Stjerneskuespiller i vild forvandling til ny film: Jeg er virkelig træt af grøntsagsjuice

At træde ind i rollen som ballerina i ’Darling’ var hårdt arbejde for Danica Curcic.

Danica Curcic skulle gennemgå lidt af en fysisk forandring for at kunne spille rollen som primaballerina i balletfilmen 'Darling'. (Foto: Christian Geisnæs © Zentropa)

Danica Curcic har med rollen som balletdanser i den nye danske film, ’Darling’, givet sig selv lidt af en udfordring.

En udfordring, der blandt andet består i det faktum, at hun aldrig har danset før.

Men det er nu ikke noget, der afskrækker en af dansk films nyeste stjerner.

- For mig er det enormt interessant at gå ind i miljøer, der ligger langt fra mig selv, siger Danica Curcic om skuespillet.

- Især i det her tilfælde. At tage en maske på, der er så langt fra min egen normale krop, og se, hvad det gør ved psyken og det mentale.

Og netop det mentale pres spiller en stor rolle i ’Darling’.

Her får primaballerinaen Darling en alvorlig skade, der sætter en stopper for hendes balletkarriere, og hendes verden falder langsomt fra hinanden.

For hvem er hun uden dansen?

Mere end blot et arbejde

- Jeg kan sagtens sætte mig ind i det her med, hvad det ville sige at miste min stemme eller min førlighed og ikke kunne spille mere, siger Danica Curcic, når hun ser på sin rolle i ’Darling’.

- På den måde er både skuespil og dans jo meget mere end et arbejde, fordi man bruger sig selv og sine følelser i så ekstrem høj grad.

- Der kommer det serbiske ind, siger Danica Curcic om sit ophav og forældrenes forventninger til, at hun gik direkte videre i uddannelsesforløbet efter gymnasietiden.

Men da hun først prøvede kræfter med skuespillet, var der ingen vej tilbage.

På den måde er skuespil og dans jo meget mere end et arbejde, fordi man bruger sig selv og sine følelser i så ekstrem høj grad.

Danica Curcic

- Jeg tror bare, jeg fandt hjem i mig selv i skuespillet, siger hun om begyndelsen på den karriere, der hurtigt skulle tage fart.

Inden da skulle hun dog på ret eventyrlig vis lige en tur forbi Skuespilhuset. Ikke som skuespiller, men som bartender.

- Jeg drømte mig bare op på den scene, og så var det jo så fint, at min debut netop blev der.

Det var med hovedrollen i stykket ’Lulu’ i 2012, og siden er der kommet mange flere roller til, både på teatret, på film og på tv.

Skulle ligne en danser på fire måneder

Nu har Danica Curcic sin hidtil største og formentlig også mest krævende rolle, hvor hun både i krop og sind skildrer en skadet balletdanser.

Og det var et arbejde, der var lidt i en liga for sig selv.

- Vi taler om minimum fire måneders træning. Og når det så samtidig var et nyt miljø for mig, og jeg ikke selv havde danset før, så var det en ordentlig mundfuld.

Den ordentlige mundfuld indebar daglig træning i dans, pilates og styrketræning under kyndig vejledning af blandt andre to ballettrænere, der hele tiden var klar til at spotte, når Danica Curcic lavede en bevægelse, der afslørede, at hun ikke er danser.

Også selvom hun egentlig slet ikke skulle danse i filmen.

- Jeg kommer aldrig til at kunne lære at danse, så hver gang min rolle skulle danse, var det to body-douples der gjorde det.

- Balletdansere bruger jo hele deres liv på de bevægelser. Der var nogle bittesmå trin, jeg skulle lære, men ellers handlede det nærmest kun om min gang, mit ansigt og mit kropssprog.

Danica Curcic forberedte sig til rollen som ballerina ved indgående at studere balletmiljøet og professionelle dansere. (Foto: Christian Geisnæs © Zentropa)

Men det var også hårdt på én gang at skulle lære en rolle og samtidig en helt ny verden at kende, der betød en masse rettelser.

- Der var ikke noget facit for, hvor meget jeg skulle tabe mig og den slags. Jeg vidste jo bare, at hvis jeg skulle lave et autentisk portræt, så skulle jeg jo se ud som en balletdanser.

Presset betød foruden den hårde træning også en kostplan, der skar alt det væk, der ’lidt gør livet værd at leve’, med et ganske markant vægttab til følge. 14 kilo røg der undervejs.

Der var ikke noget facit for, hvor meget jeg skulle tabe mig. Jeg vidste jo bare, at hvis jeg skulle lave et autentisk portræt, så skulle jeg se ud som en balletdanser.

Danica Curcic

- Altså det skal jo heller ikke lyde som om, jeg yder vold mod mig selv. Det er mit arbejde og jeg elsker det. Men det er klart, at det selvfølgelig var hårdt med kosten. Men jeg tog det også som en selvfølge. Det er en del af faget.

- Men jeg er virkelig træt af grøntsagsjuice. Og selleri!

Få kvindelige hovedroller skildrer derouten

Krævende roller er ikke noget nyt fænomen for Danica Curcic, der tidligere har kastet sig over de mere udfordrende af slagsen.

Blandt andet som stofmisbruger i ’Fasandræberne’ og i den amerikanske tv-serie, ’The Mist’ og som nøgen og alene på scenen i den roste forestilling ’Lort’ på Husets Teater.

I ’Darling’ oplever Danica Curcics rolle et sammenbrud, der bringer hende langt ud i de psykiske afkroge.

Men den slags udfordrende roller hænger faktisk ikke på træerne, hvis man er kvinde, mener Danica Curcic.

- Jeg synes ikke, det er så tit, at der bliver lavet kvindelige hovedroller, der skildrer en deroute, eller hvor man ikke ser de mest flatterende sider af hende, og måske får nogle flere lag med ind.

- Derfor er jeg også virkelig glad for, at jeg i hvert fald indtil nu har fået roller, der rent faktisk gør det. Det har været sindssygt fedt.

Dog mener Danica Curcic, at det går den rigtige vej i branchen og at der for eksempel i tv bliver lavet nogle spændende kvindekarakterer.

Selv synes hun, det er et privilegie at kunne åbne op for forskellige grænselande igennem forskellige karakterer og kulturer, og snart får hun endnu en lejlighed til at prøve kræfter med ukendt terræn, når hun skal indspille sin første serbiske film. Det er en udfordring, hun glæder sig til.

- Det bliver mega fedt. Det er jo et helt andet temperament og en anden kultur, så det bliver spændende.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve