Zombiefilmens gudfader er død

Den amerikanske filminstruktør George Romero er død af lungekræft i en alder af 77 år.

George Romero interviewes om en af sine sidste film, Land of the Dead fra 2005, der lige som hans filmdebut handlede om zombier.

Der fandtes historier om vampyrer, før Bram Stoker skrev gyserromanen ’Dracula’ i 1897, og der fandtes zombier på film, inden George Romero instruerede ’Night of the Living Dead’ i 1968.

Men det er utvivlsomt de to værker, som har sat standarderne for efterfølgende gyserfilm med de to slags levende døde.

I går sov den amerikanske filminstruktør George Romero ind i en alder af 77 år.

Romero instruerede en række efterfølgere til sin filminstruktør-debut ’Night of the Living Dead’, men det er især gyserklassikeren, som han vil blive husket for.

- Det er jo en film, som man ikke kan leve uden at have set. En epokegørende film, fastslog Jakob Stegelmann, vært på programmet Troldspejlet, da han satte den øverst på sin top 3 over bedste zombiefilm.

Her fremhævede Stegelmann, at det var Romero, der opfandt den skræmmende gangart, som langt de fleste zombier siden da har benyttet sig af.

De levende døde er en metafor for sociale problemer som racisme og klasseforskelle, har Romero forklaret til Associated Press i 2008.

- Zombierne kunne være en hvilken som helst katastrofe, som et jordskred eller en orkan. Historierne handler om, hvordan folk ikke håndterer tingene på den rette måde. De bliver hængende, hvor de er, i stedet for at anerkende, at det måske er for meget at håndtere. Det er den del af det, jeg altid har nydt, fortalte filminstruktøren til nyhedsbureauet.

Romero instruerede sin sidste film, "Survival of the Dead” i 2009.

Spillereglerne for zombier

1) Zombier er menneskeædere.

2) De er levende døde, som bevæger sig langsomt.

3) En zombie kan kun slås ihjel med et skud eller slag i hovedet.

4) Hvis en zombie bider et menneske, genopstår vedkommende som en zombie.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve