Stop med at skamme dig! Dansk instruktør giver fuckfinger til det perfekte

Den danske instruktør Annika Berg fandt otte piger på de sociale medier til at spille fandenivoldske teenagere i ’Team Hurricane’. En film, der handler om den uredigerede teenager i stedet for voksenlivets kontrol.

Annika Berg modtog i weekenden Verona Film Club Award under filmfestivalen i Venedig.

Pippi Langstrømpe er et af Annika Bergs idoler.

En pige, der bare tør larme, fylde noget og har modet til at være sig selv. Alt andet er spild af energi.

Det mener Annika Berg, hvis ungdomsfilm i dag får premiere på nettet.

Annika Berg

Er født i 1987.

Har instrueret to film: kortfilmsdokumentaren 'Sia' og spillefilmen 'Team Hurricane'.

'Sia', der handler om 93-årige kvinde Sia, modtog en Robert i kategorien årets korte fiktion, mens 'Team Hurricane' i weekenden modtog en Verona Film Club Award ved filmfestivalen i Venedig.

I filmen ’Team Hurricane’, som i fredags modtog Verona Film Club Award for programmets mest innovative film ved filmfestivalen i Venedig, følger vi otte teenagere, der – lidt ligesom Pippi Langstrømpe – ikke endnu er blevet ramt af voksenlivets kontrollerede version.

- Filmen handler om teenageres indre liv og om de følelser, man har som teenager, men som man senere distancerer sig fra.

- Teenagere har mange og forskellige følelser, fordi de oplever tingene for første gang. Når man bliver ældre, bliver man mere forfængelig i forhold til den uredigerede teenager, og de uredigerede er mere direkte i kontakt med alle sider af sig selv, siger Annika Berg.

Film om vildskab

Da Annika Berg begyndte med filmen, var hendes formål at lave noget, hun selv gerne ville have set, da hun var teenager.

En film, hvor man kan se skønheden i de mange sider, som er fremherskende i teenagelivet. Vildskaben. Klodsetheden, alt det klumpedumpede og det fandenivoldske.

Hun mener, at det kan være farligt at skamme sig over - eller ligefrem undertrykke - det ægte jeg for at behage andre.

- Der er mange mennesker, der har det problem. Jeg tror, at man er mere for andre og for samfundet, hvis man ikke bruger al sin energi på at være noget andet, end den man er, og man ikke skammer sig over den, man er.

- For mig er man mere over for andre og for samfundet, hvis man er ægte over for sig selv og ikke bruger sin energi på at være noget andet. Der er så mange kvinder, der har noget at byde på, men som bruger al energi på ikke at fylde noget på den ene eller anden måde. Og det er spild af energi.

Så man må rigtig gerne fylde meget som person?

- Nej, ikke nødvendigvis. Men man skal ikke holde sig tilbage, hvis man har en god idé. Altså det at fylde noget lyder som noget dårligt, men det er det ikke nødvendigvis. Det er også at bidrage, siger Annika Berg.

Skuespillere fra sociale medier

Selvom filmen er en spillefilm, så er der meget selvbiografisk over den. Både i forhold til Annika Berg selv, men også i forhold til de piger, som spiller med.

Pigerne er nemlig ikke egentlige skuespillere, men er blevet udvalgt på de sociale medier ud fra Annika Bergs egne mavefornemmelse. Og desuden er de blevet opfordret til at bidrage med deres personlige historier under produktionen.

Nu har du modtaget en Robert og en italiensk filmpris. Hvad betyder det for dig og dine kommende film?

- Jeg føler, at folk har mere lyst og interesse i at se de mere eksperimenterende film, som er anderledes end de film, vi normalt laver herhjemme. Jeg har haft opfattelsen af, at folk ikke rigtig gad det, jeg gerne vil, fordi det var for mærkeligt.

- Men nu skal jeg bare i skrivereksil. Jeg er sådan en person, som godt kan lide at være ude i naturen uden nogen mennesker omkring mig for bare at skrive. Jeg ved, jeg godt kan lide at lave film, men jeg gør det for filmens skyld og ikke for at fremme min karriere. Så jeg gør det så længe, jeg har lyst.

Du kan købe adgang til ’Team Hurricane’ fra i eftermiddag her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve