Tysk film laver en omvendt Hollywood og gør det med bravour

Stjerneforfatteren Stefan Zweigs sidste dage vækkes smukt til live i ’Stefan Zweig – farvel til Europa’

Hvis ’Stefan Zweig – Farvel til Europa’ er en svær film at følge med i, er det kun fordi, vi er vant til at se historier blive fortalt på en helt anden manipulerende måde, skriver Per Juul Carlsen.

Vi er så vant til, at nogle kommer og rusker os op efter 20-25 minutter, at vi bliver helt utrygge, når det ikke sker. Hvorfor sker der ikke noget, tænker vi instinktivt.

Nogle af os bliver endda så utilpas, at vi i løbet af nogle minutter har stemplet filmen som dårlig – bare fordi den ikke gør, som film plejer.

Hvorfor ringer nazisterne ikke på døren hos Stefan Zweig? Hvorfor flygter han ikke med døden i hælene gennem Østrig og ud af Europa?

Fordi tyske Maria Schrader ikke har kreeret en typisk film bygget op omkring den trygge berettermodel, hvor der altid kommer et chokerende point of no return efter 20-25 minutter. Hun bruger heller ikke de traditionelle vendepunkter, hvor historien bølger frem og tilbage mellem opture og nedture for at holde os fanget.

Stefan Zweig

Instruktør: Maria Schrader

Medvirkende: Josef Hader, Barbara Sukowa, Aenne Schwarz

Premiere: 7.9.2017

Chokket kommer til sidst

Der er et chok i ’Stefan Zweig – Farvel til Europa’, men det kommer til sidst. Og det har sin effekt. I den første halvanden time består Schraders film af en håndfuld lange og stort opsatte enkeltscener, der kun i meget lille grad puffer dramaet af sted.

Først er vi til stort middagsselskab hos en brasiliansk politiker, hvor Zweig bliver præsenteret. Så er vi til stormøde i foreningen PEN i Buenos Aires, hvor Zweig er den store stjerne, men alligevel nøler med at kommentere på den politiske udvikling i 1930’ernes Tyskland.

Siden rejser Zweig og hans kone væk fra Sydamerika til sneen i New York. Så er vi tilbage i Brasilien, hvor de forsøger at etablere en hverdag. Med meget mere.

Knækket af Hitler

Gennem de 8-10 tableauer tegner Maria Schrader meget nænsomt et billede af Stefan Zweig som en litterær celebrity, en af Tysklands mest læste forfattere, der hyldes overalt, hvor han kommer frem i Sydamerika.

Men han er samtidig et knækket menneske, der er overbevist om at det højkulturelle, dannede Europa, han har forladt, er ved at blive knust for altid af Hitler og hans bøller.

Det er ikke selve de lange scener, der skal få Stefan Zweig til at træde levende og karakterfuld frem for os. Vi skal ikke, som i typiske amerikanske film, have noget helt specifikt at vide om hovedpersonen i hver scene. I stedet giver Schrader os masser af rum og tid til selv finde ud af, hvad vi vil med de lange scener, hun bygger op. Det er forvirrende til at begynde med, for hvad skal vi dog med al den plads, hvor vi som tilskuere bliver bedt om at tænke selv?

Men efterhånden falder strukturen på plads.

Schrader opfordrer os ikke til at sidde og sammenstrikke et bestemt billede af Zweig. Hun beder os finde vores plads i stemningen, i detaljerne, i de ofte helt forrykt detaljerede scenarier, hun inviterer os indenfor i.

I den første lange scene hos den brasilianske politiker, følger vi f.eks. tjenestefolkene, der arrangerer et overdådigt bord med den største punktlighed, inden politikeren præsenterer Zweig og tolken med stor grundighed, hvisker ham den tyske oversættelse i ørerne. Der er tusinder af detaljer at fortabe sig i.

Film, der åbner sanserne

Hvis ’Stefan Zweig – Farvel til Europa’ er en svær film at følge med i, er det kun fordi, vi er vant til at se historier blive fortalt på en helt anden manipulerende måde. I Maria Schraders film er der plads til næsten hvad som helst, at forsvinde ind i brasilianske sukkerrørsmarker, at mærke tropevarmen så heftigt, at man får lyst at tørre den af panden, at studere et menneskes rynker bliver dybere og dybere, fordi hans verden forsvinder, at grine af et brasiliansk orkester, der bare ikke er vant til at spille ’An der schönen, blauen Donau’.

Og så kommer slutningen og sætter en tyk, fed streg under ALT.

51-årige Maria Schrader, der har en fornem karriere som skuespiller bag sig, bl.a. i ’Aimée og Jaguar’, har kun instrueret én film før ’Stefan Zweig’. Hun må meget gerne skynde sig at servere flere film, der udfordrer vores stive og konforme måde at fortælle hinanden historier.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve