Skuffende billetsalg: Kun 3000 har set ’Tordenskjold og Kold’

Anmelderne var splittede, men billetsalget taler sit tydelige sprog: den nye film om nationalklenodiet Tordenskjold flopper.

Der var store forhåbninger til Henrik Ruben Genz' 'Tordenskjold og Kold'. Men med kun knap 3000 solgte billetter den første uge flopper filmen. (© SF film)

Anmelderne kan sige nok så meget om en film, men den endelig dom fældes af publikum.

Billetsalget for den første uge er nu gjort op for Henrik Ruben Genz’ film ’Tordenskjold og Kold’, og det skuffer fælt. Helt præcist har kun 2992 købt billet til at se filmen de fire første dage, selvom den bliver vist i 81 biografer landet over.

Det skriver Jyllands-Posten.

Filmen har kostet 36 millioner kroner at producere, og den beskedne omsætning opgøres på nuværende tidspunkt til en halv million kroner.

Det står derfor klart, at filmen om nationalklenodiet Tordenskjold ikke bliver en indtjeningskilde for folkene bag.

Det er Nimbus Film som, i samarbejde med 19 finansielle partnere, har produceret ’Tordenskjold og Kold’.

TORDENSKJOLD & KOLD (2016) - Official Trailer

Bo Ehrhardt, direktør for Nimbus Film, fortæller til Jyllands-Posten, at billetsalget naturligvis skuffer, men at årsagen skal findes i filmens eksperimentelle karakter:

- Originale historier har brug for medløb fra anmelderne, og det har ’Tordenskjold og Kold’ ikke fået. Faktisk har den fået alt fra én til seks stjerner af avisernes kritikere, en absurd spredning, jeg aldrig har oplevet før. Til gengæld frygtede vi historikernes skepsis, men de har været positive, forklarer Bo Ehrhardt, som tilføjer:

- Heldigvis er filmen dygtigt skruet sammen økonomisk. Vi er mange om risikoen, men vi taber penge, det er klart.

'Tordenskjold og Kold' fik premiere i torsdags.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve