så gjorde Netflix noget helt genialt, mener han.

- De gav folk frihed til at lave serier, som de ville. De behøvede ikke en fokusgruppes mening om et pilotafsnit, men sagde bare: ’Hvis I vil lave denne serie for Netflix, får I ti episoder med det samme.’

Og den metode og tillid appellerede til mange talenter, der med Netflix både fik gode penge, en masse frihed og et stort publikum.

- Og så er det fandeme svært at være tv-branchen, siger Keld Reinicke.

- Det lyder simpelthen så logisk i dag, kan han godt se.

- Men det var det bare ikke, da Netflix gik i gang med den strategi, siger han, og tilføjer, at tjenester som HBO og amerikanske Showtime siden har ladet sig inspirere af strategien.

Svært at få folk til at abonnere

Keld Reinicke er alligevel overrasket over succesen, ”som ingen havde forudset”, da Netflix i 1998 blev lanceret som et dvd-udlejningsselskab, hvor man modtog en dvd per brev, hvorefter man så den og sendte den retur.

- Jeg synes, at det er utrolig flot, at de er blevet så store. Det er sværere end som så at få så mange brugere til at betale et forholdsvist dyrt abonnement hver måned (i Danmark starter priserne ved 79 kroner, red.). Det er meget lettere at få folk til at abonnere på noget, der er gratis, siger han.

En anden genistreg, der ifølge Keld Reinicke også er en del af fortællingen om succesen, er den lokale forankring, som man for eksempel kan se i serien ’Narcos’.

Tv-stationerne lider under Netflix' succes

Keld Reinicke

- Den foregår både på amerikansk og spansk og henvender sig dermed også mere direkte til et spansktalende publikum. Og på samme måde er Netflix også i gang med at lave den første danske Netflix-serie ('The Rain' er danskproduceret og kommer til 2018, red.).

Keld Reinicke mener dog, at det kunne være ”dejligt med en konkurrent eller to”, der i popularitet kunne måle sig med Netflix.

- Mediemæssigt er Netflix ved at blive meget magtfuld, og det er aldrig sundt, at der er én kanal, der står så stærkt. Det er godt med konkurrence, så det ikke er Netflix alene, der bestemmer, hvad der udbydes på streamingtjenester, siger han.

Succes på bekostning af tv-stationerne

Hvem lider under Netflix’ succes?

- Det gør tv-stationerne. De lider blandt andet, fordi de yngre seere ser markant mindre tv, siger han og henviser til en rapport fra januar, som DR Medieforskning har lavet.

Her fremgår det blandt andet, at unge under 40 hellere vil undvære DR, TV 2 og TV3 end Netflix og Youtube.

- En konsekvens af dette kan blive, at DR bliver skåret ned, for hvorfor skal de have så mange penge, hvis ingen ser indholdet, spørger Keld Reinicke.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve