Stein Baggers banemand: To scener er hele afsnit ni af 'Bedrag' værd

Næstsidste afsnit af Bedrag lider af iltmangel, grundet alt det, der hobes på for at skrue spændingen helt op. Men særligt to scener er guld værd, mener ugens gæsteanmelder

Ugens gæsteanmelder Dorte Toft så gerne at 2. sæson af 'Bedrag' blev med fokus på figuren Nicki, der spilles af Esben Smed. (Foto: Christian Geisnæs © Type 1)

Den eneste heltinde i DRs dramaserie Bedrag, journalisten Mia, er en død kvinde, og den eneste helt, whistlebloweren i det betændte firma Energreen, er lagt død, uskadeliggjort via karaktermord orkestreret af firmaets smukke chefjurist Claudia.

Med den udgang på sidste uges rigtig gode episode, var der i søndagens afsnit lagt op til fornyet hærgen blandt dem, for hvem målet helliger ethvert middel, og som der blev pøset på.

Dorte Toft

Dorte Toft (født 1944) er dansk journalist og freelancer. Hun blev i slutningen af 2008 bredt kendt som journalisten, der var stærkt medvirkende til at afsløre den svindel, som førte til IT-Factorys konkurs og direktør Stein Baggers fald.

Hun har tidligere arbejdet for blandt andre Berlingske, DR, Dagbladet Børsen og Computerworld.

Hun blogger fortsat for Berlingske Business. Bloggen kan læses her.

Ligeså blev der skruet op for bimboerne, Bimse og Lina – henholdsvis kammerat og kæreste til den kvikke, kriminelle automekaniker Nicky. Linas far med rockerrelationerne gav dem selskab ved at agere hændervridende idiotisk, at vi alle på forhånd vidste det ville gå galt.

Jovist, alle trick blev taget i brug for at gøre seriens næstsidste afsnit til den hæsblæsende klimaksfyldte kulmination, der typisk går forud for sidste afsnit i en spændingsserie. Om vellykket dramaturgisk set eller ej, overlader jeg til professionelle anmeldere at vurdere.

Svindlernes foretrukne jagtmarker

Min opmærksomhed gælder især, om fiktionen overgår virkeligheden eller omvendt. Som en person, der gennem årerne har fulgt en pæn andel af habitklædte svindlere og plattenslagere samt deres vellønnede anløbne medløbere, er der megen virkelighed i denne serie, og valget af branchen med vedvarende energi som platform for svindelen er helt rigtig.

"(...)valget af branchen med vedvarende energi som platform for svindelen er helt rigtig"

Dorte toft

Det er en af de foretrukne jagtmarker for svindlere i de seneste halve snes år.

I 1990’erne og starten af det nye årtusinde derimod sniffede de oversmarte drenge store muligheder i it-relaterede selskaber. Der var kæmpesuccesser at henvise til, og teknologier er typisk for kompleks at forstå for både banker og medier, der kvier sig ved at stille ”dumme spørgsmål”, men gerne lader sig imponere.

IT Factory for eksempel ville blive den næste ”Intel inside”, bare på softwareområdet, påstod Stein Bagger. Bankerne, pressen og revisorerne åd eventyret råt.

John Trolle, den ferme købmand og svindler bag Memory Card Technology, kunne også uantastet fortælle om at puste giganten Kingston i nakken. En humlebi blandt de danske plattenslagere, der stadig rumsterer, ynder i sine sirenesange om børsnotering at betegne sit firma som den næste ”Google”.

Skræmmeeksemplet Olicom

På tech-området er også set mange børsnoteringer, som aldrig burde være fundet sted. Konkret svindel er der dog langt imellem, men det skorter ikke på forsøg på at lokke de naive og de grådige på gyngende grund, hvor kun ejere og banker slipper forgyldte fra.

Olicoms notering i 1997 på Københavns Fondsbørs er et af de mest eklatante eksempler herpå. Firmaet var Nasdaq-noteret, da det stadig havde en fremtid, men da teknologien var tæt på sit endeligt, lod Olicom sig også notere i København. Provenuet blev på 333 millioner kroner, og kun 9-10 millioner blev kanaliseret videre til selskabet. Blot to år efter var ”successen” slut, og kerneforretningen måtte sælges fra.

Massevis af aktionærer i teknologifirmaer har stået tilbage med lang næse og bitre kommentarer på Euroinvestor-debatforaet med advarsler, som f.eks. vedrørende en genganger ved tvivlsomme børsnoteringer: ”Den mand kan snakke en sulten ko ud af en kløvermark og investorenes penge op af lommen.”

"(...) de mest smarte drenge er for længst draget videre til det nye, komplekse område, med svimlende udsigter, nemlig vedvarende energi."

dorte toft

Skepsis har derfor bredt sig, og de mest smarte drenge er for længst draget videre til det nye, komplekse område, med svimlende udsigter, nemlig vedvarende energi.

Men tilbage til fiktionens energiselskab med både vindmøller og ny strømteknologi. Der er travlt i alle tre bedrageriske lag – på toppen, hos Energreen, i efterforskningen, hos Bagmandspolitiet, og på gulvet, i autoværksstederne.

Citronen presses

I Energreen, vil direktøren Alexander ”Sander” Søndergren, spillet sammenbidt af Nikolaj Lie Kaas, presse citronen yderligere, selv om han og hans seneste Partner in Crime, chefjuristen Claudia Moreno (Natalie Madueño) har indgået aftale om oprydning.

Et pyntet kvartalsregnskab med pænt overskud på bundlinjen udsendes for at holde de nye aktionærer glade, og for at lokke endnu en kapitalfond til at spytte millioner i kassen, der er helt tom.

Sanders gamle ”kreative” højrehånd, den nedkørte finansdirektør Ulrik Skov (Lars Simonsen), har makket ret og gjort det igen. Og Claudia følger, efter en vag protest, sit vante mønster med egennyttigt at acceptere Sanders bøse argumentation, der denne gang går på, at det koster dyrt at rydde op.

"Det ender tilmed med halløj på køkkenbordet, da Sander om aftenen kommer forbi for at undskylde sin bøse tone."

dorte toft

Det ender tilmed med halløj på køkkenbordet, da Sander om aftenen kommer forbi for at undskylde sin bøse tone.

Den gråskæggede svenske morder i Energreens sold kommer på sporet at, at bilmekanikeren Nicky (Esben Smed) ikke blot havde iPad’en med svindeloplysninger fra en ”bortvist” trader, men at han også havde nuppet traderens to millioner Euro.

Svenskeren kræver pengene – vist helt til sig selv. Bange Bimse argumenterer via en jernstang, og Nickis svigerfar tager den sårede svensker på en køretur, der ender galt. For svigerfar.

Politimanden Mads (Thomas Bo Larsen), der er udlånt til Bagmandspolitiet, vælger endnu en gang at bøje loven i sin besathed for at få skovlen under Energreen.

Bag ryggen på sine kolleger indvier han en af Energreens største kreditorer, Vestsjællands Bank, for realiteterne bag kvartalsregnskabet. Det ender med en uhørt kort frist til energiselskabet om at betale de udestående 200 millioner kroner, hvis en konkursbegæring skal undgås.

Om stoppet, mens legen er god

Den statelige bestyrelsesformand for Energreen, hr. Kristensen (Waage Sandøe) får forinden nys om bankkravet via sit Old Boys netværk og kræver en løsning af sin direktør. Men da bankens krav konkurstrussel offentliggøres, og direktøren appellerer til hr. Kristensen om at skaffe et midlertidigt lån på 200 millioner, lader hr. Kristensen masken falde.

”En gang imellem skal man stoppe, mens legen er god. Vi har taget projektet, så langt som vi skal, og hevet de penge ud, vi kan.”

På et efterfølgende pressemøde fortæller hr. Kristensen, at udviklingen kommer helt bag på ham, og der desværre synes at være tale om svindel.

"De to scener elsker jeg. Selvfølgelig har hr. Kristensen for længst lugtet lunten, men helt bevidst aldrig krævet at vide noget helt konkret"

dorte toft

De to scener elsker jeg. Selvfølgelig har hr. Kristensen for længst lugtet lunten, men helt bevidst aldrig krævet at vide noget helt konkret. Han havde nydt bestyrelseshonoraret, repræsentationsrejserne og spotlightet, det gav at stå i spidsen for et så visionært, succesrigt firma. Men han havde også sikret sig, at ryggen var fri, og i sekundet, korthuset falder, kommer ansvarsfraskrivelsen.

Alt kommer overraskende for hr. Kristensen, han er ført bag lyset, og der har åbenbart været svindlet. Alt tørres af på næste led. Går den, så går den, og det gør den alt for ofte.

Det er meget sjældent, at bestyrelsesmedlemmer, om erhvervsikoner, fallerede topchefer, eller advokater med møderet for højesteret, drages til ansvar for forsømmelser. Og det er endnu mere sjældent, at de dømmes.

Bestyrelsers sammensætning er en del af blåstemplingen af en virksomhed, men jeg adskiller mig sikkert fra flertallet af erhvervsjournalister ved at finde bestyrelsers reelle betydning vildt overdrevet – ligesom kongehusets.

Hr. Kristensen får sikkert knapt en ridse i lakken. Om hans bebudelse af, at direktøren Sander nok også skal klare sig holder, får vi se. I tidligere afsnit er konstateret, at netop hans underskrift savnes på holdbart bevismateriale, mens ledelseslaget under, Ulrik Skov og Claudia Moreno, kommet til at betale regningen.

Overrasker Claudia igen?

Måske kommer vi til at se Sander gentage bestyrelsesformandens ord om, at han er overrasket, ført bag lyset af sine betroede medarbejdere. Men måske kommer vi til at se chefjuristen Claudia Moreno byde på en ny overraskelse – en gave til bagmandspolitiet, så hun selv skånes.

Sander? Er han realistisk skildret? Man så ham udfolde karisma, men mest i de indledende afsnit. Man så ham skrue bissen på, når hans underordnede ikke straks makkede ret, lidt i retning af, at ”fatter du ikke det her, så er du simpelthen for ubegavet”.

Han er lynhurtig til at præstere nye argumenter, gangbare nok for anløbne medløbere og andre, der drømmer mest om pengepotentialet. Men. Jeg savnede i rollen mere af den kraft i både karisma og i trusler, som jeg har observeret i den virkelige verden.

"Den bedste rolle af alle var Claudias. Seriens hovedforfatter, Jeppe Gjervig Gram, har fulgt tendensen til at sætte en stærk kvinde ind i en ellers så typisk mandsrolle."

dorte toft

Den bedste rolle af alle var Claudias. Seriens hovedforfatter, Jeppe Gjervig Gram, har fulgt tendensen til at sætte en stærk kvinde ind i en ellers så typisk mandsrolle.

Der er også det skamfulde forhold, at arbejdet kan betyde mere end ens barn, og det virker nok mere beklemmende, når kvinden står for den prioritering.

Direktion med medløber

Direktionsmedlemmer som medløbere! Jovist, svindlere overlevede ikke uden disse. Ansæt de ambitiøse med for store tanker om sig selv, løn dem fyrsteligt, fortæl dem om millioneventyret, der ligger lige om hjørnet, og belær dem ikke mindst om de ydre fjender.

"Direktionsmedlemmer som medløbere! Jovist, svindlere overlevede ikke uden disse."

dorte toft

IT Factory var et klasseeksempel. En forgyldt topledelse, hvoraf flere faktisk havde it-erfaringer, så igennem fingrene med, at Stein Bagger løj udadtil – og overfor de menige.

Han løj om ”det helt revolutionerende fremtidsprodukt”, der skulle gøre IT Factory til softwarebranchens ”Intel inside”, han løj om salgssucces med produkter, der aldrig var kommet på markedet, fordi selvsamme ledergruppe havde standset lanceringen af de elendige produkter, og han løj om relationen med stærke IBM.

Adspurgt, hvorfor direktionsmedlemmer ikke råbte højt om de udsagn, de selv vidste var løgne, kom bortforklaringerne som disse:

”Jeg var ansat med henblik på salget af det fremtidige produkt. Alt det eksisterende var ikke min opgave, og i øvrigt er det sikkert journalisterne, der citerer Stein forkert.”

”Hvorfor skulle jeg dog betvivle hvad direktøren sagde, han ejede jo halvdelen af firmaet. Det gør man bare ikke.”

”Jamen, jeg havde travlt med udviklingen af det fremtidige produkt, og at Stein overdrev… det har han altid gjort, og han har ikke rigtig styr på teknologierne”.

Og så var der direktionsmedlemmet, der holdt helt kæft. Ham, der stod Stein Bagger allernærmest. Ham, der i dag nyder sin rigdom i udlandet og som alligevel på LinkedIn tilbyder salgsrådgivning. Som hobby.

Bagmandspolitiet lod dem alle gå fri, og benyttede én af dem som egen rådgiver, også ved salget af de sølle rester. Vi får se, om bagmandspolitiet også i fiktionens verden, holder sig til de allermest lavthængende frugter.

Polariserede postulater

DR-dramaseriens beskrivelse af bagmandspolitiets ageren fængede mig aldrig rigtig. Personerne var for karikeret – rollerne polariserede postulater.

"DR-dramaseriens beskrivelse af bagmandspolitiets ageren fængede mig aldrig rigtig. Personerne var for karikeret – rollerne polariserede postulater."

dorte toft

Selv ikke ham med den største rolle, Mads (Thomas Bo Larsen) fængede mig. Rollen var læsset til med asociale træk, og modvægten ”den gode familiefar” klingede ikke rent i længden. Måske var det intentionen, en antihelthelt, men jeg tror ikke på en ny sæson med Bagmandspoliti-aktørerne i spil.

Derimod kunne jeg ønske en serie med fokus på Nicki-figuren, fordi der var masser af nuancer i rollen, og fordi der immervæk er så mange flere på gulvet end i de høje luftlag, og dem kan man alligevel så rigeligt få med via deres fine firmabiler.

Men allermest tror jeg på en ny Nicki-sæson, fordi rollen blev spillet helt overlegent af Esben Smed, selv når manusforfatterne lod hans bimbo , Lina med de pink hårspidser (Julie Grundtvig Wester) gå helt ud dum-med-dum-på-tangenten.

Den, der giver en lyst til at kvæle kvindemennesket og tage hele kvindekønnet med i samme ombæring, altså den, der pr. tradition aktiverer den store irritation og dermed accelerer det følelsesmæssige engagement.

Nicki måtte for min skyld gerne være enlig far med masser af succes, samvittighedskvaler og sex i begyndelsen af den nye serie.

dorte toft

Den undslupne gråskæggede morder truer hende garanteret på livet i sidste afsnit for at få millionerne fra Nicki, og desværre overlever hun nok. Nicki måtte for min skyld gerne være enlig far med masser af succes, samvittighedskvaler og sex i begyndelsen af den nye serie.

Du kan se eller gense hele aftenens afsnit af 'Bedrag' på DR TV her. Du kan også læse mere om serien på 'Bedrags' Facebook-side, som du kan klikke videre til herunder.

Er du klar til det næstsidste afsnit af 'Bedrag'? Hvad tror du kommer til at ske?Vi ses i aften kl. 20.00 på DR1.

Opslået af Bedrag - DR på 21. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve