Serier er gode mod stress: Her er dem, du skal se

'24 Timer' eller 'House of Cards'? Det er afgørende, hvilken serie du vælger, fortæller eksperter.

Det er kan faktisk være rigtig godt for din hjerne at slappe af til en serie. Og også at se op til flere afsnit ad gangen. Men det er ikke ligegyldigt hvilken serie, du vælger, ifølge psykolog Majken Matzau. (Foto: Melissa Moseley / © Netflix / Scanpix)

Nu sidder du der igen. I sofaen foran serierne og - måske - din dårlige samvittighed.

Men er der grund til den dårlige samvittighed, når du lander dér med udsigter til et par timer i selskab med din yndlingsserie?

Nej, ikke hvis du spørger psykolog Majken Matzau og speciallæge i psykiatri Peter Lund Madsen.

Binge Watching
  • Binge watching beskriver fænomenet, hvor du forskanser dig foran skærmen og kværner en masse afsnit af din yndlingsserie på én gang.
  • Binge racing er endnu en målestok for serie-sening. Her er der tale om fænomenet, hvor du ser en hel sæson i løbet af 24 timer.
  • I den årlige medieforskningsopgørelse over danskernes medieforbrug, viste DRs Medieforsknings tal fra 2016, at 2 ud af 5 streamer mindst ugentligt.
  • Og når man spurgte de 15-39 årige, hvilken tv-platform, de ville savne allermest, hvis den forsvandt, svarede hele 20 procent Netflix.

Serier som kur mod stress

Psykolog Majken Matzau, der er direktør i egen erhvervspsykolog-virksomhed, bruger faktisk ofte serier i sin behandling af stressramte klienter.

- Er man nået så langt ud, at ens nervesystem er brændt sammen af stress, så er det eksempelvis ikke muligt at meditere eller dyrke mindfulness for at slukke for tankerne. Der anbefaler jeg i stedet mange af mine klienter at se serier, forklarer hun.

Den prisvindende serie 'Mad Men', der handler om reklamebranchens første storhedstid, er blandt de serier, som Majken Matzau anbefale stressramte at se. (Foto: Frank Ockenfels/AMC © HBO Nordic)

- Jeg anbefaler ikke nødvendigvis, at man binge watcher. Men tre til fire afsnit ad gangen er helt fint, præciserer Majken Matzau.

- Når man sætter sig ned i sofaen foran skærmen, slapper hjernen af. Serier er designet til at hypnotisere os, så vi bliver suget ind i seriens univers og har lyst til at se flere afsnit. Og mens man ser en serie, har hjernen ikke kapacitet til at tænke over alt det, der stresser én, forklarer Majken Matzau.

Sådan narrer serier din hjerne

Men hvordan kan en serie overtage styringen af din hjerne?

- Grunden til at særligt spændingsserier virker så stærkt og nærmest hypnotiserende på hjernen, er fordi hjernen er skabt til at forsøge at forudse, hvad sker kommer til at ske, forklarer speciallæge i psykiatri Peter Lund Madsen og fortsætter:

- Og så længe forudsigelserne holder stik, slapper hjernen af.

For mens du sidder og er grebet af spørgsmålet om hvorvidt i ’Game of Thrones’-Cersai slipper af sted med sin seneste plan om at overtage verdensherredømmet, er der ikke plads til andre bekymringer i din hjerne.

Og det er en mekanisme, som seriernes manuskripter udnytter.

- Det serier ofte gør, er at de bygger nogle karakterer op, som vi føler os følelsesmæssigt forbundne til. Karakterer, som vores hjerne per automatik forsøger at forudse et handlingsforløb for, forklarer Peter Lund Madsen.

- Det formodede handlingsforløb lægger en fælde for din hjerne, når manuskriptet så gør det modsatte af, hvad din hjerne havde forudset. Dermed lægger serier hele tiden gåder ud for din hjerne og fastholder din opmærksomhed, præciserer Peter Lund Madsen.

Hvilken serie skal jeg så se?

Og netop pointen med, at særligt spændingsserier ikke nødvendigvis er ren hjerneafslapning, er vigtig. For det er ikke alle serier, der har en afstressende virkning på din hjerne.

Hvis du har brug for at slappe af og slippe stressende tanker, anbefaler Majken Matzau særligt at se efter serier med følgende karaktertræk:

  1. Mange afsnit og sæsoner, så du uden problemer kan blive helt indhyllet i et univers over en længere periode.
  2. Lavt indhold af vold og død.
  3. Et overordnet plot, der er spændende nok til at holde din interesse over længere tid - uden at være for spændende, vel at mærke.

Hvilken serier, der er bedst for lige præcis dig, er en individuel smagssag. Men helt generelt advarer Majken Matzau mod serier som eksempelvis den hæsblæsende ’24 Timer’-serie, der følger agenten Jack Bauer i 24 skæbnesvanger timer:

- Serier som ’24 Timer’ er designet til at aktivere ens stresssystem og er derfor bestemt ikke egnet til stressbehandling, forklarer Majken Matzau.

Adrenalinserien '24 Timer' fra 2001-2010 med skuespiller Kiefer Sutherland i hovedrollen, er et eksempel på en serie, der ikke er god at se, når man forsøger at bearbejde stress, siger psykolog Majken Matzau. (Foto: ho © Scanpix)

Og det er netop en series evne til at få hjernen til at slappe af og lukke for alle andre tanker, der taler for, at man af og til dykker ned i en hel sæson af en serie frem for eksempelvis en film:

- I film har man meget kort tid til at forstå et univers. Oftest vil en film også gerne have dig til at stille spørgsmålstegn ved handlingen undervejs, hvilket stiller krav til dig som seer, siger Majken Matzau.

- I serier er man derimod i det samme univers igennem mange afsnit, og din hjerne skal derfor ikke forholde sig til noget nyt hele tiden, forklarer Majken Matzau.

Peter Lund Madsen bakker op om Majken Matzaus anbefaling, men tilføjer:

- Man kan ikke regne spændingsserier som ren hjerneafslapning, men for folk hvor hjernen kører i et alt for højt gear, som eksempelvis hos folk, der lider af stress, er det godt, fordi det i særlig grad udfordrer hjernen til at tænke på noget andet.

Så ked dig dog!

Men som med så meget andet, er det en god idé at gå til serie-sening generelt, og binge watching i særdeleshed, med måde. Om man er stresset eller ej:

- Der er ikke noget skadeligt i at se serier eller at binge watche. Med mindre det begynder at gå ud over din søvn, pointerer Peter Lund Madsen.

Og så er det også vigtigt ikke at glemme gode, gamle underholdningskilder som eksempelvis bøger. Eller at stirre ud i luften, for den sags skyld, siger Peter Lund Madsen og forklarer:

- Særligt i en tid, hvor skærmene kæmper om vores opmærksomhed og hjernen konstant påvirkes af impulser udefra, er det vigtigt at give plads til tanker, der kommer inde fra hjernen selv, afslutter Peter Lund Madsen.

Serier der er gode for stressramte seere, ifølge Majken Matzau

  • Downton Abbey (sæson 1-6 kan streames på Amazon Prime Video)
  • House of Cards (sæson 1-5 kan streames på Netflix)
  • Grace & Frankie (sæson 1-3 kan streames på Netflix)
  • Mad Men (sæson 1-7 kan streames på HBO Nordic, Netflix og Viaplay)
  • Suits (sæson 1-5 kan streames på Netflix)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve