Teknisk fejl fik publikum i Cannes til at buhe over Netflix-film

Man var nødt til at afbryde filmen 'Okja' bare fem minutter inde i visningen. Baggrunden for publikums reaktion viste sig dog at være mindre dramatisk end først antaget, fortæller DR Kulturs udsendte.

Den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar (på scenen) er leder for den jury, der skal uddele åres Gyldne Palmer. Han mener, at kun film, der kan vises i biograferne, skal have chance for at vinde priser i Cannes - og publikum støtter ham tilsyneladende op. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Scanpix)

Der blev råbt skældsord, da filmen 'Okja' fra streamingtjenesten Netflix blev vist på filmfestivalen i Cannes fredag morgen.

Man var nødt til at afbryde fem minutter inde i visningen af filmen, fordi der blev piftet og buhet uafbrudt.

Uden nærmere forklaring startede man igen filmen. Da logoet for Netflix tonede frem på skærmen, blev der buhet igen. Men derefter faldt folk til ro og fulgte filmen på lærredet.

Blev vist i forkert format

Det var dog i første omgang ikke Netflix, der blev buhet af, fortæller DR Kulturs udsendte i Cannes, filmanmelder Per Juul Carlsen.

- Der blev ikke buhet af filmen, fordi det var en Netflix-film. Filmen bliver produceret i mange forskellige formater, og den blev sat i gang i det forkerte format, der gjorde, at noget af filmen blev vist uden for lærredet. Der blev vist ti minutter af filmen, inden operatørerne blev opmærksom på det, fortæller Per Juul Carlsen.

- Det sker meget sjældent i Cannes – de plejer at have tjek på det, fortæller han.

Da filmen igen blev sat i gang - i det rigtige format - var der dog nogen, der havde buet, da Netflix-logoet blev vist. Og i det tilfælde var der måske tale en lille protest mod Netflix, siger Per Juul Carlsen.

- Nogen buhede, og vi andre klappede. Jeg synes, det er et forfriskende element, siger han.

Filminstruktørformand utilfreds

'Okja' har Tilda Swinton og Jake Gyllenhaal i hovedrollerne. Det er en af de mest rødglødende filmtitler på dette års filmfestival i den sydfranske by Cannes.

Men der er mange kontroverser. Netflix har nægtet at vise filmen i franske biografer.

Lederen for den jury, som skal uddele åres Gyldne Palmer, den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar, har på forhånd sagt, at kun film, der kan vises i biograferne, skal have chance for at vinde priser i Cannes.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve