VIDEO Ricardos søn om ny fodbold-film: Jeg var nervøs for, hvordan min far blev udstillet

Selvom filmen 'Sommeren '92' handler Danmarks sejr til EM i fodbold, er det også et portræt af træneren, der gjorde det muligt.

- Man bliver jo ked af det og rørt. Der er så mange ting, der rammer rigtigt. Jeg er jo stolt af ham. Han var en god træner, et godt fodboldmenneske. Og en god far også.

Sådan lyder det fra Tommy Møller Nielsen, der har set filmen 'Sommeren '92'.

Han er søn til Richard Møller Nielsen, som måske er bedre kendt som Ricardo, den danske fodboldtræner, der skabte dansk historie. Men han er også en person, som mange har haft en holdning til, og ifølge instruktøren bag filmen er det netop det, der gør ham interessant.

- Han er spændende, fordi han var så utrolig meget igennem. Han var decideret hadet i perioder. Hverken spillere eller befolkningen synes, han var det rigtige. Men han var en mand, der ikke slog sig ud, siger Kasper Barfoed, instruktør bag 'Sommeren '92'.

Richard Møller Nielsen døde i februar sidste år, men spørger man hans søn, ville filmen have gjort ham glad.

- Jeg tror ikke, han ville tænke, 'der fik jeg dem'. Det var han alligevel for fin til, siger Tommy Møller Nielsen.

Se indslaget om filmen 'Sommeren '92' og Tommy Møller Nielsen fra aftenens udgave af TV Avisen i videoen over artiklen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve